”Bekend dine synder.”

Sådan lød taglinen på plakaten til ”The Nun II”, der hang i biografen. Og det vil jeg så gøre: Jeg så ”The Nun II”.

Jeg havde ikke høje forventninger til filmen på forhånd. Den første ”The Nun”-film var en jump scare­-afhængig skuffelse, mens instruktør Michael Chaves’ hidtil eneste erfaringer bag roret var ”The Curse of La Llorona” og det svageste kapitel i ”The Conjuring”-trilogien. Det mest spændende navn tilkoblet filmen var Akela Cooper, forfatteren bag James Wans campy horrorfilm ”Malignant” og AI-fænomenet ”M3GAN”.

Om Coopers involvering har gjort filmen bedre eller værre end alternativet, ved jeg ikke. Uanset hvad har det dog ikke været nok, for det nyeste kapitel i horrormaestro Wans ”The Conjuring”-univers, er desværre endnu en forbier – det på trods af, at den faktisk er bedre end 1’eren.

Fortsættelsen tager da også et forfriskende udgangspunkt fra resten af Warner Bros.’ gyserunivers. Den fortsætter nemlig i forlængelse af forgængeren. Samme hovedperson, samme birolle, samme skurk.

Fire år efter 1’erens hændelser møder vi igen nonnen Søster Irene, der lever uden for den katolske kirkes spotlight i et afsides kloster i Italien. Da den nonneformede dæmon Valak begynder at vise tegn på liv igen, må hun dog pakke kufferten og rejse mod Frankrig, hvor et nyt helligt mord har fundet sted. Ved sin side har hun den unge trostvivlende Søster Debra, og sammen må de opklare mysteriet om, hvad dæmonen er ude efter, og hvor den er på vej hen. Alt imens følger vi Valaks besatte offer, stakkels Maurice, der arbejder på en kostskole, mens dæmonen bruger ham til at udføre sine grufulde gerninger.

Præstationerne er ikke overraskende solide. Det er et godt cast, der er blevet samlet, og både Taissa Farmiga og Storm Reid som hhv. Søster Irene og Søster Debra gør et overbevisende stykke arbejde med det, de har at arbejde med.

Det, de har at arbejde med, er dog desværre et klichéfyldt manus, der ikke ligefrem gør deres karakterer synderligt interessante. Særligt Reids karakter føles unødvendig, underudviklet og afhængig af exposition i en sådan grad, at man næsten lige så godt kunne have skåret karakteren fra.

Ligesom i den første film er den mest spændende karakter Maurice, som den belgiske Jonas Bloquet giver en karisma, som virker forræderisk svær at tyde – særligt når man ikke er sikker på, om han faktisk ved, om han er besat eller ej.

De haltende karakterer kan dog ofte undskyldes, så længe filmen er underholdende med masser af gode scares og en intens stemning – uundværlige træk, som enhver horrorfilm stræber efter. Så hvordan klarer filmen det her?

Ikke fremragende. Chaves leger meget med skygger, som nonnedæmonen kan gemme sig i, og former, som på bedragerisk vis ligner skurken. Pludselig dukker hun op – BØH – og, så er det ellers bare om at spole båndet tilbage og afspille det igen i en ny lokation.

Det er klassiske gysertricks, der fungerer godt til at starte med. Desværre bliver der ikke bliver gjort så meget med dem, som filmen skrider frem, og når man ikke længere kan lade sig hoppe af et godt gammeldags jump scare, så er der altså noget galt.

Dog afhænger filmen ikke kun af en masse underudviklede jump scares. Chaves forsøger sig faktisk tit med en mindre in your face tilgang til sine forskrækkelser. De er bare ikke effektive nok, og filmen formår sjældent at bygge den nødvendige spænding op imellem de uhyggelige sekvenser til, at man kan investere sig i det, der sker.

Men bare rolig. Hvis man ikke selv synes, det er uhyggeligt, så skal man nok få det at vide. Filmen er fyldt til randen med skrig. Men hvor er chokket? Hvor er gråden? Hvor er tavsheden? I ”The Nun II” skriger man, hvis man er bange. Man skriger, hvis man slår sig. Man skriger, når man leder efter en person. Det er så uoriginalt. Det er så trættende.

Jeg må dog rose Chaves og co. for at skabe en sammenhængende historie med et passende tempo og en spilletid, der med sine 110 minutter sidder lige i skabet. Med mere spændende karakterer, mere skræmmende gys og et bedre manus kunne man sandsynligvis have opnået noget mere interessant.

Men ”The Nun II” er kedelig. Der er ingen vej uden om det. Det føles som om, Chaves har kopieret James Wans lektier og ændret lidt på resultaterne for ikke at blive opdaget. Filmen er præget af mangel på fantasi, og i et horrorlandskab, der for ganske nylig bød på en fuldtræffer som ”Talk to Me”, som gav dybere lag til, hvad der sagtens kunne have været en klassisk besættelsesgyser, så kan den bare ikke hamle op.