To timer i helvede

En altoverskyggende, pinlig tavshed dominerede biografsalens mørke, da “That’s My Boy” blev vist for pressen. Det eneste, denne afskyelige film bød anmelderen her var kuldegysninger og permanent krummede tæer (arbejdsskade?).

Denne “komedie” lægger ud med en tidsrejse tilbage til 1984, hvor den 13-årige ballademager Donny (Justin Weaver) og hans lærerinde, Miss McGarricle (Eva Amurri Martino), indleder et noget foruroligende forhold, som fører til en graviditet plus en fængselsdom på 30 år tid til den vordende mor. Donny og hans utilregnelige far får forældremyndigheden over det nyfødte barn, hvilket (ikke overraskende) er en katastrofe i sig selv. Donnys stakkels søn, Han Solo (Andy Samberg), flygter, lige så snart han fylder 18, og han ændrer praktisk talt sin identitet i håbet om, at hans nu afdankede farmand (som nu spilles af Adam Sandler) ikke kan finde ham. Men det gør Donny selvfølgelig.

Man bliver fristet til at spørge, hvem der egentlig er mest afdanket: Den ynkelige og fordrukne Donny eller Adam Sandler, der spiller rollen? Den efterhånden 45-årige “komiker” skraber for alvor bunden (igen – fristes man til at sige) med “That’s My Boy”, hvori hans stemme til tider er så overgearet og uudholdelig, at den får flossede negle på en sort tavle til at lyde som et englekor, der besynger den friske dug på en frodig blomstereng. De eneste øjeblikke i filmen, som var til at overkomme, var når underlægningsmusikken tog over, og Sandlers stemme og utallige ”whazzzzzuuuup?!”-udbrud blev sat på standby.

Derudover er humoren i “That’s My Boy” så elendig, at samtlige involverede skulle skamme sig over at være med i sådan et makværk. Her tænker vi især på ellers dygtige skuespillere som James Caan, der i filmen spiller en præst, og Susan Sarandon, som spiller den ældre Miss McGarricle. Pik og patter er hovedingredienserne i “That’s My Boy”, og medmindre man synes, det er hylende morsomt at se Sandler onanere til et billede af en bedstemor eller en fed stripper med kvaster på brystvorterne, som spiser morgenmad på hovedet, mens hun hælder juice ud over hele fjæset, ja, så skal man virkelig dreje skarpt uden om denne film.

Donny lever højt på sin storhedstid som teenageidolet, der knaldede sin lærer, og soundtracket er ligeledes fanget i fortiden. Det er der for så vidt ikke noget galt i, men man kunne godt have nøjedes med at høre Vanilla Ice-hittet “Ice Ice Baby” – instruktøren behøvede altså ikke at smække Ice selv i filmen. Det er grangiveligt ment som et selvironisk twist, at Ice spiller noget af en brugt has been, men det gør bare hele historien mere ulidelig. Tjek bare scenen, hvor Ice dratter fordrukken om i en busk, mens han tisser lige op i luften og siger ”se, jeg er et springvand!”. Lige da man troede, filmen ikke kunne synke dybere…