Den frække franchise-søster

Utroskab, lumre jokes og liderlighed i naturen rimer måske ikke på familiefranchisefilm til vinterferien. Det burde det. Og det gør det nu. Fjerde generation af “Min søsters børn”-serien vender tilbage til sine frigjorte 60’er-rødder, som afløste 1950’ernes småborgerlige “Far til fire”-glansbilleder af et Danmark, der aldrig fandtes. I “Min søsters børn og guldgraverne” må der snaves vådt og kigges under kjolen til den sjove, afslappede guldgravermedalje.

“Rytteriet”-komikeren Rasmus Botoft efterfølger Peter Mygind, der efterfulgte Peter Gantzler, der efterfulgte Axel Strøbye, der spillede den oprindelige onkel Erik. Det er ham, der har en søster med mange børn. Fem af slagsen, der i de tre nye generationer har heddet Blob, Pusle, Jan, Michael og Amalie. I 60’erne hed hun Lotte. Botoft er helt rigtig onkelagtig som den tørt tilbageholdende børnepsykolog, der ikke selv har børn. ‘Børn skal leve farligt’, er titlen på den afhandling, der giver ham 150.000 kr. til sin videre forskning. De bliver straks investeret i en rejse til Canadas guldgraverland, da plottet fortæller, at børnenes ukendte grandtante Anna bor netop der. Onkel og søsterens børn af sted til Canada på forskerbevilling – helt i tråd med tidens brug af midler til lægeforskning i øvrigt.

Rosita Gjurup og Theodor Chieu er et komisk, nuttet hit som de yngste, Pusle og Blob, der glimrer med sin egen sidehistorie, da de møder en kæmpe Bjørn. De må hellere spørge onkel om lov, inden de leger med den. Den er ikke farlig, bare leg med den, siger onkel, der er sikker på, de små taler om Annas kælevaskebjørn. Botofts sans for situationskomik svigter ikke. Straks sværere har han det med fru Flindt, der er “Min søsters børn”-seriens svar på fru Sejersen fra “Far til fire”. Hun er en maneater, der hader børn, men som gerne vil mislykkes med at lave dem med den gode onkel Erik. Lærke Winther giver den godt som forføreske med pels, der endelig bliver kigget under kjolen, da de på deres guldjagt i den vilde natur skal tjekke hinanden to og to for flåter. ”De trives bedst i fugtige omgivelser,” siger onkel og går på flåtjagt på fru Flindt.

Det er de to midterste drenge, Jan og Michael, der har snydt onkel, fru Flindt og de andre børn på jagt efter en gammel guldskat. Med på turen er også drengen Brad, der er jævnaldrende med Amalie, som har kæresten Thomas derhjemme. Fuck det. Ham Brad er sød. Han skal kysses på. Sådan er “Min søsters børn”-serien så dejligt uhøjtidelig i modsætning til andægtige “Far til fire”, hvor Peter skal synge serenader og stirre dybt i øjnene på narrefissen Søs i timevis uden at komme i mål. Her er de kedelige kønsidealer fra gamle dage smidt væk. Pigen kan lide drengen, pigen kysser drengen, dejligt.

Klimaks følger det lumre tema, da guldgraverholdet jages i minevogne af to badguys anført af Zlatko Buric med Canada-kasket på. Der er fart på, så vognen må bremses. Onkel Erik sætter sit gevær imod hjulet og hiver og hiver i løbet med anstrengt mine til vognen er standset. Forløsning. Og ret sjovt. Ligesom når Onkel skal forklare børnene, hvordan børn bliver lavet: ‘Der er manden. Og kvinden. Det er manden der… Nogen gange, ja, så er den der ikke, men nogen gange så er den der, så er alle glade.’ Så sandt.