Træet vokser ikke ind i himlen

Symboler kan være noget af det vanskeligste at få til at fungere på film. Hvis man kan ramme den rigtige balance og finde de rette billeder, kan de føje en betydelig vægt til historien, men anvendt forkert bliver de hurtigt en enorm klods om benet for enhver fortælling, uanset hvor god den så ellers måtte være. Det sidste gør sig ikke mindst gældende for det meget direkte symbolsprog i “The Tree”, som volder beretningen kvaler og gør den til en mere gumpetung størrelse, end den behøvede at være.

Handlingen starter ellers ret så let og fredsommeligt. Vi møder parret Dawn – spillet af Charlotte Gainsbourg – og Peter. De bor langt ude i det landlige Australien, har et harmonisk ægteskab og fire kære unger, og hele herligheden vises faktisk så ubekymret, at man mere eller mindre blot sætter sig til rette for at vente på det uundgåelige dødsfald. Det indtræffer forventeligt, da faderen får et hjertetilfælde, og familien rammes af sorg og fortvivlelse. Dawn synker hen i passiv inaktivitet, mens deres i forvejen forfaldne hus i al stilfærdighed bryder tiltagende sammen takket være havens store træ, hvis rødder og grene spreder sig mere og mere. Hendes datter bliver dog overbevist om, at træet er besjælet af faderens ånd, og snart begynder Dawn så småt også at tro på det.

Det forvredne træ bliver et billede på faderen, men samtidig også en fysisk manifestation af den sorg, der hænger over familien, og som på den ene side giver dem en form for tryghed, men på den anden side også truer med at knuse deres hus og fremtidige drømme. Tanken er selvsagt, at vi skal blive bevidst om, at sorgen og mindet om vore kære afdøde både kan give os fred, men også på sigt ødelægge vores liv, hvis ikke vi gør os fri af dem og kommer videre. Det er jo en visdom, der i sig selv er fornuftig nok, men i dette tilfælde dog leveret så bogstaveligt og småklodset, at man allerede føler, man har lært alt, hvad man kan lære af filmen, efter blot en halv times spilletid. Uheldigvis standser den ikke der, om man sidder hurtigt tilbage med følelsen af at være mentalt langt foran handlingen.

Heldigvis har “The Tree” dog andre dyder. Filmen er instrueret af Julie Bertucelli, og hun har fået nogle glimrende præstationer ud af sine skuespillere. Charlotte Gainsbourg huskes ikke mindst herhjemme for hendes duperende præstation i Lars von Triers “Antichrist”, men hun er bestemt også god her. Mest imponerende er dog næsten den præstation, som Morgan Davis leverer i rollen som den otte-årige datter, og man tager hurtigt sig selv i at ønske, at resten af filmen levede mere op til det niveau.

At den ikke magter det skyldes først og fremmest manuskriptet, der aldrig rigtigt lader til at have forladt tegnebordsstadiet. Ja vist, vi har der en fortælling om en sorg personificeret via et træ – problemet bliver, hvordan vi gør postulatet levende, og det lader filmen ikke til at have fundet ud af, og i stedet præsenterer den en række figurer, der aldrig bliver til meget mere end karikaturer. Dertil skal så lægges en kitschet antydet romance mellem træ og kvinde. Selv Darren Aronofsky kunne ikke få en tilsvarende til at fungere i “The Fountain”, og Julie Bertucelli har ikke synderligt mere held med foretagendet her.