Ready Player One

InstruktionSteven Spielberg

MedvirkendeTye Sheridan, Olivia Cooke, Ben Mendelsohn

Længde140 min

IMDbVis på IMDb

I biografen29/03/2018

Anmeldelse

Ready Player One

4 6

 

Det handler om at køre baglæns. Med Steven Spielberg tilbage i tiden. Til dengang alting var meget bedre og mere nørdet med spil på Atari, musik af Duran Duran og King Kong på film.

 

“Ready Player One” er én stor jagt på easter eggs inde i en 3D-lækker virtual reality-verden, der gemmer på nostalgi og en ret gammeldags film fra dengang, Spielberg var ung.

 

For Spielbergs film handler igen altid om fortiden. Denne gang er det hverken Abraham Lincoln, “Indiana Jones”-arkæologi eller dinoer, det handler om.

 

Spielberg er derimod gået i popkulturel barndom, hvor unge Wade Watts skal finde tre nøgler, vinde prinsessen og besejre den onde, voksne virksomhedsleder inde i OASIS.

 

Det meste af spilletiden foregår derinde. Inde i VR-verdenen, hvor skaberen og over-nørden James Halliday på bedste troldmands-manér har gemt nøglerne til det hele. Første avatar til tre nøgler vinder retten til den virtuelle herlighed.

 

Og der ér herligt i Spielbergs computerspils-kongerige, hvor der hilses nørdet og konstant på popkulturens legender som Freddy Krueger, Chucky og Batman, inden et slags “Fast & Furious”-løb starter med en DeLorean og en “Akira”-motorcykel. Det er ikke for nørdede n00bs, som underteksterne endda skriver det.

 

Men der er mere og andet end blot klassiske nørd-referencer til Nintendo 64-spillet “GoldenEye”, Lex Luthor-citater og en alien ud af maven. Her er også en Jernkæmpe samt sobre “Citizen Kane” og en tur ind i Rum 237 hos “The Shining“.

 

Der er nørd-overload, imens film-filmen skifter fra biler over adventure med troldmand til det første young adult-kys og et slutslag om det hele ved to tårne.

 

Det gakker dog aldrig ud som i “Lego Batman”, hvor popkulturens Sauron og Godzilla også blev mikset, men med et mere moderne, ironisk greb. “Lego”-filmene bygger uden regler.

 

Sådan er Spielberg ikke. Han leger pænt som i en “E.T”-film, hvor de unge er de gode, imens de voksne, der vil tjene på legen, er de onde.

 

Derfor virker det også lidt hult, når James Halliday holder fast på, at der ikke findes regler i OASIS. For den VR-verden, som Spielberg her flot har skabt, er proppet med regler. Fortælleregler. Om en begyndelse, en midte og en slutning. Et point of no return, hvor den gode vinder til sidst med en voksen morale som præmie.

 

Men så længe “Ready Player One” er et racerløb i en DeLorean på jagt efter guldmønter og ekstra liv med en T-Rex på nakken og en King Kong, som venter på målstregen, så er det sjovt.

 

Så sjovt, at jeg næsten blev overbevist om, at det faktisk var bedre, dengang Spielberg var ung.

 

Ready Player One anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailers