Mod naturen
Udgivet 23. mar 2015 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
Der sker ikke ret meget i det norske drama “Mod naturen”. Martin, en ung familiefar med eksistentielle kvaler, tager på vandretur i de norske fjelde. Han trænger til en weekend væk fra familien, hvor han kan være alene med sine tanker. Vi følger ham på hans jævnt begivenhedsløse vandring gennem det grandiose fjeldlandskab. Ser ham pisse i en bæk, onanere bag et træ, skrive en sms. Den ydre handling er næsten ikke-eksisterende. Men det er ligegyldigt. Det egentlige drama udspiller sig nemlig i den voice-over, der konstant flyder som et direkte feed fra Martins bevidsthed. Vi hører hans tanker. Hver og en. Fra trivielle overvejelser om forskellen på en numse og en røv til hudløst ærlige betragtninger om forholdet til hustruen, Signe, og sønnen, Karsten. Og til det om, hvad det vil sige at være menneske.
Der er noget umiddelbart genkendeligt over Martins vildt associerende tankestrøm, som hele tiden skifter retning, uden hensyn til hvad der er væsentligt og relevant. Den mest banale observation kan følge i hælene på den dybeste erkendelse. Det er hverken skarpt struktureret eller smukt komponeret, men jeg tror, det er en rammende repræsentation af, hvordan det lyder inde hovedet, når vi tænker. Jeg synes i hvert fald, at jeg genfinder mange af de samme træk, når jeg retter opmærksomheden indad og prøver at gribe min egen tankestrøm. Om alle tænker på samme måde er naturligvis ikke til at vide. For hvor meget kan man egentlige vide om, hvad der foregår i et andet menneske? Og hvor meget kan man delagtiggøre de andre i det, der foregår i ens eget sind?
Turen i fjeldene er da også et udtryk for en trang til ensomhed, en flugt fra de forventninger andre mennesker har til ham. Han fantaserer om at forlade sin kone og vende tilbage til et liv uden forpligtigelser, hvor han kan drikke øl og spille Playstation dagen lang. Samtidig elsker han hende og drømmer om at genfinde den intimitet, de havde i begyndelsen af deres forhold. Sådan svinger tankerne frem og tilbage, som tegner et billede af en mand, der vil det gode, men har svært ved at leve op til sit eget ideal, om hvordan en moderne mand og familiefar bør være, tænke og føle. Instruktør Ole Giæver spiller selv hovedrollen, og han har castet sin egen kone og søn til at spille Martins familie. Den slags dispositioner gør naturligvis biografiske fortolkninger fristende. Men det ville være for simpelt.
“Mod naturen” er en lille, intim historie, men den berører store almenmenneskelige spørgsmål. Hvis den sparsomme handling indimellem gør oplevelsen en anelse for monoton, er det til at tilgive. Der er nemlig mere substans i Martins indre drama end i de fleste plot-twistende actionfilm.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet