Ønsk. Dø. Gentag.

Fra instruktøren af “Forbandet-dukke-gyser-nummer-654654” kommer her “Forbandet-antikvitets-gyser-nummer-9879546”. Undskyld, jeg mener: Fra instruktøren af “Annabelle” kommer her “Wish Upon”. En slags “Mean Girls” tilsat sort magi. Minus humor, charme og ethvert andet formildende karaktertræk. Instruktør John R. Leonetti og manuskriptforfatter Barbara Marshall har gravet dybt i gysergenrens skraldespand og klunset en bunke udslidte idéer, der alle har set bedre og mere skræmmende nætter i biografmørket.

Det er faktisk dér, at “Wish Upon” finder sin hjemsøgte himstregims. På bunden af en skraldespand. Helt bogstaveligt. En fattig far bruger sine dage på at gennemrode kvarterets affaldscontainere. Blandt andre dem, der står ved den skole, hvor hans teenagedatter, Clare, går. Til hendes store fortrydelse, naturligvis. Hun har det endda hårdt i forvejen. Nederst i skolens kastesystem. Og så begik hendes mor selvmord, da hun var barn. Det ser vi i åbningsscenen. Hvor vi også ser mor smide en mystisk pakke i skraldespanden, inden hun går op og hænger sig på loftet. Så da far graver en mystisk æske op af affaldet og forærer den til sin datter, har de fleste nok set BØH!-skriften på væggen. Selv familiens hund gennemskuer hurtigt plottet og knurrer lidt opgivende af den grimme æske. Måske har den set “The Cabin in the Woods”, hvor hyttens kælder parodisk bugner af den slags hjemsøgte objekter? Eller har den mon set “Christine”, “The Evil Dead” eller en anden af de mange, mange bedre film om forbandede eller besatte dimser?

I “Wish Upon” viser det sig, at kassen er kinesisk og derfor farlig. Østens mystik og den slags. Den ligner en forvokset musling med gamle, kinesiske skrifttegn indgraveret på siderne. Og da Clare ønsker en grusom hævn over skolens fremmeste mean girl, får æsken ønsket til at gå i opfyldelse. Det er næsten for godt til at være sandt. Og Clare havde da også gjort godt i at huske forbrugerrådets fine tommelfingerregel: Hvis du får noget gratis, er det nok, fordi det egentlig er dig, der er produktet.

Den kinesiske ønskekasse tager sig da også en klækkelig blodpris for sin tjeneste. Men sådan en smart ønskeæske er altså for stor en fristelse for en upopulær, fattig teenagepige, der bare gerne vil passe ind. Så hun giver pokker i de dødelig bivirkninger og gentager processen. Igen. Og igen. Og igen. Ønske, død, gentag. Ønske, død, gentag. Og sådan forsætter det, indtil det endelig stopper.

“Wish Upon” er en svær film at spoile. For alt lægges frem i præmissen. Derefter kører ønskeæskens logik simpelthen på repeat. Uden twists eller overraskelser. Det er jo ikke uhyggeligt. Det er komplet forudsigeligt. Og kedeligt. Leonettis forrige gyser, “Annabelle”, havde et lignende problem. Men den havde i det mindste en atmosfære af gys. Gyngestole knirkede og knagede, villavejene var øde og kældrene mørke. Billederne i “Wish Upon” er derimod underligt flade og atmosfærefattige. Det ser billigt ud. Miljøet og lydsiden er ligeså anonyme. Overgearet pop og college rock bryder af og til ind på lydsporet. Apropos ingenting.