Repetitionens autonomiDet kan nok være, at vi herhjemme kan skilte med at have dansk films enfant terrible, Lars von Trier, i bås, men med den mesterlige “Reprise” har nordmændene imidlertid fået deres helt egen Trier. Joachim Trier hedder instruktøren ganske vist, og et ubeskrevet blad er han også. Men med en debutfilm, som er så velsnedkereret i al sin enkelthed, er det vist kun fantasien, der kan sætte grænserne for fremtidige projekter. “Reprise” lægger sig nemlig i fin forlængelse af kun de allerstørste film inden for sin genre. En nyklassiker er født.

Den norske Triers første film handler grundlæggende om livet i al sin uoverskuelighed, i medgang og modgang. Men mest det sidste. Ligesom en af figurerne i den bog, filmens ene hovedkarakter Erik skriver på, leder også “Reprise” i sig selv efter det absolutte sprog, som kan gribe alle nuancerne. Det kan “Reprise” og mere til endda. Filmen er således fyldt med lag, modsætninger og stemninger i et sammensurium, der er hele essensen af livet. Tonen er rå og uforsonlig, tilgivende og utilgivelig, kærlighedsfuld og kold. Men aldrig uvæsentlig.

De to unge forfatterspirer Erik og Phillip har været uadskillelige venner siden barndommen, altid set op til forfatterikonet Sten Egil Dahl og brygger i starten af voksenlivet også selv på hver især deres første romanudgivelser. For Phillip er den del allerede lykkedes, og han anses da også som naturtalent, da en psykose over forelskelsen i den særegne og mystiske Kari imidlertid sender ham et halvt år på psykiatrisk afdeling. Tilbage i friheden kæmper Erik fortsat med sin første bogudgivelse og efter genforeningen med Phillip også med jalousien og misundelsen over ikke selv at lykkes med noget. Men venskabet er intakt, og det kan hverken brovtende og ondsindede venner, det norske punkmiljø eller reserverede kærester nu engang lave om på.

For omgangskredsen som for dem selv handler det om at bevare rebelskheden og fornægte det borgerlige – en holdning, som filmen også i sig selv udtrykker. Til sidst må konformiteten og voksenlivets realiteter imidlertid sejre, erklæres det mellem linjerne, i hvert fald for karaktererne. Det sker heldigvis aldrig for det veloplagte fortællesprog i “Reprise”. Kald det prætentiøst, eller kald det godt gammeldags højrøvet, men Triers første spillefilm har ikke desto mindre fat i de store og de små følelser, udlængslen og afsavnet af at vokse op i et miljø, hvor alle kender alle eller har været kærester med de fleste. Men væsentligst handler det om at pleje overfladen og sit image i forhold til hverandre, når der hele tiden er fastankrede forventninger til hinandens gøren og laden og fremspring.

Oprindeligt dækker ordet reprise over at gentage en strofe i et musiknummer, blot med små ændringer, som kan afspejle historiens udvikling. Det er lige præcis, hvad “Reprise” gør. I en slags repetitionens autonomi gentager livet sig selv – bevidst eller ubevidst – i forskellige afskygninger for både Erik og Phillip. Derigennem fortæller filmen den almengyldige historie om at vokse op, om at modnes som forfatter, som partner i forhold til kæresterne henholdsvis Kari og Lillian, som ven og som menneske. Og det gør den eminent. Joachim Trier holder de to bærende karakterer i et jerngreb og lader dem vekselvirke og have indflydelse på hinandens livsførelse. Har den ene opture, har den anden nedture og vice versa.

I supplement hertil er samtlige aktører dele af et fremragende cast, der deltager med en imponerende indlevelsesevne og overbevisning, som ikke er til at kimse af. De tre væsentligste, Anders Danielsen Lie, Espen Klouman-Høiner og Viktoria Winge, er selve drivkraften i filmen og tilbyder med deres figurers mentale ménage à trois i bogstaveligste forstand en karruseltur i følelsernes rodebutik. Det er fortræffeligt fortalt og metafilm, når det er i absolut verdensklasse. Sproget er legesygt og drilsk, og hele tiden prøves teser og forklaringsmuligheder af i en fantasifuld diskurs, som kun få mestrer. Inspirationen fra franske Jean-Pierre Jeunet fornemmes i glimt under overfladen.

Som debutant har Joachim Trier gjort det umulige og må i hvert fald se en svær fremtid i møde. Ligesom karakteren Phillip, der har lavet den perfekte debutroman, har Trier nemlig lavet den perfekte debutfilm. Og hvordan lever man så op til de forventninger, som den nødvendigvis må afføde? Ingen tvivl om, at den norske instruktør har gjort livet til et helvede for sig selv. Det bliver spændende at se, om han formår at tackle den udfordring, som ligger foran. Norsk film har i hvert fald skudt sig ind i filmens superliga med et brag af en film, som rummer hele essensen af livet og lidt til.

Video”Reprise” præsenteres i det skarpe anamorphic widescreen 1.85:1-format, som tager sig rimeligt ud. Der er ikke eksempler på hverken udtværinger eller digitale forstyrrelser, men imidlertid skurrer de talrige eksempler på edge-enhancement. Filmen i øvrigt bevarer et grynet filmlook samt en stabil farvetemperatur og en solid kontrast, der for begges vedkommende dog har enkelte udsving.

AudioPå lydsiden gebærder filmen sig igennem de vellykkede og norsksprogede Dolby Digital 2.0- og Dolby Digital 5.1-lydspor, der flyder godt ud i alle kanaler og undervejs akkompagneres af den fandenivoldsk herlige punkmusik. Herudover er dialogen tydelig og atmosfæren detaljerig, men væsentligst er det dog at bemærke filmens fiffige leg med lyden inden for fortællingens ramme. I “Reprise” spiller den auditive del nemlig en særligt aktiv rolle.

EkstramaterialeOgså ekstramaterialet er udmærket. Ud over en sædvanlig trailer og de ditto slettede scener fra filmen, som i øvrigt kan suppleres af et kommentarspor med instruktøren, giver en lang række mindre sekvenser indsigt i filmen. Igennem interviews med aktørerne, instruktøren og fotografen – fortrinsvis – forklares bl.a. om processen, samarbejdet og handlingen.