Peddersen og Findus – Den lille drillepind
Udgivet 30. sep 2014 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Alle store filmserier har det. Batman, X-Men og James Bond har det. En oprindelseshistorie. Nu har det animerede makkerpar Peddersen og Findus det også. For hvordan fandt den gamle hyggeopfinder Peddersen sammen med den talende kat Findus? Nogen har måske ventet spændt på at få svar på det spørgsmål. Det får de med “Peddersen og Findus – Den lille drillepind”.
Så hvorfor live action? Peddersen er manisk mærkelig i Onkel Anders-klassen. Med høj, høj hat er han evigt forvirret, laver dårlig kaffe og falder (på halen) i æg på jorden. Det ændrer sig ikke, da han får en kat, som nabokvinden Beda har reddet fra den iltre jæger Gustavsen. For katten taler. ”Er jeg blevet skør? spørger Peddersen retorisk. Spørgsmålet besvares aldrig, for Findus taler kun til Peddersen. Hvad mon der er i den kaffe…
Men ikke alt er godt at dele. Kød spises ikke i Findusland. Hønsene er til for at lægge æg – det er ikke godt at dræbe noget levende. Dem, der ikke tåler laktose og gluten derimod, de har det svært, for Findus spiser nærmest kun pandekager og chokolade. Sikke en kur. Men ellers er det nu ikke usundt at se “Peddersen og Findus – Den lille drillepind”. At dele og ikke være jaloux, som Findus kæmper med i forhold til (alfa)hanen, er ikke den værste lektie at få genopfrisket. Og så fungerer interaktionen imellem det animerede og virkelige problemfrit. Peddersen og Findus findes troværdigt i den samme, harmløse verden.
Der er langt til Batmans dystre Gotham hos Findus på Peddersens gård. Lige så langt, som der er til min nysgerrighed over, hvordan Findus havnede hos Peddersen. Den manglende nysgerrighed bliver besvaret med en historie, der er kattens kedelig. Men uden kradsende klør. Hos Peddersen og Findus er der gode moraler, dårlig kaffe og en oprindelseshistorie, der ikke kalder på en sequel.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet