Den evige troldsplint i øjet

H.C. Andersens “Snedronningen” begynder med et troldspejl. Det har den egenskab, at alt godt spejles som dårligt og det dårlige som endnu værre. Spejlet bliver smadret, og alle splinterne flyver rundt og nogle af dem rammer mennesker i øjnene, så de ser verden på samme måde. Jeg har en begrundet mistanke om, at der sidder en enorm troldsplint i øjet på den amerikanske instruktør Todd Solondz. Hans store gennembrudsfilm var “Happiness” fra 1998, der meget kendetegnende handler om alt andet end den glade titel. Nu er han tilbage med en hund.

I “Wiener-Dog” bevæger Solondz sig i velkendte omgivelser: de velfriserede amerikanske forstæder og de mere nussede boligblokke. Livet bag murene er dog lige deprimerende begge steder. Historiens små vignetter bindes sammen af en nuttet lille gravhund, der muligvis er den eneste sympatiske figur. Først bliver hun en del af en dysfunktionel kernefamilie, hvor sønnen Remi for nyligt har overstået en længere kræftbehandling, og derefter adopteres hun af den behagesyge og ulideligt naive dyrlægeassistent, Dawn. Vi ser hende i New York med den desperate og upopulære filmskolelærer med det sigende navn, Professor Schmerz. Og endelig som ledsager til den bitre og ubehagelige pensionist, Nana, der venter besøg fra sit barnebarn.

Hvad der i hænderne på en anden instruktør sikkert var blevet en hjertevarmende, vammel fortælling om menneskelighed på tværs af sociale klasser, bliver med Solondz’ troldsplint til en besk satire over det moderne Amerika, hvor alle lyver over for hinanden. Og ikke mindst for dem selv. Som det sublimt iscenesættes, da moderen i den lille familie fortæller sønnen, at deres familie ikke tror på Gud, men de tror på sandhed, medfølelse og kærlighed. Hvilket hun så effektivt har modbevist i alle andre scener, som da hun uden at fortrække en mine fortæller den skræmte dreng, at grunden til, at Wiener-Dog må steriliseres, er, fordi hun selv havde en hund engang, som blev voldtaget af en vild hund med navnet Mohammed og døde. Og, tilføjer hun, Mohammed havde sikkert aids. At sønnen ikke ligner sine blonde forældre, men har mørkt hår og mørke øjne, gør ikke scenen mindre ubehagelig.

Jeg er klar over, at det ikke lyder som nogen glødende anbefaling, men Solondz’ styrke er, at han formår at garnere alt det dystre med en sort og absurd humor, der får én til at grine, selv om man mest har lyst til at græde. På et tidspunkt introduceres vi for verdens mest triste mariachi-band, der tomler den langs de store motorveje, mens de beklager sig over, at alting er mørkt og glædesløst i USA. “Wiener-Dog” udstiller helt klart det amerikanske samfund, men uden at blive så åbenlyst politisk, som Solondz har været det i tidligere film. Af samme grund rammer den paradoksalt nok hårdere og mere præcist.

I en ensemblefilm som denne er det næsten uretfærdigt at fremhæve enkelte skuespillere frem for andre, men jeg kan ikke undlade at rose Danny DeVito som Schmerz. Hans ekspressive ansigt og overlegne komiske timing gør hans segment til et af de bedste blandt de mange. Keaton Nigel Cooke spiller sig i rollen som Remi fint ind i en lang tradition af grænseløst irriterende børn i Solondz’ film. Det kræver ikke meget at undertrykke sit yngelplejeinstinkt her. Endelig beviser Ellen Burstyn i den sidste historie endnu en gang, hvordan hun kan forvandle en mindre birolle til et fuldt udfoldet og fascinerende person, som man ønsker at se meget mere af.