Artfilm og atombomber

Man kan vælge at se hele filmen “Test” som en test. Som en afprøvning af, hvor grænserne for filmmediet går. For eksempel er der ingen dialog. Det er et eksperiment. Ligesom den mere kendte Oscar-vinder “The Artist”, men langt fra så vellykket.

Åbningen udspiller sig på den agorafobifremkaldende kasakhstanske højslette. På ladet af en lastbil ligger en solbrændt mand sammen med sin vædder betragtet i fugleperspektiv. Landskabet er badet i sol og åbent, så langt øjet rækker. Han starter sit køretøj, der vidner om, at vi befinder os i 1940’erne. Han kører bort. Selv om der ikke rigtigt foregår noget disse første minutter, er de medrivende. Det skyldes kompositionen i billederne – den visuelle fortælling. Instruktøren, Alexander Kott, kompenserer sin dialogløse film med et usædvanligt godt kameraarbejde, der hele tiden fokuserer på det uventede og overrasker i sine vinkler.

Men det er også højest nødvendigt i det minimalistiske univers, der er centreret om en far og en datter i et ensomt hus på steppen. Indimellem kommer der andre folk forbi. Vendepunktet er, da den unge kameramand Maxim Smirnov møder datteren, Dinara, og forelsker sig i hende. Indtil da har man blot fulgt hverdagen i huset og den nedslidte fars kamp for at holde familien gående.

Der er næsten noget eventyrligt over “Test”, hvor kernehistorien er Dinaras kærlighedsliv. Ikke bare med fotografen, men også en lokal bejler til hest. Samtidig er miljøet eventyrligt smukt skildret med en allegorisk vægtlægning af Solen som tema. Solopgange, lysspejlinger og solskoldet hud. Alt sammen peger frem mod farens pludseligt opståede sygdom, forårsaget af radioaktiv stråling. Det afsløres af et hold sikkerhedsstyrker en regnfuld aften, da de undersøger ham med geigertællere og spærrer stedet af. Twistet er, at området er testareal for russiske atomvåben, og med ét forvandles den lille, lokale fortælling til et storpolitisk opus om menneskeheden og testningen af den første atombombe i 1949.

Filmen er for dem, der elsker at se, hedder det om “Test” i pressematerialet. Og det skal man tage bogstaveligt. Styrken er billederne, de stramt stiliserede tableauer, som gengiver en apokalyptisk stemning fra start til slut. Til trods for at karaktererne gør, hvad de skal, bliver de aldrig nærværende. Det er simpelthen for svært at trænge ind bag den solbrændte hud, når de ikke taler sammen. Dertil er manuskriptet for fladt. Samtidig forekommer dele af handlingen forvirrende, enten fordi der ikke er tænkt nok over motivationen hos personerne, eller fordi universet grænser til magisk realisme og dermed ophæver logikken undervejs.