Resident Evil: The Final Chapter
Udgivet 1. feb 2017 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Den seneste udgave af “Resident Evil” er en af seriens bedste. Tilbage til rødderne i horrorgenren, men også fuld af nye overraskende tiltag. Har jeg hørt. Jeg har nemlig ikke haft fornøjelsen af at spille “Resident Evil 7: Biohazard”. Derimod har jeg haft den tvivlsomme fornøjelse af actionfilmen, som computerspillet deler navn med. Om det er tilfældigheder eller bevidst strategi, som gør, at der lige nu er dobbelt op på zombiedrab, ved jeg ikke. Men det er dårlige nyheder for Paul W .S. Anderson, som på stemning, plot og actionsekvenser bliver kørt over af sine kolleger fra Capcom.
Hun er en smuk og helt udmærket skuespiller, men der er altså noget mistænkeligt over, at hun efterhånden stort set kun optræder i sin mands b-film. Gad vide, hvad de ser, når de har en stille videoaften derhjemme? Anderson virker egentlig også, som om han er blevet lidt træt af sin kones ansigt dømt på måden, hvorpå han skamklipper alle hendes scener i stykker. Tempoet er således rasende højt, men fremfor intens action ender man med et forpustet og forvirret udtryk. Det er simpelthen til tider svært at følge med i, hvem der bliver jagtet af hvilken stor, muteret hund.
Hele humlen er, at Umbrella Corp, prototypen på ‘the evil organization’, der er onde bare for at være det, pønser på at udrydde menneskeheden. Det fortæller AI’en The Red Queen, inden hun giver Alice 48 timer til stoppe planerne. Programmeret til at ligne en lille pige taler den alvidende computerhjerne i tågede budskaber og venter selvfølgelig med at forklare alt til den sidste konfrontation i Umbrellas underjordiske base. Vejen derhen er det tætteste, filmen kommer på et computerspil med nogle rum, hvor Alice skal undvige faldlemme og laserstråler på bedste platform-maner. Det bliver hurtigt lige så kedeligt at se på, som det er ulogisk. The Red Queen er i øvrigt spillet af ingen ringere end Anderson og Jovovichs datter. “Resident Evil” er et helt familieforetagende.
Jeg kan huske følelsen af at cykle hjem fra fritteren i tusmørke efter at have spillet “Resident Evil” en hel eftermiddag. Det var en kæmpe åbenbaring, at et spil kunne fremkalde gåsehud og svedeture som en god gyserfilm. Hvorfor Paul W. S. Anderson har valgt at udvande det stemningsfulde forlæg mest muligt i sine bøvede actionfilm, må stå som en af filmhistoriens store gåder. Det svarer lidt til at filmatisere FIFA, men skifte fodbolden ud med skiskydning. Bare for at få flere våben med. Der er ingen grund til at rejse sig fra computerens uhygge og gå i biografen. Det skulle da lige være for at få sin søvn igen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet