Menneskehad

Han mener det ikke. Det gjorde Todd Solondz heller ikke med “Happiness”. Der var ingen lykkelige mennesker, men det sarkastisk modsatte. Den slags var moderne i 1990’erne. Nu gør Tomasz Wasilewski det samme alt for sent. Der er ikke en skid kærlighed i “United States of Love”, men derimod distanceret had til mennesker.

Distancen er stor allerede i åbningen. En gruppe mennesker spiser middag omkring et bord. De taler om murens nylige fald her fra deres Polen. Men vi kommer ikke tættere på dem. Kameraet holder sig køligt på afstand i én enkelt indstilling, imens kontrasten er så oplyst, at det er som at se en film igennem et alt for meget Instagram-filter. Alt skriger afstand, hvilket der som bekendt ikke kommer den store kærlighed ud af.

Den kynisk pessimistiske præmis er, at nu hvor verden dengang i 1990 blev forenet, så burde der være frihed og muligheder for alle. Men det er der ikke. Det mærker Wasilewskis fire ensemble-kvinder på brutal vis. En bliver droppet som elskerinde med et knytnæveslag, inden hun knepper sorgen ud med hjælp fra en tidligere taber-elev. Sådan menneskehades der for hårdt igennem den tematiske multiplotter med afsæt i den ih og åh så sarkastiske titel.

Det bliver ikke bedre af en pige, der går gennem isen, og en danselærer, som har modeldrømme, men som ender med at blive bevidstløst voldtaget af fotografen. Det eneste forsonende træk er nabokonen, som er lesbisk forelsket i voldtægtsofret. Hun vasker kærligt spermen af ofret. Mere positivt bliver det ikke i “United States of Love”. Som en Ulrich Seidl uden humor eller perspektiv.

Selve efter mur-udgangspunktet bruges aldrig for alvor. Det er der bare. Måske fordi en polsk film ellers aldrig ville komme ud at se verden? For jeg har godt nok svært ved at se, hvorfor den her gang kedelige kynisme nu besøger min verden. Havde den så bare været konsekvent i sin distance. Pludseligt er kameraet håndholdt, men naturligvis som nakkeskud, så vi ikke får ægte kærlighed at føle.