You Will Meet A Tall Dark Stranger
Udgivet 24. nov 2010 | Af: Andreas Ebbesen Jensen | Set i biografen
”Man skal bevare sine vrangforestillinger for at holde livet ud. Hvis man kigger på livet alt for klart og ærligt, bliver det ubærligt.” Sådan sagde Woody Allen, da der var verdenspremiere på “You Will Meet a Tall Dark Stranger” på dette års Cannes-festival. Og det er lige præcis det, hans nye komedie handler om – at omfavne vrangforestillingerne og illusionerne, så livet bliver til at holde ud at leve.
Det lyder jo deprimerende alt sammen, men Woody Allen kan som ingen andre få pessimisme og kynisme til at gå hånd i hånd med hjertevarm humor, selv når hovedpersonerne har allersværest ved at få redt trådene ud i instruktørens sorthumoristiske dukketeater. Uden at være lige så vellykket som den fremragende “Vicky Christina Barcelona” så minder “You Will Meet a Tall Dark Stranger” i stil og tone ikke så lidt om den. Begge film kredser om kærligheden og lykkens komplicerede væsen, som altid har været en kæphest for instruktøren. Men lige så vigtigt er de en kærlighedserklæring til de europæiske storbyer – denne gang London – som Woody Allen har kastet sin lidenskab over de senere år efter et langt ægteskab med Manhattan.
Når filmen så alligevel ikke kommer helt op at ringe, skyldes det primært, at historien og karaktererne ikke står lige så stærkt, som de gjorde i f.eks “Vicky Christina Barcelona”. Josh Brolin og Naomi Watts er udmærkede som dysfunktionelt ægtepar, der bliver nødt til at finde lykken og kærligheden uden for husets fire vægge, men der bliver kun kradset i overfladen. “You Will Meet a Tall Dark Stranger” mangler tyngde i historien til for alvor at folde sine karakterer og deres problemer helt ud, og derfor kan den ikke undgå at føles lidt som venstrehåndsarbejde fra den legendariske instruktør. Men selv når hr. Allen gør noget halvt, er det langt bedre end de mange ligegyldige, romantiske komedier, der bliver spyttet ud fra Hollywood.
”Livet er fuld af lyd og støj, og i sidste ende betyder det ingenting,” lyder det pessimistisk i indledningen til “You Will Meet a Tall Dark Stranger”. Og selvom den er et hyggeligt og morsomt bekendtskab, som kun Woody Allen kan strikke dem sammen, så havde det klædt filmen, hvis den selv havde været lidt mere fuld af lyd og støj og ikke så meget Allen i tomgang.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet