Westworld

InstruktionLisa Joy, Jonathan Nolan

MedvirkendeEvan Rachel Wood, Jeffrey Wright, Ed Harris

Længde60 min

IMDbVis på IMDb

Premiere 23/04/2018 på HBO

Anmeldelse

Westworld – Sæson 2

3 6

 

These violent delights have violent ends. And beginnings. And middles.

 

Jonathan Nolan og Lisa Joys potente blanding af Shakespeare-citater og forlystelsespark-paranoia fra 1970’ernes B-film er stadig den mest HBO’ede HBO-serie, jeg kan forestille mig.

 

Skyhøj production value, skarptskårne antihelte og de der bryster og baller, der stadig er et våben i den amerikanske kamp om tv-tronen. Der er intet nyt under præriesolen.

 

Men hvis man gør som reklamerne foreslår og varmer op med første sæson, ser man også en fortælling på kanten af at vælte under sin egen intellektuelle vægt.

 

Det er de store spørgsmål, der stilles. ‘Hvad er liv?’ ‘Hvad er mit formål?’ ‘”Hvad faen foregår der?’. Men som vi kommer længere, får jeg nu en reel frygt for, at svarene bare bliver skudt ned af en af Westworlds depraverede robotkarakterer.

 

Man får simpelthen en veritabel overdosis af dobbeltløbet moral. Dolores er her i sæson 2 slet, slet ikke en bly, lille prærieviol længere. The Man in Blacks dystre sind bliver kun værre. Maeves hævnende moder er mere blodtørstig end nogensinde.

 

Og ja, skinnende hvide riddere er måske nok en kedelig kliché, men jeg savner noget variation i alle de myrdende hellraisere, der er kommet i stedet.

 

Det er langtfra dem alle, der bider sig fast. Også selv om Nolan og Joy tilsyneladende nyder at spille dem ud.

 

De nye afsnit indeholder således mindst to-tre enetaler, hvor manusforfatteren, undskyld karaktererne!, kloger sig symboltungt om livet og især døden. Gerne serveret lige inden nogen dør på voldsom vis.

 

Mest sigende for udviklingen er måske, at det efterhånden obligatoriske skandi-islæt er gået fra Sidse Babett Knudsens myndige hr-konsulent til Fares Fares’ og Gustaf Skarsgårds bryske soldatertyper.

 

Så hvis der er skruet op for de dybe sondringer over menneskets natur, må man også sige, at den brutale vold er fulgt med.

 

Splatteriet og intellektuellaen konkurrerer om opmærksomheden, men det er sidstnævnte, der vinder i mere og mere forskruede øjeblikke.

 

Lidt som en avanceret robot, hvis blodige tarme ligger i hjørnet, mens hans glade minder bliver reprogrammeret på en skinnende Ipad.

 

Det er dog også det billede, der fortsat er den største bedrift og reelle berettigelse i “Westworld“. Mødet med de udødelige kroppe og den følgende distance til systematisk fornedrelse og tortur skildrer Nolan og Joy stadig med gysende præcision. De siger, det vi ved, men de siger det fint: Vi jager altid de voldsomme glæder.

 

Derfor kan jeg alligevel godt sidde lidt med fornemmelsen af “Westworld” er gået mere tilbage end frem.

 

Det er lidt ærgerligt, når nu “Westworld” på så mange måder er den smukke antitese til den moderne tv-kigning, der, som de skriver på internettet, består i at åbne Netflix og fravælge 500 nye film og tv-serier for at lytte til “Venner”, mens man kigger på sin telefon.

 

Sæson 2 har således mistet det dybe, mentale stød. Og al det moderne kan ikke skjule, at vi leger ret gammeldags cowboydere og indianere. Med det store, onde megafirma i baggrunden. Og samuraier.