Robert Smith alene i verden

Violetta sidder på stranden og komponerer musik. Pludselig blæser alle noderne væk, og man hører den gungrende lyd af en hest. En hvid hest, og den kommer nærmere og nærmere, mens noderne blæser længere og længere væk. Denne drøm vender Violetta tilbage til flere gange. Hun skal genfinde sin evne til at spille musik, men hver gang, hun forsøger, vender drømmen tilbage som PTSD. Det er ikke let at være teenage-idol.

“Tini – Violettas nye liv” er baseret på tv-serien “Violetta”. Vi er ude i noget tidlig Justin Bieber eller Miley Cyrus. Og de har det som bekendt heller ikke altid let. Præcis som Violetta, da hun på vej hjem fra turné ringer til kæresten. En anden pige tager telefonen. ”Han er i bad,” lyder beskeden. Violetta bryder ud i gråd. For så er han jo utro, ikke sandt? Af sted til den hemmelige ø, hvor kunstnere finder sig selv igen. Her er alle skåret direkte ud af modelblade – lige med undtagelse af The Cures Robert Smith, hvis ‘teenage look-a-like’ på forunderlig vis har fundet vej til øen. Bare lige så alle de andre af de fladeste pap kan gøre grin med ham, fordi han ikke ligner en dukke.

Hvem skal se den her film? Jeg ved det ærlig talt ikke. Det virker, som om det er til teenagere baseret på skuespillerne og musikken, men det fortalt på børnehaveniveau. Mistanke om at kæresten er utro? Han er i bad og tager ikke telefonen. Jeg under da også mig selv et par minutter under bruseren hver dag og svarer ikke ligefrem telefonen, mens jeg står derinde. Går Violetta aldrig selv i bad? Måske må pap ikke blive vådt.

Faktisk behøver pap slet ikke at være så tyndt. John Carneys “Sing Street” fra i år er et glimrende eksempel på en film om teenagere, der lever for musikken – noget vi bliver nødt til at blive fortalt, at Violetta gør. For det kan ikke mærkes. I “Sing Street” handler det også om at skabe gode popsange, få den første kærlighed til at lykkes, at møde og have gode venner. Men alle kan være med, for det er fortalt virkeligt. Og skuespillerne har lyst til at spille de sange, de spiller.

Det er egentlig ret ligegyldigt, om den er til voksne, teenagere eller børn. Det er dårligt uanset hvad. Selv dubbingen, det oversatte talespor fra det oprindelige spanske til det engelske, er dårligt. Der er intet forsøg på at få ordene til at spille med mundbevægelserne. Og halvvejs giver de synkrone stemmer da også op – intet stemmer. Pludselig er nogle af sangene på spansk, selv om de første har været oversat. Ingen ser lortet alligevel.