Arnold Schwarzenegger stod for 35 år siden i spidsen af den eksplosive, intense og skræmmende sci-fi-klassiker ”Predator”, en film der på fængende vis gjorde en gruppe macho actionhelte til byttet i et mystisk rumvæsens syge jagt på en værdig modstander. Siden har vi med skuffede miner måttet følge med i et hav af fortsættelser, der aldrig for alvor har kunnet leve op til originalen og dens eftermæle. Det var efterhånden tydeligt, at franchisen havde brug for at blive taget i en ny retning, og heldigvis er det tilfældet med ”Prey”, den nyeste indstilling i den elskede filmserie.

I modsætning til samtlige af franchisens tidligere film har ”Prey” droppet den ikoniske ”Predator”-titel. Den er dog ikke det eneste, der er blevet skiftet ud. Nej, hele franchisen har i virkeligheden gennemgået en renovering. Her er den velkendte ”Predator”-eksteriør blevet skiftet ud. På ydersiden er det en helt ny verden, vi oplever. Filmen foregår i 1719 i the Northern Great Plains, og væk er moderne teknologi, våben og machomænd. I stedet har vi fået buer, tomahawker og et oprindeligt amerikansk stammefolk.

Filmseriens interiør forbliver dog det samme. ”Prey” ledes an af en gruppe Comanche-krigere, der umiddelbart er øverst i fødekæden. Inden længe må de dog acceptere skæbnen som bytte, da en meget farligere og mere teknologisk udviklet fjende begynder at pege sit ikoniske treprikkede sigtekorn i panden på dem. Nytænkningen af ”Predator”-konceptet er ikke bare veltrængt i ”Prey” – det er i den grad også vellykket. Og det skyldes i høj grad filmens instruktør, Dan Trachtenberg.

Det er nu seks år siden, vi for alvor stiftede bekendtskab med instruktøren igennem sci-fi-thrilleren “10 Cloverfield Lane”, en utroligt intens og underholdende spirituel efterfølger til J.J. Abrams’ ”Cloverfield”. Dengang var der ingen tvivl om Trachtenbergs evner som filmskaber, og det er der efter at have set hans blot anden spillefilm, ”Prey”, stadigvæk ikke.

Det tekniske niveau bag filmen er nemlig utroligt imponerende. Trachtenberg disker op med nogle af årets mest fantastiske og betagende skud, som jeg ikke kan forestille mig er blevet skudt med green screen eller falsk lys, og ”Prey” lever i den forstand op til comanche-stammens brug af naturen.

Men når det kommer til stykket, er filmens udseende jo egentlig blot en bonus. For årsagen til, at vi ser filmen, er jo – for de fleste – dens ikoniske skurk. Og lad mig understrege: predatoren skuffer ikke! Der er masser af actionsekvenser, der viser rumvæsnets nådesløse natur, og igen er kameraarbejdet fuldstændig spot on. Trachtenberg lader blodet flyde og lemmer flyve til højre og venstre, men noget af det der virkelig fungerer er, at predatoren – ligesom vores hovedpersoner – ikke har den samme teknologi, som i den forrige film. Som resultat føles den heller ikke fuldstændig uskadelig. Man kan godt ramme den med en pil eller et økseslag. Men alligevel føles den uovervindelig. Predatoren er i ”Prey” en noget nær ustoppelig force, som nyder kampen og modstanden, og den tager gerne nogle hug for at bevise sig selv som det øverste led jagthierarkiet.

Og det er ikke kun mod mennesker, den kæmper. Predatoren er på jagt efter en værdig modstander, hvilket altså også inkluderer dyr som slanger og bjørne – og hvis den her film gør en ting klart, så er det, at en mano-a-mano-kampscene med en bjørn altså sagtens kan være mindst lige så intens som en god gammel menneskemassakre.

Dog er der nogle få, der yder en ordentlig modstand, og blandt dem har vi filmens hovedperson, Naru, der på medrivende vis spilles af ”Legion”-skuespilleren Amber Midthunder. Naru er en kvindelig comanche-indianer, som på trods af sit køn ønsker at bevise sit værd som jæger. Uheldigvis for hende er byttet et usynligt morderisk rumvæsen, der lige så meget er på jagt efter hende, som hun er efter den.

Selvom Naru er en ganske udmærket kriger, gør filmen det klart, at hun ikke er lige så parat, som hun selv tror. Hun er ingen Mary Sue. Filmen bruger dog tid på at bygge hendes karakter og hendes kamp-skills op, og sammen med sine evner inden for medicin, sporing og håndværk, bliver hun med tiden en fantastisk intelligent modstander. Hendes bror, Taabe, er derimod fra start en gennemført kriger, og han overstråler ofte hendes kampevner.

Dog overstråler Taabe-skuespilleren, Dakota Beavers, ikke sin søsters evner som skuespiller, og det er et af de få generelle kritikpunkter for filmen. For selvom det er fedt, at Trachtenberg og hele holdet bag produktionen har givet et cast med comanche-rødder muligheden for at spille med i filmen, er det til tider tydeligt, at flere af dem ikke har den store erfaring foran kameraet – og det kan desværre distrahere. Det manglende skuespiltalent bliver kun tydeligere, når der fra tid til anden kommer en replik, som virker nogenlunde lige så menneskelig som filmens fjende.

Dog er manuskriptet, der er skrevet af Patrick Aison (”Wayward Pines”), for det meste solidt, og det skaber grundlaget for en historie, der bevæger sig i et upåklageligt tempo. Filmen har trimmet alt overflødigt af, og på knap 100 minutter formår Trachtenberg og Aison at skabe karakterer, man både bekymrer sig om og ønsker skal overleve, samtidig med at der er masser af skærmtid til filmens egentlige hovedattraktion, predatoren.

Det er ikke mange franchises, der lykkes med at finde balancen igen, efter at have snublet lige så mange gange som ”Predator”-filmene har gjort. Heldigvis har ”Prey” ikke bare genfundet filmseriens balance – den har skabt et solidt grundlag for, hvis vi engang skal se mere til den ikoniske filmskurk. Den er en utroligt vellavet film med hæsblæsende og nytænkende actionscener, der er indpakket i så fantastiske scenerier, at det er en skam, at filmen er en streaming-exclusive. ”Prey” er blandt det bedste, franchisen har at byde på, og det er en mere end værdig ny ”Predator”-fortælling.