Baseret på en virkelig hemmelighed

Der er nogle mennesker, der opsøger film, som er ‘baseret på virkelige hændelser’. Jeg går ud fra, at det for dem gør historien mere troværdig. Jeg er selv langt mere skeptisk. Måske fordi jeg foretrækker mine film som virkelighedsflugt. Og måske fordi disse virkelighedens film ofte er så velmente, at de bliver forudsigelige. Også “Professor Bieliks hemmelighed” falder i den kategori, men på ganske rørende vis.

Det er Kacper Bielik, der er den sande historie. Han er gymnasielærer, hvor han dagdrømmer sig gennem undervisningen og lærermøderne. Og når han slapper af, kigger han på stjerner eller drikker sig fuld med vennen Wiktor. Han er nøjagtig lige så grå og kedelig, som jeg tror, mange af os forestillede os vores egne lærere. Her skiller disse virkelige hændelser allerede positivt ud fra lignende film, da hovedpersonen ikke har nogen brændende ambition eller idealisme, der driver ham. Faktisk virker han til enten at være fortabt eller bare ligeglad. Plottet skydes først i gang, da han efter en række dumme fejl – som at stå på den forkerte bus – går til lægen og får at vide, at han lider af en sjælden, genetisk sygdom, der vil gøre ham næsten fuldstændigt blind i løbet af nogle år.

Får dette chok ham til at indse, hvor dyrebart livet i grunden er? Kaster han sig nu carpe diem ind i livet og lærergerningen med fornyet engagement? Næh. Igen et par point fra mig. For det, der driver Kacper, er først og fremmest ren egoisme. Han har ikke råd til at miste sit job og hader tanken om at være afhængig af andre. Så han skjuler det. Selvfølgelig ender filmen, hvor sande historier normalt gør det, men det er ikke desto mindre forfriskende, at den ikke tager den helt åbenlyse vej til sin forventelige endestation.

Kacper spilles af Andrzej Chyra, der efter “Land of Oblivion”, “In the Name of” og “The Word” næsten er blevet synonym med polsk film for mig. Jeg forestiller mig, at der er folk ude i verden, der har det sådan med Kurt Ravn eller Bodil Jørgensen, når de tænker på Danmark. Chyras præstation er underspillet, men med mange fine, små detaljer. Det var først, da en af karaktererne gjorde opmærksom på det, at jeg opdagede, at han stort set aldrig havde øjenkontakt med andre, fordi han selvfølgelig havde svært ved at se deres ansigter.

Et af de bedste træk er faktisk, hvordan Kacpers hurtigt forsvindende syn skildres. Med hyppigt tilbagevendende ‘point-of-view’-skud sættes vi direkte ind i hovedet på Kacper. Derfor bliver hans sygdom også mere virkelig. Når han for eksempel pludselig mister evnen til at se farver, så føles hans desperation, da han står foran Europa-kortet i klasseværelset og ikke kan skelne mellem landene. At hans fejlende syn i sidste ende giver ham et nyt perspektiv, er en fin pointe, der gudskelov aldrig bliver direkte udtalt.