Gamle mænd med nye handsker

Kender du det, at man sætter filmkarakterer til at dyste imod hinanden oppe i fantasiens kampring på tværs af filmuniverser? Batman vs. Superman, Dirty Harry vs. John McClane eller måske Babe den kække gris vs. Godzilla? Jeg har. Hvad med Robert De Niros Jake “Raging Bull” LaMotta vs. Sylvester Stallones “Rocky” Balboa? Hvem ville vinde den boksekamp? Det fantasispørgsmål bliver næsten besvaret i “Tilbage i ringen”.

For selv om filmen spiller på de to aldrende herrers fiktive boksekarrierer, så er det ikke Jake og Rocky, der skal mødes mange år efter til en såkaldt grudge match, som også er originaltitlen. Nej, det er De Niros Billy “The Kid” og Stallones “Razor” Sharp, der har et gammelt bokseregnskab at gøre op, et nag, som særligt har knockoutet Kid, efter han tabte den sidste kamp imellem de to for 30 år siden. Første kamp endte med omvendt fortegn, så nu vil Kid have det afgjort, hvem er bedst: LaMotta eller Rocky… Jeg mener: Kid eller Razor?

Hvis du forventer et realistisk veteran-comeback à la Aronofskys “The Wrestler” med en fortidstynget Mickey Rourke i kampringen, så har du indløst billet til den forkerte kamp. Det er Adam Sandler-instruktøren Peter Segal, der er filmens promotor. Så til trods for Kid og Razors kampvægt er filmen en letvægter. Den komiske hovedattraktion er Kevin Harts kamparrangør Dante. Eller det virker hvert fald til at være meningen. Forestil dig den mest hysterisk overspillede udgave af Cuba Gooding Jr. i 90’erne, og lad ham så få en søn med Chris Rock. Så har du Kevin Hart, som jeg flere gange ønskede ville få et forstummende leverstød af Stallone.

Heldigvis placeres Dante ude i filmens ringhjørne, kort efter at han får overbevist den skeptiske Razor om at deltage i ”Grudgement Day”, som denne tredje kamp navngives. Men den skeptiske mine – forårsaget af noget med en pige fra dengang – erstattes af træningsiver, da pengene først kommer på bordet. Derfra er filmen en klassisk træningsoptakt frem mod den store kamp med de to utrænede gamlinge komplet med ølvom og mandebryster. ”Som dårligt Baywatch,” lyder en de lidt for mange ikke særligt hårdtslående jokes, der som veteranbokserne er fra en anden tid.

Ingen god træning uden en træner. Razors pensionistscooter-kørende far og træner, spillet af en veloplagt gakket Alan Arkin, gør deres parallelhistorie til filmens bedre halvdel. Her gøres der blandt andet kærligt grin med boksefilmgenren, da Razor under en traditionel træningsmontage lægger vejen forbi et slagterfrysehus fyldt med kød. Som genren foreskriver, så skal der naturligvis bokses til kødet, men ikke her. Farmand stopper undrende kødslaget med en kommentar, om Razor dog skal slå på alt? – de er der altså bare for at købe kød. En romance gør den barberbladsskarpe duo lidt døv og til en trio. Kid har større problemer med at finde en træner, hvilket manuskriptet løser ved at trylle en ukendt boksetrænersøn ud af det blå. Det sjoveste ved ham er hans navn, Bradley James. Forkortelsen af navnet giver sug til flere af filmens bedste grin.