FilmenTil trods for, at dette er filmen hvor alle handlingstråde samles og forløses, er “Jedi-ridderen Vender Tilbage” den svageste af de tre klassiske “Star Wars” episoder. Strukturen er ujævn, historien om Dødstjernen Version 2.0 mindre original og så går der lidt for lang tid inden vi kommer i gang med det, det virkelig handler om – Lukes opgør med Vader. Denne del af handlingen bevarer, i modsætning til resten af filmen, samme dystre tone, som den Kershner etablerede i “Imperiet Slår Igen”. I det hele taget indeholder “Jedi-ridderen Vender Tilbage” hvad man på den ene side kan kalde for klassiske “Star Wars” elementer, mens den på den anden side også har nogle af de aspekter, som vi nu forbinder med de nye film – f.eks. den noget barnagtige humor, som Lucas har arbejdet videre med i “Den Usynlige Fjende”.

“Jedi-ridderen Vender Tilbage” udspiller sig kort efter begivenhederne i “Imperiet Slår Igen”, og vores helte forsøger at infiltrere gangsterbossen Jabbas dunkle palads, hvor Han Solo holdes dybfrossen. Et af de største problemer ved filmen er, at der i starten bliver brugt alt for lang tid på at forløse den cliffhanger, som sluttede den foregående film. Godt en tredjedel af den samlede spilletid går her med at etablere, hvordan først R2D2 og C3PO, så Lando og Leia og til sidst Luke møder op i forbryderbulen for at gennemføre deres unødvendigt komplicerede redningsmission. Havde man valgt at skære igennem, og fået sendt vores helte afsted på deres repsektive rejser noget før, ville handlingsforløbet ikke have virke nær så gumpetungt. Efter Lukes gensyn med Yoda kommer der nemlig skub i tingene, og tempoet stiger nogenlunde støt indtil filmens klimaks.

Det endelige opgør mellem far, søn og Kejseren er det absolutte højdepunkt, og fungerer rigtig godt, specielt hvis man ser scenerne i forlængelse af både de to klassiske og de to nye film. Selvom Richard Marquands instruktion ikke er helt så god som Irvin Kershners, er skuespillet godt, og forløsningen af hele Lucas’ rumsaga yderst tilfredsstillende håndteret. Der er rigeligt med patos, men det er iscenesat på en smagfuld facon, specielt i scenen med Lukes kartasis, hvor hans fars mekaniske skal bliver brændt. Ian McDiarmid som Kejseren er en alletiders tilføjelse til historien, og den britiske teaterskuespiller giver os et mere udspekuleret og diabolsk spin på ondskaben i historien.

I modsætning til Luke og Vader, udvikler forholdet mellem Han og Leia sig kun meget lidt, og tager generelt en drejning i retning af det mere umodne og fjantede. Det har åbenbart været for meget af det gode med to overvejende seriøse handlingstråde, hvorfor den del af filmen, der omhandler angrebet på skjoldgeneratoren, har en noget lettere tone. Dette understreges af de tuttenuttede Ewoks, der på trods af deres størrelse er i stand til, at give stormtropperne kamp til stregen. Heltetruppens første møde med Ewok-racen er endnu et af de punkter, hvor Lucas og Marquand bruger mere tid på at introducere og forklare end højst nødvendigt. Relationen mellem menneske og bamse stables lettere tåbeligt på benene, idet heltetruppen frivilligt lader sig binde og slæbe afsted som jagtbytte, for ikke at virke fjendtlig overfor en potentiel allieret. Havde man valgt at lade begge parter indgå en alliance på baggrund af gensidig repsekt, ideologi eller ære, ville både vores helte og Ewok racen have fremstået mere troværdige.

Hele opgøret mellem de primitive Ewoks og det højteknologiske Imperie tjener som en metafor for Vietnamkrigen, hvor USA fik smæk af de på papiret fuldstændigt underlegne vietnamesiske soldater. “Star Wars”-serien blev skrevet i midten af 1970’erne, hvor krigen fungerede som en vigtig inspirationskilde for Lucas, der øjnede en chance for at inkorporere sin interesse for historie i form af det store slag til sidst i filmen. “Jedi-ridderen Vender Tilbage” er på alle måder en større film end de to andre og der er langt flere rumvæsner, stormtroppers og slag, hvilket giver filmen et tilpas episk format. Den tekniske kvalitet af rumslagene er formidabel og iscenesat så avanceret, at flere af sekvenserne kan stå distancen, hvis man sammenligner dem med moderne computergrafik.

