At gemme sine sorger bag et smil, en joke og masser af grin er noget, som mange af os garanteret kender fra hverdagen. Måske er der en ven, der har det sådan. Måske er det én selv. Eller også kan det være, at man kender man det gennem Chandler fra ”Friends”. ”Thor: Love and Thunder” er filmatiseringen af at gemme sine sorger bag en joke – eller rettere hundredvis af jokes.

Instruktør Taika Waititi er vendt tilbage efter at have lavet ”Thor: Ragnarok”, en film, der på fantastisk vis fik transformeret den ellers ikke så spændende torden-Avenger til en af de mest interessante og medrivende MCU-karakterer. Det er også en film, der med et velskrevet manus og en ideel blanding af action, humor og karakterer blander sig i toppen af mine personlige Marvel-favoritter.

”Thor: Love and Thunder” har tydeligvis fanget, at Thor – der endnu engang spilles af en fantastisk Chris Hemsworth – bare er en karakter, der egner sig perfekt til både sjæl og sjov. Problemet er, at sjælen for tit spiller anden violin. I den første halvdel af filmen er det humor, der har spotlightet, og selvom en stor del af filmens jokes lander, føles en god portion malplacerede, hvilket ofte bare er trættende – især når man gerne så filmen bevæge sig lidt hurtigere igennem den (i Marvel-sammenhæng) ellers korte spilletid på blot 1 time og 59 min. Derudover er det ret alvorlige plotpointer, der behandles, og selvom slutningen yder dem retfærdighed, virker de især i filmens begyndelse enten oversete, forhastede eller bare useriøse.

I ”Thor: Love and Thunder” er Thor på en indre rejse. Han forsøger at finde sig selv efter flere års smerte og sorg, efter hele hans familie, en stor del af hans venner og halvdelen af sit folk er døde. Det er hårde sager, der ville tære på selv den største machomand af dem alle. Da en mystisk fjende kendt som Gorr the God Butcher begynder at myrde guder på stribe, bliver Thor dog nødt til at slå sig sammen med Kongen af New Asgard, Valkyrie, bedstevennen Korg, og ikke mindst ekskæresten Jane Foster, der nu svinger Mjölnir og har påtaget sig titlen som Mighty Thor.

Filmen markerer Natalie Portmans comeback som Foster, og hun har denne gang en del mere at arbejde med, hvilket virkelig betaler sig. Hun klinger nemlig godt både med Hemsworth og Valkyrie-skuespiller Tessa Thompson, og hendes karakter bærer en stor del den sjæl, der for alvor finder fodfæste i anden halvdel af filmen. Så kan hun også svinge Thors tidligere tordenhammer, så det buldrer og brager, og hun fungerer i sidste ende som en medrivende tilføjelse til heltegalleriet.

Russell Crowe optræder også i filmen som lynguden Zeus, der er genstand for et hav af jokes, og som er så overdrevet og parodisk, at jeg ærlig talt har svært ved at finde ud af, om det er galt eller genialt.

Dog er det Christian Bale som Gorr, der (ikke overraskende) stjæler spotlightet i de scener, han medvirker i. Gorr er en tragisk skurk, og det er meget nemt at forstå, hvad han vil, og hvorfor han gør, som han gør. Især hans introduktion og hans scener hen imod slutningen er ekstremt mindeværdige, og nogle af hans evner er da også fede at se på det store lærred. Dog er det virkelig Bales til tider maniske, til tider frygtindgydende præstation, som hiver seeren med ind i hans sort-hvide verden. Hertil er hans udseende og de stilistiske valg omkring karakteren bare prikken over i’et, der i Thor-skurkens tilfælde må stå for intimiderende.

Gennem sin stil har Waititi sørget for at skabe en film, der er blandt de smukkeste og mest farverige Marvel-film til dato. De forskellige planeter og verdener, vi besøger, adskiller sig alle betydeligt fra hinanden (nærmest mere end de gjorde i ”Doctor Strange in the Multiverse of Madness”), og de skaber grundlag for fantastiske kampscener, der har variation nok til at man bliver ved med at være investeret. Hvor alle actionscener har noget mindeværdigt i sig, skiller én sig dog ud med en virkelig kreativ brug af ”blod”, som på én gang er sjov, visuelt fængende og underligt grusom.

Det er også tydeligt at filmen drager inspiration fra 80’erne – ikke kun i selve filmens logo, men også i den overdrevne action, der nogle gange (især i begyndelsen) nærmer sig parodiske ”Kung Fury”-niveauer. Samtidig er der også romcom-elementer, som kommer fra både åbenlyse og knap så forudsigelige steder, hvilket nogle gange fungerer til filmens fordel, men som (i klassisk romcom-facon) også kan få én til at himle med øjnene.

Den distraherende humor fortsætter dog ikke hele filmen, og Waititi forstår heldigvis at give slip på den. ”Thor: Love and Thunder” gennemgår nemlig, ligesom dens hovedperson, en rejse, der undervejs gemmer den unødvendige humor væk og i stedet tackler de vigtige problemer med en modenhed, som utroligt nok både skaber en fantastisk finale og binder filmen sammen på en måde, som den joke-fyldte første halvdel af filmen nærmest ikke havde gjort sig fortjent til.

For selvom den overdrevne brug af jokes kan være frustrerende, sinkende og distraherende, gør Waititi den i sidste ende forståelig. Filmen afspejler vores helts udvikling, hvilket selvfølgelig ikke gør de malplacerede jokes sjovere, men det bidrager dog til, at filmen og dens opbygning giver mening, når man når til de sidste scener, og det skaber et fantastisk grundlag for en virkelig rørende slutning.

Som jeg indledte med, føles ”Thor: Love and Thunder” som en filmatisering af at gemme sine sorger bag en joke. Heldigvis viser den dog også, hvordan man kommer over på den anden side. Og det er i sidste ende er dét, der reder filmen fra ikke bare at være en kedelig og ensidet affære med så mange jokes og one-liners, at Adam Sandler ville kunne knibe en stolt tåre som en far ved sit barns konfirmationstale. Waititi har ikke skabt en perfekt film, men stærke præstationer, stilsikker instruktion og en fantastisk afslutning sørger for et solidt Marvel-eventyr, som jeg ikke kan vente med at gense med bagklogskabens blik.