Terminator: Dark Fate

InstruktionTim Miller

MedvirkendeArnold Schwarzenegger, Linda Hamilton, Mackenzie Davis

Længde128 min

IMDbVis på IMDb

I biografen31/10/2019

Anmeldelse

Terminator: Dark Fate

4 6

 

Ctrl-Alt-Delete: Reboot. Hvor kom vi fra? “Dark Fate” er en fortsættelse og en genstart – “Rise of the Machines”, “Salvation” og “Genisys” har aldrig fundet sted. Mareridtet er overstået, James Cameron er back!

 

Det er han i rollen som “Terminator”-producent for første gang siden “Judgment Day“, hvor Sarah Connor i et dengang fremtidigt år 1995 afværgede fremtidskatastrofen Skynet.

 

Så hvorfor er Cameron nu rejst tilbage i tiden til en tredje omgang “Terminator”? For at gentage sig selv. Og for at give fans den “Terminator”-film, som de har ventet på siden 1991.

 

“Dark Fate” er således en dommedag, som jeg har oplevet før. To Terminator-typer sendes tilbage fra fremtiden for henholdsvis at dræbe og beskytte en særligt udvalgt, som John Connor var det som ufødt i Camerons første “The Terminator” fra 1984 og siden som levende dreng i “T2”.

 

Herefter står den endnu en gang på roadtrip-flugt fra en dræberrobot, som igen har lastbilkørekort og evnen til at flyve en helikopter. Det er alt sammen udmærket action, der er nærmest lige så sjovt at se på som i den første “Dommedag”.

 

Det er klassisk “Terminator” med ’I’ll be back!' på samme måde, som “The Force Awakens” var en tilbagevenden til “Star Wars”-kernen. Begge er fed nostalgi – og forudsigelig gentagelse.

 

Der er altså intet nyt, når det kommer til, hvad “Terminator” handler om. Derimod er der nyt, når det kommer til, hvem det handler om.

 

Sammen med instruktør Tim Miller vil James Cameron nu her i 2019 vise, at han også er kommet med ind i den ligestillede fremtid, hvor kvinder kan præcis det samme som mænd.

 

Derfor er det ikke længere amerikanske John, der er den udvalgte Jesus-dreng, men derimod den mexicanske pige, Dani. Hun er menneskehedens håb i kampen imod Legion – som det nye Skynet hedder.

 

På samme måde introducerer den ene tidsrejsende også en nyhed. I “T2” var det genialt, at Arnold Schwarzeneggers T-800 havde været skurken i den første film, imens Robert Patrick som T-1000 var en ukendt størrelse.

 

Først i deres første fælles møde stod det klart, hvem der var god og ond. Den øvelse forsøges også i “Dark Fate”, men ikke med samme effekt.

 

Her er det Mackenzie Davis og Gabriel Luna, der sendes nøgne tilbage i tiden for at redde eller dræbe Dani. Og først i deres første fælles møde er det officielt, hvem der er hvem. Og dog.

 

For i disse tider er det reelt ikke spændende, om det er kvinden eller manden, der er den onde. Valget er forudsigeligt.

 

Det samme kan siges om Linda Hamiltons replikker i comeback-rollen som seje Sarah Connor, som primært siger ’Shit!' eller ’Fuck! for at vise, at hun denne gang ikke har brug for hjælp fra en mand – og for at vise, at “Terminator”-franchisen igen har fået en R-rating.

 

Arnold Schwarzenegger er reduceret til en mindre rolle, der samtidig er den bedst tænkte. Han giver en helt ny og overraskende menneskelighed til sin T-800, der er det bløde åndehul fra de hårde, handlekraftige damer.

 

Sådan ender “Dark Fate” som en “Dommedag” anno 2019 – en fremtid, hvor gamle dræberrobotter er blevet til bløde mænd, imens kvinderne kan præcis det samme, som han kunne i 1991.

 

“Terminator” er tilbage fra fortiden – klar til fremtiden.

 

Terminator Dark Fate anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailer