Straight Outta Compton
Udgivet 24. sep 2015 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
N.W.A. bragede igennem lyd- og racemure i slutningen af 80’erne ved at gå direkte i kødet på samfundet og spytte tingene, som de var. Filmen om Dre, Easy-E, Ice Cube og alle de andre er en noget mere omstændelig affære med en spilletid på næsten to en halv time. “Straight outta Compton” er ikke så skarpt skåret som sin snerrende musikalske navnebror. Vi har at gøre med noget mere smooth og behageligt, en lang bastung G-funk-plade. Med lidt for mange interludes.
Dre og Easy-Es enke, Tomica, låner producercred til projektet, og så pyntes der måske her og der, men man prøver ikke at skjule, hvordan grådighed og nyvunden status hurtigt splitter banden. Plottets motor er de interne spændinger centreret omkring gruppens triumvirat: den vrede lyriker, Ice-Cube, den entreprenante, men tragiske Easy-E og så Dr. Dre, der fremstilles som det ægte musiktalent. Yella og MC Ren er bifigurer og selv om skuespillerne ligner, så doseres scenerne med løs hånd, og egoerne skryder uden at blive rigtig interessante.
For hans beats (ikke de dyre hovedtelefoner) lever stadig og ligger som kontante taktslag under hver en scene. Havde man glemt hvor groovy og på samme tid hårdtslående musikken var, er det en fryd at få den braget ud i hovedet af store biografhøjtalere. “Straight outta compton” er federe at høre end at se, også selv om tidshensyn presser nogle af klassikerne ned til et enkelt vers, fordi nogen skal skændes. Men det er vel egentlig bare som at lytte til et rap-album – der er altid snakkepauser.
Hip Hop er blevet så stor en del af massekulturen, at de fleste efterhånden kender til Compton, Inglewood og “Fuck tha Police”. N.W.A er en historie med så mange vigtige tråde, at det rækker ud over den typiske music-biopic, hvor bandets personlige op- og nedtur er nok. Rodney King-balladen, gangsterattituder, politiets magtmisbrug og følelsen af marginalisering væves ind i en fortælling om et par gutter, der tilfældigvis kunne rappe. Det er meget, og også for meget, materiale til én ellers vellavet film. Sjovt at musikken skulle bruge meget mindre tid til at sige præcis det samme.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet