Miljøforkæmperne drukner i miljøskildring

Nogen tog engang en lille krølhåret dreng og delte ham i to. Operationen havde lykkedes perfekt, hvis ikke den lille purk i øjeblikket havde tabt sin jordbæris og blev opfyldt af modstridende følelser. Al den selvbebrejdende usikkerhed løb over i den ene klon – lad os kalde ham Michael Cera, mens den indestængte vrede imod verden løb over i den anden – lad os kalde ham Jesse Eisenberg. Da de to mænd voksede op, brugte de deres forskellige følelsesliv til at skabe ret så succesfulde karrierer som henholdsvis fjollet hyggelig og indebrændt muggen filmstjerne.

Og hvordan er det så relevant her? Jo, ved at bruge Jesse Eisenberg som en paranoid, indelukket økoterrorist, får “Night Moves” et udtryk, der langt hen ad vejen synes set før. Settingen er ny, men hans surmulende ansigt og passive aggressivitet føles rutinepræget og enstrenget. Især fordi “night Moves” ofte dvæler ved lange nærbilleder og et gråt mørke, der fint skildrer angsten, men også trækker noget kraft ud af den spinkle fortælling.

Når det fungerer bedst, er der en rugende paranoia i de langsomt opbyggede scener. “Night Moves” følger tre idealister/anarkister og deres plan om at sprænge en dæmning i luften. Men mere centralt end selve aktionen står de indbyrdes spændinger og det lange efterspil. Man hører kun eksplosionen, og den uskyldige mand, der slås ihjel, forbliver et navn i radioen. Et navn, som langsomt driver de medvirkende til vanvid. Det er et konsekvent valg, der trækker fokus væk fra den mere kontante spænding, selv om en scene om indkøb af store mængder sprængfarlig gødning giver sved på panden.

Alle tre hovedpersoner spiller godt – for Jesse Eisenberg sidder det selvfølgelig på rygraden, men han kan det sgu – blot har Dakota Fanning og Peter Sarsgaard henholdsvis to og en tredjedel af filmen til at gøre sig gældende. Sarsgaards ekssoldat når på den korte tid at blive ret uhyggelig, som han sidder i sin campingvogn og foregiver at vide alt om verden. Dakota Fanning har fint fat i en rigmandsdatter, der enten keder sig eller bekymrer sig helt vildt, men i hvert fald har fundet en skrøbelig overflade at skjule det hele under. Desværre bliver det knugende samspil til kedelige monologer.

De tre kommer ud af det idealistiske farmermiljø omkring Oregons smukke skove, der skildres som en sær blanding af hippie-fordragelighed og aggressiv egopleje. Langhårede surferdudes, der besynger naboens “epic” artiskokker og føler sig hævet over maskinsamfundet. “Night Moves” forsøger at vise balancen imellem at være tilfreds med sin egen rigtighed og voldeligt at ville udbrede den til andre. Problemet er, at det økologiske solcelledrevne menneske hurtigt bliver en så irriterende størrelse, at jeg tog afstand fra ham, ligegyldigt om han kommer med udstrakte hænder eller en bombe under armen.