Solaris
Udgivet 5. maj 2008 | Af: The Insider | Set på DVD
Men det er først, da den chokerede Kelvin begynder at høre mærkværdige lyde og se omvandrende levende væsner, som ikke burde eksistere, at situationens ramme alvor går op for psykologen. Og pludselig står hans kone, som dræbte sig selv syv år tidligere, over for ham. Solaris’ utilregnelige og uforklarlige hav har det med at tvinge menneskene til at manifestere og dermed konfrontere deres livs værste mareridt og deres egen nagende samvittighed. Og dermed er startskuddet gået til en af filmhistoriens mest foruroligende og fængslende terapisessioner.
“Solaris” bruger lidt for lang tid på at komme op i omdrejninger, og adskillige minutter kunne snildt være blevet sakset fra den del af filmen, der optræder, før Kris’ rejse påbegyndes. Yderst sjældent kan filmen virke en smule prætentiøs, når karaktererne lige lovlig spontant bryder ud i længerevarende diskussioner om den menneskelige eksistens. Som regel føles personernes filosofiske debatter dog naturlige og naturligt opstående. Og så snart Kris begiver sig ombord på rumstationen, opsluges man omgående af figurernes dragende dialoger og den uforudsigelige, metafysiske fortælling, der egentlig mest af alt handler om moral, tilgivelse og kærlighed.
En del af æren bør selvsagt tilskrives det ufejlbarlige ensemble. Donatas Banionis er mageløs som den resolutte Kris, hvis professionelle, frosne facade nedbrydes totalt af hans kones uventede tilbagekomst. Det er især fornøjeligt at se, hvordan Banionis ved hjælp af simpel gestikulation gør karakteren så menneskelig, at dramaet som helhed bliver mere vedkommende og troværdigt. Hvor ofte ser man en hovedfigur falde, fordi han har glemt noget så banalt som at binde snørebåndene? Natalya Bondarchuk er lige så god som Kris’ bedårende hustru – en tragisk skikkelse, der efterfølgende (ligesom filmen) plager ens tanker i dagevis.
For alle, der sætter pris på udfordrende og tankevækkende science fiction, er Andrei Tarkovskys “Solaris” simpelthen et must. Denne russiske genreklassiker, der kun yderst sjældent føles langsommelig og prætentiøs, stiller store spørgsmål og lader det heldigvis være op til seeren at mønstre svarene. Transferet er ikke ligefrem fantastisk, men trods alt hæderligt, og lydsporet er ganske godt. Der medfølger ikke meget ekstramateriale, men det, som skiven indeholder, vil formentlig fornøje de fleste Tarkovsky-fans.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet