En tand for dårlig

Det er spøjst, at selvom kun få af Hollywoods muskelbundter er sluppet godt fra at medvirke i familiefilm, så bliver de fleste ved med at prøve lykken. Okay, Dolph Lundgrens indsats som He-Man i “Masters of the Universe” var, ligesom filmen, slet ikke tosset, men hverken “Kindergarten Cop” eller “Mission: Julegave” repræsenterer ligefrem højdepunkterne i Arnold Schwarzeneggers karriere, “Sidekicks” med Chuck Norris røg hurtigt i glemmebogen, Vin Diesel var til grin i “Elitepædagogen”, og jo mindre man taler om Sylvester Stallones præstation i “Spy Kids 3-D” og selve filmen, jo bedre. I “Tooth Fairy” giver Dwayne ‘The Rock’ Johnson sig i kast med genren – kan han mon klare skærene?

Den forhenværende wrestler har faktisk forsøgt at bryde med genren før, og han slap nogenlunde helskindet fra forsøget i “Race to Witch Mountain”. Men filmen formåede ikke at generere profit, og da “Tooth Fairy” blev taget af plakaten, var der heller ikke denne gang mange pengesedler under filmmagernes puder – og med god grund. “Tooth Fairy” er en af de mange rædsomme familiefilm, som påstår at give børn en lektion i god skik og etik, men som desværre krydrer sin moralprædiken med ualmindeligt plat humor og usmagelig product placement (tjek lige Johnson og Billy Crystals samtale om Apples iPod) for til slut at overdænge hele moletjavsen med kvalmende sødsuppe. Adr!

Johnson spiller den afdankede ishockeyspiller Derek Thompson, som er overbevist om, at det er bedst at have lave forventninger til fremtiden for at undgå at blive skuffet. Som han selv siger: ”Drømme er nyttesløse.” En dag er han lige ved at afsløre over for sin steddatter, at tandfeen ikke eksisterer, og umiddelbart efter transporteres han til en fantasiverden befolket af feer og nisser, hvor han får en mildest talt alternativ straf for at have truet med at ødelægge den lille piges drømme: Han skal arbejde som tandfe i to uger.

Det siger sig selv, at Thompson lægger ud med at være meget skeptisk over for sin nye tjans, og selvfølgelig bliver han løbende mere og mere glad for arbejdet, og naturligvis ender det med, at den nykronede tandfe indser, at drømme og fantasier er det allerbedste i verden. Ja, “Tooth Fairy” er omtrent lige så forudsigelig som en genudsendelse af tv-avisen. Filmens vaklen fra punkt A til B til C og så videre afbrydes kun sjældent af knap så humoristiske intermezzoer – hovedsageligt i form af ringe ordspil (eksempelvis: ”Du sko’ vise mig lidt respekt”). Du ved… den slags pinlige ordspil, som din far kan finde på at fyre af til en fest, hvor du bagefter beder til, at ingen hørte det. Fortællingens grundidé er ikke værst, men desværre viser fortællingen sjældent tænder.

Johnson er ikke ligefrem en fantastisk skuespiller – hans repertoire af følelser og ansigtsudtryk er ret beskedent, men til gengæld har han karisma, så det basker. Og når Johnson virkelig skruer op for charmen og ryger i totterne på de andre feer iført en stram kjole, er det svært ikke at trække på smilebåndet, og to af tv-branchens største talenter, Stephen Merchant (skaber af “The Office” og “Extras”) og Seth MacFarlane (skaber af “Family Guy” og “American Dad!”), formår at fremtvinge et par gedigne grin i mindre biroller. Hvor er det dog ærgerligt, at man ikke kaldte d’herrer i samråd, da man udarbejdede manuskriptet…

Men disse få plusser opvejer på ingen måde filmens mange minusser, og når Julie Andrews pludselig dukker op, får man den samme nagende følelse af at se en legende blive vanæret, som da en udmattet og overvægtig Orson Welles brægede løs i sine famøse champagnereklamer fra 1970’erne. Du er sgu for god til det her, Julie! Flere af os husker nok, hvor spændende det var at spejde efter tandfeens mønter under puderne, da man var barn. Når “Tooth Fairy” er slut, føler man lidt, at filmmagerne skylder én endnu flere.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Ligesom et velbørstet gebis er udgivelsens transfer mere eller mindre pletfrit. Billedet er knivskarpt og blottet for snavs, udtværing og glorier, kontrasten er superb, og alle nuancer – lige fra de kridhvide farver på ishockeybanen til de kraftige kulører i feernes verden – gengives perfekt.

Audio

Filmens jokes er afgjort kedeligere end diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix, men det er trods alt ærgerligt, at lydsporet ikke er mere opfindsomt. Baghøjtalerne tages sjældent i brug, og forbavsende ofte er det kun centerhøjtaleren, som er aktiv. Hvorfor placerede man ikke en masse jublende tilskuere i baghøjtalerne under ishockeykampen i begyndelsen af filmen? Til gengæld kommer både lydeffekterne, musikken og replikkerne klart og tydeligt igennem, de få panoreringer er effektive, og enkelte sekvenser imponerer virkelig lydmæssigt – såsom et voldsomt stormvejr på et hotelværelse tidligt i filmen.

Ekstramateriale

Instruktøren Michael Lembeck har indtalt et kommentarspor til filmen, som formentlig kun vil interessere filmens (formodentlig) fåtallige fans, idet Lembeck tager sin egen film meget alvorligt og derudover bruger en masse tid på at skamrose de folk, der hjalp ham med at skrue fadæsen sammen. Lembeck har også indspillet en ligegyldig videointroduktion til filmen, som kun varer få sekunder. Derudover er her 40 minutters overfladisk videomateriale om filmens tilblivelse, en kort motionsvideo for børn, en stak ligegyldige slettede scener, filmens trailer, to minutters sjældent morsomme fraklip og en noget sjovere video med Merchant og Johnson, som synger karaoke. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p. Desuden medfølger både dvd-udgivelsen af filmen og en digital kopi.