Vandre i dødsskyggens dal med to franskmænd

Det er nogle gange små skridt, der skiller kærlighed fra had og livet fra døden. Det er en håbløst sentimental floskel, men det gør den ikke mindre sand. Det er, som titlen antyder, også den centrale tematik i “Valley of Love”, der foregår i Death Valley i Californien. Trods de amerikanske omgivelser er det en klassisk fransk snakkefilm, hvor et lille cast af følelsesmæssigt anløbne karakterer diskuterer livet og døden og alt indimellem. Og så er det heldigvis også andet og mere end en fransk filmkliché.

For det første er den sjov. På et tidspunkt genkendes Gérard Depardieu af en mand på hotellet, der dog tydeligvis ikke ved, hvem han egentlig er. Tydeligt irriteret af de påtrængende amerikanere skriver han derfor som autograf: Bob De Niro. Han bringer i det hele taget i allerhøjeste grad sig selv ind i rollen. Den figur, han spiller, hedder også Gérard og er også skuespiller. Hans fysiske fremtoning tages også under behandling. Fra det øjeblik, hvor Depardieus efterhånden betragtelige korpus dukker op på skærmen beklager han sig over den ulidelige hede. Han hiver løbende efter vejret, mens han sveder som et mindre crossfit-hold.

Humoren er dog hele tiden lige på nippet til at kamme over i det pinlige eller melankolske. Da Isabelle Huppert dukker op som den forbitrede ekskone, spørger hun, hvordan det går, og han indrømmer, at han har taget en del på i vægt. ”Så længe du er tilfreds,” svarer hun passivt-aggressivt, hvortil der lakonisk svares: ”Hvordan kan nogen være tilfreds med at se sådan her ud?” Begge skuespillere bringer meget af deres egen baggrund og ikke mindst deres kropslighed og fremtoning i spil. Hendes karakter spiller på Hupperts særegne blanding af det skrøbelige og uforsonlige, mens Depardieus enorme krop understøtter hans figurs nostalgi for fortidens glæder og en manglende evne eller vilje til at gøre noget ved det.

De to forbilledligt fejlbehæftede personer er samlet i den californiske ørken, fordi deres afdøde søn i sit selvmordsbrev har bedt dem om det. Han lover, at han vil vende tilbage og forklare sig et halvt år efter, hvis de følger hans anvisninger. Det mere end antydes, at der aldrig har været tale om nogen lykkelig kernefamilie, og at de to forældre i højere grad er drevet af skyld end troen på noget overnaturligt. Gradvist i deres samtaler kommer vi tættere på dem og deres forhold, mens de besøger den ene utroligt smukke, men skånselsløst varme og øde seværdighed efter den anden.

Det er godt i samspillet mellem de to. Jeg levede mig ind i deres forhold, der går fra slet skjult had og bitterhed i starten til en mere afklaret position mod slut. Hvis man skulle tro, at Depardieus mere eller mindre offentlige fejltrin skulle have skadet skuespiltalenet, ville man tage ganske fejl. Han fylder både fysisk og mentalt skærmen ud. Vel at mærke dog kun så meget, som Huppert levner ham plads til. De to er et fascinerende par på film; deres svagheder og styrker spiller op af hinanden på bedste vis. Jeg ville gerne se meget mere af dem. Sammen.