Paterson er Paterson er Paterson er Jim Jarmusch

Jeg er vild med Adam Driver. Han kan så meget. Lige fra mystisk bolleven i “Girls” til drenget “Star Wars”-skurk med faderkomplekser som Kylo Ren. Eller quirky indie-poet som nu her i “Paterson”, hvor varianter af den samme dag udspiller sig over en uge i en stenet omgang Jim Jarmusch, der får sit liv af Adam Driver med de mange talenter.

Her sætter han dygtigt liv til en bogstavelig gang hverdagspoesi i titelrollen som Paterson, der bor i Paterson, hvor han arbejder som chauffør på bussen på vej til Paterson. Det er vist det, man kalder Jarmusch’sk realisme. Det ligner virkeligheden, men er det ikke. I så fald er det en skæv udgave af den, hvor buschauffør, bus og by hedder det samme. Hvor de fleste dage er næsten ens, præcis som de mange tvillinger, som Paterson møder på en mandag, tirsdag eller onsdag.

Det er den slags stenet, underfundig hverdag, som Jim Jarmusch blev kultkendt for med sort-hvide “Stranger Than Paradise”, og som Bill Murray besøgte den ene ekskæreste efter den anden i med min Jarmusch-favorit, “Broken Flowers”. Det er stenet ikke-handling, som kun en solbrille-cool instruktør som Jim Jarmusch kan slippe godt fra. Her bliver smagt på hverdagens detaljer. Ohio Blue Tip. Smag på ordene. Se på omslaget, hvor de tre ord sendes cool af sted med skæv megafonskrift. Der er tændstikker inden i æsken. Det er de smukkeste tændstikker, skriver Paterson i sit digt, inden dagens busrute køres i gang.

Havde det været “Speed”, så var Patersons bus blevet kidnappet kort efter afgang. Ikke her. I “Paterson” bliver det aldrig mere action-vildt, end at bussen en dag mister strøm og må standse. Alle må forlade bussen og vente på en anden. Det er i stedet den trivielle hverdag på bussen, som ophøjes til noget særligt. En fyr fortæller en anden om en sød donutpige, som han overvejer at skrive til. To universitets-unge taler om anarkisme. Da Paterson kommer hjem til sin hjemmegående, spørger hun, om hans frokost-sandwich var god. Ja, det var en rigtig god sandwich, svarer han.

Sådan stener “Paterson” af sted i roligt poet-tempo, hvor hunden rutinemæssigt skal luftes efter aftensmaden, så Paterson kan svinge forbi sin slags Sams Bar til den daglige fadøl. Et ekskærestepar skændes, bartenderen spiller skak med sig selv. Og på vej derhen smuglytter han til en rapper-poet på vaskeri. Det leder aldrig op til noget, men giver mening i sig selv. Tændstikkerne, bussen, dagens sandwich og aftenens fadøl. Der smages på det hele.