The Salvation
Udgivet 20. maj 2014 | Af: paideia | Set i biografen
Kristian Levring fortjener ros for “The Salvation”. Ikke mindst fordi “Præriens skrappe drenge” nu ikke længere er Danmarks eneste bidrag til westerngenren. Det er tydeligt, at han gerne har villet tilføre noget nyt til genren, når man ser på det visuelle udtryk, de moralske pointer og filmens insisteren på en global kontekst. Derfor er det også desto mere ærgerligt, når den fejler på noget så håndværksmæssigt gammeldags som karaktererne.
Problemet ligger i, at filmen ikke tilfredsstillende udfolder nogen af de primære figurer. John er fåmælt og tilknappet, men hvor det fungerede for Clint Eastwood i “Dollars”-trilogien, er der her for meget bundet op på hans følelsesmæssige udvikling. Der er anslag til dybere karakteristik af ham i scenerne med brormand spillet af Mikael Persbrandt, men det bliver aldrig rigtigt til noget. Værre er det for Jeffrey Dean Morgan som skurken. De to figurer – helt og skurk – er tydeligvis ment som spejlinger af hinanden. De er begge krigsveteraner med traumer og besvær med at tilpasse sig samfundet efter krigen, men Delarue forbliver en karikatur igennem hele filmen. Han skuler, svovler og dræber tilfældige mennesker, men bliver aldrig så tilstrækkeligt troværdig som figur, at han kan skræmme eller tilføre spænding til plottet.
Dertil lægges en efterbehandling af billederne, der til tider får filmen til at ligne et maleri snarere end en spillefilm. I en scene, hvor John flygter fra banden midt om natten i et vanvittigt regnvejr, er filmen så overeksponeret, at vandet, landskabet og personerne næsten glider ind i hinanden. Kombineret med den hidsige klipning og den førnævnte, aggressive fotografering er det lige før, det tog pusten fra mig. Det er i de scener, jeg elsker filmen. Uheldigvis er der flest af dem i begyndelsen af filmen, mens den sidste halvdel er mere konventionel. Den brist afspejles i plottet, som også bliver mere skematisk hen imod slutningen, hvor der ikke er mange overraskelser.
“The Salvation” er en film, der har meget større potentiale, end den forløser, men selv når den er mest forudsigeligt konventionel, er den stadig medrivende og underholdende. Hvis Levrings ambition var at genopfinde westerngenren, så har han fejlet. Men der er på den anden side ingen grund til at undskylde for at have lavet en effektiv og visuelt interessant genrefilm. Hvis man skulle ønske sig noget, der er anderledes ukonventionelt, så kan man jo passende give “Præriens skrappe drenge” et genkig. Den er i hvert fald ’unik'.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet