My Blueberry Nights
Udgivet 7. jun 2008 | Af: kaduffo | Set på DVD
Ikke desto mindre har Norah Jones fået hovedrollen i “My Blueberry Nights” som det kasserede ringvrag Elisabeth, der er havnet i et kærlighedsløst morads, fordi den nu forhenværende kæreste har forladt hende til fordel for en anden. Filmen indledes på en anonym café i New York en aften, hvor Jude Laws selvopofrende ekspedient Jeremy er ved at lukke og slukke for natten. Her langer han i de åbne timer kaffe og blåbærtærter over disken i en strid strøm – heraf filmens mystifistiske titel. Hun bliver hurtigt stamgæst, har ikke andre steder at tage hen, og han bliver hendes ukuelige støtte i en forståelse af kærlighedens krinkelkroge og uransaligheder. De er begge ensomme og søgende fugle, som ikke endnu har fundet den eneste ene at dele livet med, men med hinanden kan de i hvert fald bearbejde ensomheden og depressionerne. Også han er nemlig for nyligt blevet dumpet på kærlighedens losseplads.
På sin vej møder hun en række eksistenser, som enten aldrig har fundet lykken, eller som har smagt på kærlighed med bitter erfaring og alvorlige sår på sjælen til følge. Filmen er opdelt i kapitler og præsenterer således først David Strathairns udbrændte lovhåndhæver Arnie, der for længst er blevet vraget af ekskonen, den teatralske Sue Lynne, spillet hæderligt af Rachel Weisz. Kærlighed har mange ansigter, og derfor er den bekræftelsessyge Leslies historie ikke mindre væsentlig, når hun pustes til live af rutinerede Natalie Portman. Hun har aldrig opnået den accept og den kærlighed, hun har så hårdt brug for fra faderen. Ikke desto mindre falder æblet ikke langt fra stammen, for begge har en forkærlighed for pokerspillet.
Der er tale om en ganske melankolsk film, hvor det sørgmodige trækkes i forgrunden frem for det muntre ved tosomheden. De skitserede karakterer har svært ved at finde kærlighedens melodi i de gudsforladte barer og cafeer, som agerer gennemgående kulisser. Heri har Wong Kar-Wai samlet en lang række underfundige anekdoter og bemærkelsesværdige historier, som var de håndplukket fra det reelle hverdagsliv. Helt hvorhen instruktøren har villet med sit foretagende fortaber sig derimod i det uvisse. “My Blueberry Nights” virker i gennemgående træk lige så rodløs og søgende som sine karakterer.
Wong Kar-Wai har tidligere imponeret, men gør han ikke her. Om det er springet fra asiatisk til amerikansk film, der er for stort, skal være usagt. Et faktum er det imidlertid, at skuespillet i “My Blueberry Nights” over en bred karm ikke fungerer, ligesom den drevne symbolik spænder ben for nuancerne. Filmen bevarer undervejs et særligt præg og har fat i enkelte almengyldige pointer, men som helhed virker det hele dog en smule fortænkt, og helt hvad pointen er – ud over de åbenlyse budskaber – står aldrig helt klart.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet