Three Billboards Outside Ebbing, Missouri

InstruktionMartin McDonagh

MedvirkendeFrances McDormand, Woody Harrelson, Sam Rockwell, John Hawkes, Peter Dinklage

Længde115 min

GenreKomedie, Drama, Krimi

IMDbVis på IMDb

I biografen11/01/2018


Anmeldelse

Three Billboards Outside Ebbing, Missouri

5 6
En vred kvinde

Hun er vred. Og det har “Fargo”-furien Frances McDormand også god ret til at være ude i et hillbilly-øde Missouri. Datteren blev voldtaget til døde. Det er syv måneder siden. Ingen anholdelser, ingen spor, intet håb. Hvorfor gør politiet ikke noget? Den vrede mor tager sagen i egen hånd. Hun starter en shitstorm imod politiet på tre reklameskilte uden for Ebbing, Missouri. Det begynder med vrede, men jeg gik fra “In Bruges”-instruktør Martin McDonaghs sorgbearbejdelse opløftet – fuld af håb.

For få kan skrive en fortælling om den dumme død så smart sammen som Martin McDonagh. Hans film er som livet. Der er grin, vrede, sorg, håb og død. Det var der for Colin Farrell, da han som mislykket lejemorder rejste til belgiske Brügge i “In Bruges”. Han havde dræbt en dreng. Hvordan lever man med det? Kan man overhovedet leve med det? Og hvad med de efterladte? Sådan en var Christopher Walken i McDonaghs “Seven Psychopaths”. Han valgte hævnen. Frances McDormand vælger vreden.

Det gør hun med tre gamle reklameskilte, der ikke har været i brug siden 1986, hvor de reklamerede for babybleer på en øde landevej. Nu reklamerer de for datterens død – og politiets manglende handling. Det er begyndelsen på en slags gammeldags shitstorm – helt uden Facebook. Det er lige så simpelt som i debuten i Belgien. Og lige så nuanceret. Sjov og sørgelig. For selv om jeg forstår vreden, så sympatiserer jeg ikke med den, når hun optrapper konflikten ved at hælde molotov-cocktails efter politiet. Så simpelt er det nemlig ikke i Ebbing, Missouri.

Ligesom Sam Rockwells racistiske og homofobiske betjent, der har lært, at man ikke længere torturerer niggere. Nu torturerer man farvede personer – de vil nemlig ikke længere kaldes niggers. Så krads og drilsk er humoren. Men lige så forsonende er det også, når han sætter sig i spidsen for efterforskningen af datteren til den vrede kvindes død. Selv den vrede racist og homofob gemmer på noget godt i et Missouri, hvor ingen er entydigt onde eller gode. De er alle mennesker et sted imellem ‘rigtigt’ og ‘forkert’.

For selv om Martin McDonagh igen sætter sin præst uden for døren – ja, han plejer faktisk at skyde ham – så indtager den kristne kamp om ret og uret, sorg og soning stadig en central plads i “Three Billboards”. McDonagh behøver bare ikke en præst til den kamp – han er selv ypperstepræst for sine fiktive disciple denne gang i et Missouri, der er et spejl af det store USA. Her bor homoer og homofober. Sorte og racister. Ofre og voldtægtsmænd. Endda en dværg. Og en dejligt vred kvinde, der har fået nok af tingenes tilstand.

Jeg forstår nemlig godt kvindens lyst til at skyde datterens drabsmand. Men jeg håber ikke, hun gør det. Det skaber bare mere vrede. Hvilket er pointen hos den her slags moralske Tarantino-instruktør. Det er sådan, jeg nu ser Martin McDonagh. Og det giver mig håb.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Efter flere måneder uden en eneste anholdelse i sin datters mordsag tager Mildred Hayes sagen i egen hånd ved at male tre store skilte, der fører ind til hendes by, med en kontroversiel besked rettet mod byens ærede politimester, William Willoughby.

Da hans næstkommanderende, betjent Dixon, en umoden mors dreng med en forkærlighed for vold, bliver involveret, bliver kampen mellem Mildred og Ebbings politi kun intensiveret.