Gedigen voldsporno tynget af betonagtige moraler

God sci-fi handler altid om nutiden. Den præsenterer os for en overdrevet version af et eller flere aspekter af vores samfund og tvinger os til at se disse aspekter i et nyt lys. Under Sovjetstyret var rumrejsen et udtryk for den frihed, man ellers ikke kunne opnå, og science fiction en genre, hvor man kunne komme af sted med at kritisere regimet. Der er også rigeligt at kritisere i den her nutid, og “The Purge: Anarki” kunne være god sci-fi, men er det desværre ikke.

Den primære grund er, at plottet mest af alt virker som en eftertanke. Man skulle bruge en undskyldning for at lade tungt bevæbnede galning skyde løs på hinanden, mens en lille gruppe uskyldige mennesker bare prøver at overleve. Da zombie-lignende epidemier og post-apokalyptisk anarki er so last year, måtte man finde på noget andet. Så et ensomt, begavet menneske i studiet kom så med ideen om en fremtid, hvor USA’s regering én dag om året ophæver alle love og lader folk slå hinanden ihjel. Det kunne der være kommet en tankevækkende film ud af, men da folkene bag “The Purge: Anarki” på ingen måde tiltror sit publikum, at de kan tænke selv, så sker det ikke.

Filmen moraler om lov og orden, den stigende ulighed i det amerikanske samfund samt værdien af et menneskeliv er hugget i sten og bøjet i ti meter høje neonbogstaver. Selv den sløveste blandt publikum, der har misset alle de andre, konstante referencer i filmen, vil ikke være i tvivl, efter en Malcolm X-inspireret prædikant bruger fem minutter på at forklare disse moraler, mens to af filmens karakterer sidder og kommenterer på hans udlægning, hvis der mod forventning skulle være rester af tvetydighed.

Et af de elementer, der faktisk fungerer i filmen, er kritikken af USA’s våbenfascination, der løber som en rød tråd gennem filmen uden at blive italesat med samme klodsethed. Uheldigvis overdøves den af alt det andet, netop fordi denne morale fortælles uden staveplade og megafon. Det er dog heldigvis ikke det eneste gode ved filmen. Den er oprigtigt spændende. Den har en struktur, der effektivt hev mig gennem plotudviklingen og med stigende grader af vold og forråelse frem mod filmens klimaks. Skuespillet kommer næppe til at vinde priser, men der er et godt samspil blandt gruppen af overlevere, og de blev tilpas udfoldede som personer, til at jeg kunne investere mig i dem.

Plottet minder mest af alt om et computerspil med dens fokus på én gruppe og den stramt kronologiske form. På billedsiden fik jeg samme associationer. Byen, som gruppen jages rundt i, er så generisk, at det går forbi realisme og bliver kunstigt. Den ligner en karakterløs blanding af tusind andre storbyer og kunne sagtens være designet til et FPS-spil. Fotografen gør sit allerbedste for at indgyde noget sjæl i miljøet ved hjælp af lækre skyggeeffekter og masser af skæve shots (bl.a. hyppig brug af byens overvågningskameraer). Jeg kunne dog godt have undværet den uendelige panorering over de bevæbnede freaks, som vi møder. Jo flere vrede beats, man lægger ind over, og jo mere slow-motion, man bruger, jo pinligere bliver det.