Det går godt i dansk film. Rigtigt godt. Æren tilskrives ofte dogmefilmene, som i midten af 90’erne revolutionerede filmsproget og til og med var publikumssucceser. Men man skal ikke glemme den anden bølge af film, som kun nogle få år efter pludselig dukkede op ud af det blå: de små hverdagskomedier og –dramaer.

Hella Joof havde en rolle i en af de film, som for alvor var med til at sætte fut i denne mere mainstreamorienterede genre, nemlig “Den Eneste Ene” fra 1999. Nu står hun i form af instruktør på den anden side af kameraet med sin nye film “Oh Happy Day” med Lotte Andersen i hovedrollen som den midtvejskriseramte husmor Hannah.

“Oh Happy Day” er en film, som hovedsageligt er båret af skuespillet. Dertil har Hella Joof skaffet sig en nogenlunde god besætning, der passer ret godt ind i deres roller. Lotte Andersen spiller sin karakter Hannah med lige præcis den umiddelbare svaghed og gemte styrke, som rollen har brug for, og filmen ville uden tvivl ikke have været den samme uden hende. Resten af det lille kirkekor, som Hannah er med i, og som er et af filmens store omdrejningspunkter, bliver på fabelagtig vis præsenteret allerede i filmens første spæde minutter, da kameraet langsomt tracker ind på dem, mens de opfører en ynkelig flerstemmig koralharmonisering af John Mogensens folkelige klassiker “Der er noget galt i Danmark”. En hysterisk morsom scene, som hurtigt giver publikum indsigt i de enkelte karakterer.

Selv om skuespillet generelt er ganske godt – bortset fra Ditte Gråbøls karakter, som er irriterende karikeret – er det på ét punkt langt fra, hvad det burde være, men det virker som om, det ikke er skuespillernes skyld. Det lader simpelthen til, at Hella Joof har glemt at fortælle dem, at de ikke er storbyfolk men jævne folk fra den lille flække Risinge. Man opfatter dem kort og godt slet ikke som landsbyfolk. Det er dog med undtagelsen Kurt Ravn, der spiller sin birolle som den hjertevarme organist særdeles godt.

Billedsiden i “Oh Happy Day” er på ingen måde noget specielt, og det skal den heller ikke være, for den udfylder sin vigtigste opgave på fineste vis: at understøtte historien. Det er en meget lille fortælling i en meget lille by, og på samme måde er fotograferingen meget simpel – til tider næsten minimalistisk. Samtidig får man fuldt ud oplevelsen af, at være havnet et sted ude på Lars Tyndskids marker.

Det skal der derimod på lydsiden – mere specifikt på musikken. Soundtracket er spækket til med gospelmusik, som nok skal fortælle publikum historien, hvis de af mærkværdige omstændigheder ikke skulle have fattet den i forvejen. Endnu mere irriteret bliver man, når man i slutningen af rulleteksterne ser en reklame for udgivelsen af filmens musik. Det giver en dårlig smag i munden af, at det ikke er Hella Joof men nærmere produktionsselskabet, som har bestemt musikken for at sælge nogle CD’er oven i hatten.