Af nye tilføjelser lavet i 2004 kan nævnes en forlænget afslutningssekvens, hvor planeten Naboo nu er inkluderet; at man nu kan se både Jedi Templet og det Galaktiske Senat i baggrunden i afslutningssekvensen; at den gamle Anakin har fået fjernet sine øjenbryn og at en ung Anakin i skikkelse af Hayden Christensen nu dukker op som genfærd sammen med Obi-Wan og Yoda; Lucas kommer med en forklaring på den sidstnævnte ændring, som jeg faktisk finder ganske passende, selvom mange med garanti vil være uenige.

VideoSom det var tilfældet med “Stjernekrigen” er billedet på denne skive overvejende rigtig flot. Sortværdien er igen helt i top hvilket betyder meget solide og stabile billeder, der byder på en masse detaljer i selv filmens mest mørke scener. “Jedi-ridderen Vender Tilbage” er en noget nyere film end episode 4 og lavet for et væsentlig større beløb, hvorfor mange af miljøerne virker mere gennemarbejdede og storslåede, hvilket for alvor kommer til sin ret på dette transfer. Restaureringsarbejdet har fremhævet farverne og skapheden og flere af scenerne har en kvalitet så høj, at de tangerer billedet på både “Klonernes Angreb” og “Ringenes Herre”.

Der er imidlertid enkelte sekvenser hvor kvaliteten af billedet daler noget, hvilket jeg formoder først og fremmest skyldes den måde filmen er optaget på og den til tider noget mærkværdige lyssætning, som man har benyttet sig af. Specielt scenerne i skoven viser stor variation i både kontrast- og farveforhold, hvorfor en indstilling kan være grøn og farvestrålende mens den efterfølgende viser sig at være mere brunlig og mat i udseende. Dertil kommer, at der igen er problemer med at bevare et konsistent udseende af Vaders lyssværd, der flere gange skifter fra at være dyb rød til både orange, lyserød og lilla. Derudover mangler der i flere af indstillingerne den hvide kerne som normalt karakteriserer Jedi-riddernes våben. Disse forbehold er på ingen måde noget der ødelægger filmoplevelsen, men som dog alligevel afholder mig fra at give topkarakter.

I direkte sammenligning mellem Region 1 og Region 2 udgaven af “Star Wars”-filmene er der nogle kvalitative forskelle i forbindelse med billedet, og dem har vi belyst seperat HER. Bemærk, at der er taget højde for disse problemer i ovenstående vurdering.

AudioLyden på “Jedi-ridderen Vender Tilbage” er den bedste af de tre DVD’er, og udviser en virkelig imponerende dynamik, der er i stand til at gengive alt fra den mindste kvækken i skoven på Endor til Dødstjernes voldsomme ødelæggelse. Talen er klar og naturlig uden samme hårde kant, som plagede dele af dialogen i “Stjernekrigen”. Surroundeffekterne virker suverænt intergreret i lyddesignet og ikke efterbehandlet, som det kan være tilfældet på ældre film, der mixes i Dolby 5.1. Den helt store vinder er naturligvis igen John Williams’ score, der bidrager utroligt meget til oplevelsen af filmen. Et af mine yndlingscues er under forberedelserne til oprørernes angreb, lige inden de flyver ind i hyperspace, men også scenen til sidst, hvor vores helte fejrer sejren på Endor lyder fantastisk. Et helt igennem suverænt lydspor, som jeg dog stadig meget gerne også ville have hørt i DTS.

EkstramaterialeEt enkelt kommentarspor er også hvad vi finder på denne skive, og det er med præcis de samme deltagere som på “Stjernekrigen”. Igen får vi en massse gode kommentarer og specielt Lucas kommer med en række morsomme iagttagelser, der bl.a. omfatter de personer, som synes at en dukke af plastic ser mere realistisk ud end en dukke lavet i en computer. Carrie Fisher hører vi kun meget lidt til, mens lyddesigner Ben Burtt bruger lang tid på at forklare hvordan han har lavet nogle af de tusindevis af lyde i filmen. Det er interessant og til tider sjovt, selvom fans har hørt flere af historierne før. Special effects designer Dennis Murens vurdering af sit eget arbejde og hans syn på moderne teknologi er fascinerende at høre på, og generelt er hele kommentarsporet en meget nostalgisk oplevelse, der minder én om, hvorfor man overhovedet forelskede sig i “Star Wars” til at begynde med.