Van Wilder: Freshman Year
Udgivet 5. feb 2010 | Af: DjBeau | Set på DVD
Normalt anser jeg det som god kutyme at se de foregående film, når der skal anmeldes sequels eller prequels, men denne gang er jeg glad for, jeg lod være. Sandsynligheden for at en sådan eskapade ville resultere i, at jeg sprang ud over min altan på fjerde sal, og at min dvd-afspiller ville bryde sammen, var overhængende stor.
Der er ingen grund til at spilde mere spalteplads på handlingen, for der sker vitterligt ikke mere. Aldrig er jeg stødt på en film, hvor så stor en del af handlingen har at gøre med fækalier. Der er rent faktisk op til flere scener i filmen, hvor man forventes at grine af folk, der spiser hundelort og snot eller smører sig ind i det. Humoren i filmen taler helt og aldeles til 12-årige, der er begyndt at flirte med seksualitet og oprør, men der er så meget halvpornografisk sex og nøgenhed i filmen, at den umuligt kan være møntet på så unge mennesker. Gennem lidt simpel, Sherlock Holme’sk deduktion kan man altså konkludere, at skaberne af filmen har ment, at der nok findes mennesker over 16-17 år på et mentalt udviklingsstadie som 12-årige til, at filmen kunne tjene sit budget hjem. Det er deprimerende, at de tænker så lavt om folk. Endnu mere deprimerende er det, hvis de har ret.
Som om historien og karaktererne ikke var nok, skal vi også plages med et hamrende irriterende soundtrack. Flere scener byder på tidens mest hæslige genre, amerikansk high school-rock, men ikke nok med det – der er også masser af mickey mousing. Det betyder kort fortalt, at når karaktererne laver en bevægelse eller en mine, udtrykkes det yderligere med et lille stykke musik. Vi kender det fra tegnefilmene, hvor det bruges til at understrege en komisk situation, mens det i nærværende film bruges som et forsøg på at gøre noget komplet latterligt mere spiseligt og letforståeligt.
Præsenteret i anamorphic 16:9. Lige så elendig som filmen er, lige så hamrende godt er billedet. Det er knivskarpt, farverne er vidunderlige, og kontrasten svinger ikke det mindste. Edge enhancement og farveblødning er helt og aldeles fraværende, og eneste komprimeringsfejl er en minimal smule blocking, som en sjælden gang opstår på større flader med blød overgang i skyggen. Måske nogen
skulle headhunte transferteknikeren til en producent med nogle lidt bedre produktioner.
Dolby Digital 5.1. Lyden formår næsten at leve op til billedet. Både bas, mellemtoner og diskant er knitrende sprøde, og det amerikanske high school-rock får en næsten uretfærdig god behandling. Musikkens elementer bruges aktivt i alle kanaler og tilføjer det en tredimensionel rumlighed.
Der er (heldigvis) intet ekstramateriale på dvd’en.
“Van Wilder: Freshman Years” er uden sammenligning den værste film, der nogensinde har siddet i min afspiller. Historien og karaktererne er simpelthen så uhørt ligegyldige, ulækre og usympatiske, at det er til at brække sig over. Hvordan det er lykkedes en så nederdrægtig film at få så god behandling rent visuelt og auditivt, kan man kun stille sig undrende over for. Det er dog det eneste, der trækker dvd’ens samlede gennemsnit op på to stjerner. Nå ja, det trækker selvfølgelig også op, at der ikke er noget ekstramateriale, for hvem gider glo på det til denne film?
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet