Batman har aldrig været bedre.

Tim Burton, Michael Schumacher, Christopher Nolan og Zack Snyder. DC’s kappeklædte hævner har oplevet et hav af filmatiseringer, og “The Batman” er den seneste i rækken. Denne gang er det “Dawn of the Planet of the Apes”-instruktør Matt Reeves, der har kørt dobbeltvagt og påtaget sig rollen som både instruktør og forfatter – og mange tak for det!

Reeves’ fortolkning er en dragende nytænkning af den ikoniske superhelt, der uden tvivl kan give selv de bedste Nolan-film kamp til stregen, og man fristes næsten til at spørge sig selv: “Hvorfor er det her ikke blevet gjort tidligere?”

“The Batman” er nemlig ikke kun en omgang vild, adrenalinpumpende actionfilm, som vi kender det fra så mange andre Batman- og superheltefilm. I stedet serveres vi en iskold thriller, der oftest trækker tråde til de sadistiske lege katten efter musen fra David Finchers fænomenale “Seven”. Her portrætteres hovedpersonen endelig som dét, han så ofte er blevet kaldt i tegneserierne: verdens bedste detektiv. Selvfølgelig krydres filmen dog også med actionsekvenser og biljagter, og når de er der, er de fuldkommen fænomenale.

Det er dog en række mord begået af skurken the Riddler, der er historiens drivkraft, og her holder Reeves ikke igen. De brutale drab og “Saw”-lignende konstruktioner gør, at filmen til tider læner sig op ad en R-rating, og det er en forfriskende fornemmelse at sidde med en følelse af frygt for, hvad den totalt utilregnelige psykopat af en superskurk finder på for sit næste offer.

Filmens brutale virkelighed skinner i den grad også igennem hos vores hovedperson. Ja, Bruce Wayne er en milliardærsøn med røven fuld af penge, men først og fremmest er han en person, hvis forældre blev myrdet tyve år tidligere for øjnene af ham. Selvfølgelig er han ikke okay, og Reeves viser det som aldrig før. Både Batman og hans civile alter ego portrætteres som tragiske, ødelagte og dystre enspændere, og på trods af heltens unægteligt fede gadgets og kampevner, havde jeg egentlig mest af alt ondt af ham.

Det skyldes i den grad også præstationen fra filmens centrale skuespiller, Robert Pattinson. Hvis man nogensinde har tvivlet på, om den tidligere “Twilight”-stjerne er egnet til rollen, så kan man godt pakke sine fordomme sammen – Pattinson er Batman. Under overfladen på superhelten lurer der konstant en indebrændt følelse af vrede og sorg, hvilket han viser på overbevisende manér – både med og uden maske.

Generelt er filmens castingen til UG. Skuespillerne kæmper nærmest med hinanden om at stjæle scenen. Det ene øjeblik er man betaget af Pattinsons dystre brummen; det næste øjeblik snupper Colin Farrels Robert De Niro-lydende skurk, the Penguin, opmærksomheden. Så er det pludselig John Turturro som gangsterbossen Carmine Falcone, der tager spotlightet, inden Jeffrey Wright får lov til at skinne som kriminalbetjent Jim Gordon.

Dog er der især to præstationer, der stjal mit fokus, når de var på skærmen. Den ene var Zoë Kravitz’ elegante og selvstændige Catwoman, og især hendes spændingsfyldte og intense forhold til hovedpersonen bragte det allerbedste og mest gribende frem i karakteren. Den anden var selvfølgelig Paul Danos psykotiske og gådefulde gerningsmand, the Riddler. Hver gang han kom på skærmen som den mystiske maskerede morder, sad jeg med hvide knoer fra et fast greb om armlænet og hjertet højt i halsen, mens jeg ventede på, hvad hans næste forskruede træk ville vise sig at være.

“The Batman” er en utroligt mørk superheltefilm – ikke kun i historien, men også i selve billedet. Det meste af filmen foregår i aften- og nattetimerne, og Gotham har aldrig set bedre ud. Det orange lys fra gadelygterne blandet med det konstante regnvejr sætter rammen for filmens fantastiske billeder og scenografi, hvilket skaber en af de mest stilsikre superheltefilm, jeg nogensinde har set. Byen føles akkurat lige så skummel som dens kriminelle indbyggere, og jeg blev trukket med ind i den faretruende verden fra allerførste scene.

Den dystre fornemmelse understøttes af filmens score, der er skrevet af den fænomenale “Spider-Man: No Way Home”-komponist, Michael Giacchino. Hver gang filmens storslåede tema begyndte at spille, følte jeg en form for ærefrygt – eller måske bare en reel frygt – for Pattinsons superhelt. Alle de mørkeste facetter af både Batman og the Riddler kommer frem gennem musikken, og jeg længtes konstant efter mere af de fire umiskendelige toner, der udgør basen for det meste af soundtracket.

Med sine 2 timer og 56 minutter er “The Batman” superheltens hidtil længste solofilm – og det kan også mærkes. På trods af at filmen uden problemer holdt min opmærksomhed fra start til slut, sad jeg flere gange med fornemmelsen af “hov, der er mere endnu” og “her kunne den egentlig godt være stoppet”. Det er nemt at forstå, hvad Reeves ønsker at gøre med så lang en film, og når man skal balancere en detektiv-thriller med så meget superhelteaction, så er det også klart, at der skal bruges mange minutter. Men en lille trimning her og der ville nok ikke have gjort noget – især ikke i slutningen. Heldigvis er det dog ikke noget, der trækker særlig meget ned på en fantastisk filmoplevelse.

Som jeg nævnte i begyndelsen, har Batman aldrig været bedre. Er der bedre “Batman”-film? Muligvis. Jeg synes dog ikke, at der har været en bedre portrættering af selve superhelten, og Matt Reeves har formået at lave et suverænt nyt take på superheltegenren, som adskiller sig fra noget, jeg nogensinde har set før. Filmens unikke følelse gør den værd at se, så snart man kan, og at den oven i købet er så vellykket som den er, er bare vidunderligt. Så snart jeg forlod biografen, kunne jeg ikke vente med at se “The Batman” igen, og selvom jeg lige nu sidder med en fornemmelse af fem stjerner, kan det sagtens ændre sig til seks. Én ting er dog sikkert: Uanset hvad fremtiden byder på for den kappeklædte hævner, sidder jeg klar på premieredagen, så længe Matt Reeves er ombord.