Real Steel

InstruktionShawn Levy

MedvirkendeHugh Jackman, Dakota Goyo, Evangeline Lilly, Anthony Mackie, Kevin Durand, Hope Davis, James Rebhorn, Marco Ruggeri, Karl Yune, Olga Fonda, John Gatins, Sophie Levy, Tess Levy, Charlie Levy, Gregory Sims

Længde127 min

GenreAction

IMDbVis på IMDb

I biografen05/01/2012

Anmeldelse

Real Steel

4 6
Metallisk knockout

“Real Steel” foregår ganske vist i fremtiden, men alle dens dele stammer fra fortiden. Filmens handling udspiller sig i en periode, hvor rigtige boksere af kød og blod er blevet arkiveret i den samme kasse som diskomusik og digitalure, og hvor man nu i stedet ser kæmpestore robotter banke livet ud af hinanden. Ikke desto mindre er det stadig de velkendte grundtrin fra “Rocky”, “The Karate Kid” og “Over the Top”, der udgør grundlaget for denne fortælling.

Ligesom “Rocky” skildrer “Real Steel” kampen mellem en diminutiv David og en gebommerlig Goliat, og i dette tilfælde er den lille part en tidligere bokser ved navn Charlie Kenton – spillet af Hugh Jackman – som er blevet forældet takket være den teknologiske udvikling. Kenton rejser nu rundt omkring med sin slagsbrorsrobot i håb om at score den gevinst, der kan bringe ham ud af det økonomiske fedtefad. Den store jackpot lader dog altid til at være lige uden for rækkevidde, og i stedet får han en anden slags gevinst, da han midlertidigt får ansvaret for den søn, som han næsten havde glemt, han havde. Den elleveårige Max og Charlie er da heller ikke ligefrem perlevenner indledningsvist, men da Max ved et magisk tilfælde finder den aldrende robot Atom på en losseplads, begynder tingene pludseligt at ændre sig for parret.

Ideen om kæmperende robotter er knap så langt ude, som den måske umiddelbart lyder, og man har kunnet se noget tilsvarende i tv-serien “Robot Wars”, som tidligere er blevet sendt herhjemme. Hvis der er noget besynderligt ved denne udformning, må det være robotdesignernes insisteren på at få maskinerne til at efterligne mennesker.

Det, at de gør det, giver imidlertid filmmagerne muligheden for at vække vor empati for Atom, som – i modsætningen til resten af de metalliske slagsbrødre – synes at have en antydning af intelligent liv bag sit spinkle visir. Det tjener dog til filmens ære, at den i stedet for at udpensle dette fænomen lader det blive ved antydningen. Til gengæld styrkes indlevelsen i figuren ved at lade kommunikationen mellem robotten og menneskerne foregå ved, at Atom gentager deres bevægelser, således at den bliver en naturlig forlængelse af vore menneskelige hovedpersoner.

Modstanderne er fremmedartede metalliske væsner med pompøse navne som “Midas” og “Zeus”, og i modsætning til dem er Atom – ligesom dens ejere – en ren blue-collar helt, som man dårligt kan undgå at sympatisere med. Robotterne er blevet skabt ved brug af både ægte modeller (når der ikke slås) og computereffekter (hver gang der slås), men overgangen imellem de to er overbevisende. Samtidigt giver de ægte modeller filmen den tyngde og det fysiske nærvær, som så mange CGI-film mangler. Filmens største force er dog den glimrende præstation af Hugh Jackman som den luskede, men charmerende Kenton, der sagtens kunne være i familie med Han Solo, og som kun er med for pengenes skyld, indtil sønnen langsomt begynder at ændre på hans syn på tingene.

Steven Spielberg har været inde over filmen som producent, hvilket måske forklarer, hvorfor “Real Steel” formår at gøre Atom så elskelig. Som tilskuer er det imidlertid svært at overse, hvor umådeligt formularisk og klichefyldt filmen er, men ligesom under film som “Rocky” og “The Karate Kid” var det umuligt for undertegnede ikke at blive revet med, og i takt med at filmen nærmer sig sit endelige opgør, sidder man inderligt og håber på, at Atom triumferer. Ja, det er meget forudsigelige smæk, der serveres her, men som ren, følelsesfuld underholdning, er der bestemt power i stålnæven.

Kort om filmen

Charlie Kenton er en let nedbrudt, deprimeret tidligere bokser, der mistede sin titelchance, da en tonstung, 2½ meter høj robot overtog arenaen – og intet blev nogensinde det samme igen. Nu hutler han sig gennem tilværelsen ved at arrangere småkampe med mindre robotter, der er samlet af skrot og gamle skruer. Charlie tjener kun lige til dagen og vejen, mens han rejser fra snusket arena til arena. Da han for alvor er ved at miste det sidste af sit i forvejen blakkede liv, vil skæbnen, at han bliver tvunget sammen med sin totalt fremmedgjorte og modvillige søn, Max, som han ikke har set i årevis. Mod alle odds beslutter de to sig for at bygge og træne en robot, der skal kunne gå hele vejen til toppen. Men efterhånden som indsatsen øges i den brutale, lovløse arena, lykkes det alligevel Charlie og Max at nå så langt, at de rent faktisk har en chance for det vildeste comeback – hvis de da overlever så længe…