Noma – My Perfect Storm
Udgivet 18. nov 2015 | Af: Oskar K. Bundgaard | Set i biografen






Kokkeri er et populært emne. Helt tilbage fra Conrad og Aksels rigelige mængder af smør i de glade monopoldage på DR til nutidens kagegalskab i “Den store bagedyst” har interessen for madlavning været stigende. Særligt er det svært ikke at lade sig fascinere af verdens dygtigste gourmetkokke, der med uhørt perfektionisme er i stand til at forvandle to porrer og et inderlår til en ret, som folk er villige til til at tømme deres opsparing for at smage. “Noma: My Perfect Storm” vil så gerne fortælle historien om verdens bedste restaurant, den ekstravagante mad, som serveres der, og menneskene, der laver den. På forunderlig vis formår den bare ikke at sige noget som helst om nogen af delene.

Der er ingen tvivl om, at Redzepi er en dygtig kok, og Nomas internationale succes skal man bestemt ikke kimse ad. Men den intenst perfektionistiske og til tider ubehagelige side af Redzepi, man kunne se i en anden Noma-dokumentar, “Noma på kogepunktet” fra 2008, er mere eller mindre redigeret ud i denne ombæring. I stedet får vi serveret et dessertsødt billede af mesterkokken, der skildrer ham som en slags genkommen messias inden for madverdenen.

Maden på Noma, der kan bestå af alt fra skovmyrere og søpindsvin til græs og svampe, er heller ikke interessant. “Noma: My Perfect Storm” bruger masser af tid på at vise os, hvor råvarerne kommer fra, og hvem der samler dem, mens selve det at lave maden ignoreres. I stedet ser vi blot de færdige retter, nogle gange uden at vide hvilke ingredienser, de er lavet af. Som et forfordelt barn, der efter flere års mishandling modtager en omfavnelse fra sine far, blev jeg nærmest helt ekstatisk, da René Redzepi endelig laver noget mad og i forberedelsen til en suppe tømmer indholdet af et søpindsvin i en skål. Fornøjelsen er dog kort og snart klippes der væk til en skægget svampesamler i skoven et sted i Småland.







Ikke bare er “Noma: My Perfect Storm” en kedelig dokumentar, men den er også en spildt mulighed. Jeg havde lyst til at se en film om Danmarks kulinariske stolthed. Jeg ville gerne høre om, hvad det kræver at være en af de mest visionære kokke i Europa, eller hvad udfordringerne er ved at drive en gourmetrestaurant. I stedet fik jeg en serveret en ukritisk reklame i spillefilmslængde, der nok er flot, men hverken underholder eller mætter min filmsult.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet