Findus Begins

Alle store filmserier har det. Batman, X-Men og James Bond har det. En oprindelseshistorie. Nu har det animerede makkerpar Peddersen og Findus det også. For hvordan fandt den gamle hyggeopfinder Peddersen sammen med den talende kat Findus? Nogen har måske ventet spændt på at få svar på det spørgsmål. Det får de med “Peddersen og Findus – Den lille drillepind”.

Lidt overraskende er oprindelseshistorien produceret i Tyskland og ikke i Sverige, der ellers har stået bag de tidligere animationsfilm, som er lavet på baggrund af svenske Sven Nordqvists børnebøger. Men det er ikke det eneste, som er anderledes denne gang. Kun Findus er computertegnet. Resten er rigtige skuespillere, der spiller op til den animerede kat. Paradoksalt nok virker Findus som den mest virkelige, den karakter på opfindergården, som ikke er skabagtig overdrevet, men nærmest minder om en almindelig dreng.

Så hvorfor live action? Peddersen er manisk mærkelig i Onkel Anders-klassen. Med høj, høj hat er han evigt forvirret, laver dårlig kaffe og falder (på halen) i æg på jorden. Det ændrer sig ikke, da han får en kat, som nabokvinden Beda har reddet fra den iltre jæger Gustavsen. For katten taler. ”Er jeg blevet skør? spørger Peddersen retorisk. Spørgsmålet besvares aldrig, for Findus taler kun til Peddersen. Hvad mon der er i den kaffe…

Per Pallesen er velvalgt pludrende som stemmen til Peddersen, der sammen med Findus bruger dagen på små gøremål som at lave pandekager, hente den tabte nøgle op fra brønden og skræmme ræven væk, så den ikke spiser de fjantede høns. Deres liv er meningsløst. De æder og æder bare, fordi de ingen hane har til at give indhold i tilværelsen. Det var nok ikke gået i en svensk version, hvor kvinder faktisk taler om andet end mænd. Sådan er det ikke i Tyskland. For moralen er, at du er død indvendig uden en at dele livet med. Så Peddersen er glad med Findus, og hønsene får ro med en larmende hane. Gustavsen er sur, mens Beda æder og æder. Som hønsene.

Men ikke alt er godt at dele. Kød spises ikke i Findusland. Hønsene er til for at lægge æg – det er ikke godt at dræbe noget levende. Dem, der ikke tåler laktose og gluten derimod, de har det svært, for Findus spiser nærmest kun pandekager og chokolade. Sikke en kur. Men ellers er det nu ikke usundt at se “Peddersen og Findus – Den lille drillepind”. At dele og ikke være jaloux, som Findus kæmper med i forhold til (alfa)hanen, er ikke den værste lektie at få genopfrisket. Og så fungerer interaktionen imellem det animerede og virkelige problemfrit. Peddersen og Findus findes troværdigt i den samme, harmløse verden.