Søskendekærlighed og blommebrændevin

“Søstre” åbner med Mahler. Hvis der er én komponist, der forbindes med tung, melankolsk og dyster musik, så er det Gustav Mahler. Hans musik har været klangbund for det mørke i film så forskellige som “The Tree of Life”, “Shutter Island” og selvfølgelig altdominerende i “Døden i Venedig”. Umiddelbart vil en kender af Hirokazu Koreedas film nok mene, at det passer ganske udmærket til ham. Hans film beskæftiger sig ofte med de mest tragiske aspekter af livet: fra det bittersøde i “I Wish” over den uafrystelige sorg i “Still Walking” til det næsten ubærligt hjerteskærende i “Nobody Knows”. Hvilke traumer vil Koreeda denne gang udsætte os for?

Ikke rigtigt nogen, viser det sig overraskende. Jeg burde have anet noget, da den føromtalte musik muligvis er det gladeste arrangement af Mahlers symfoni, jeg har hørt. Og vi taler altså om musik, som man normalt har brug for Fontex for at overleve. “Søstre” er muligvis Koreedas letteste film, selv om temaerne er de samme, som han ofte beskæftiger sig med: familie, tab og tilgivelse. Denne gang udfoldes de af fire søstre og årets gang i deres hus.

I begyndelsen er det kun de tre søstre, der bor sammen. Da de får at vide, at faderen, der forlod familien en del år tidligere, er død, rejser de til hans begravelse, hvor de møder halvsøsteren, Suzu. Spontant foreslår den ældste søster, at Suzu flytter ind hos dem. Suzu, hvis egen mor er død, accepterer, og gradvist bliver hun en del af familien. Konflikterne i “Søstre” er forbavsende små og de fleste af dem ligger langt tilbage. Søstrene har hadet faderen for at forlade dem, men det er svært at hade en død mand. Moderen efterlod dem også, men de klarer sig fint uden hende. Deres familie behøver ikke forældrene for at fungere.

Fortællestilen er, som man kunne forvente af instruktøren, meget meditativ og ofte uden dialog. Det er utroligt, hvor meget Koreeda og hans skuespillere kan kommunikere ved bare at sidde omkring et bord og spise. Eller bare ved at sidde og kigge ud på den lille have omkring deres traditionelle hus, mens de laver blommebrændevin. I mange film ville de scener have været fyld, men her bliver de vores indgang til søstrene og deres indbyrdes forhold. Når man nærmer sig slutningen, er det næsten umuligt ikke at ønske at blive en del af deres fællesskab.

Jeg sad dog alligevel og ønskede mig en smule mere malurt i bægeret, men jeg må indrømme, at jeg næsten fik dårlig samvittighed over det. Man ønsker vitterligt ikke, at der skal ske dem noget ondt. Måske er det, fordi jeg ved, hvor god Koreeda er til at skildre det tragiske. Men jeg kan på den anden side heller ikke benægte, at jeg gik ud af biografen og følte mig lidt glad i låget.