Dumheden længe leve! Igen!

Jeg tror, vi har en ny rekord, folkens! Jeg mindes i hvert fald aldrig at have set så mange vanvittige, absurde, groteske, fuldstændigt idiotisk fjollede karakterer i én film. I “Zoolander 2” har Ben Stiller gemt foden langt væk fra bremsen og sat fuld fart på hvert eneste gakkede påfund, han har hittet på i de 15 år, der er gået siden mandemodellen Derek Zoolander første gang præsenterede verden for det ikoniske Blue Steel-look, der i dag pryder enhver instagram-profil med respekt for sig selv. Det føles som at blive suget ned i et YouTube-kaninhul af SNL-sketches badet i syre. Mærkeligt, usammenhængende og decideret dumt. Til tider udmattende. Men jeg griner alligevel. For sjældent har jeg set en film gå så meget all in på sit egen idioti.

Glem plottet. Det har jeg allerede gjort. Til helvede med handlingen. Den giver alligevel ingen mening, og det er komplet ligegyldigt. Brug hellere kræfterne på at holde udkig efter de utallige galt/genialt udtænkte karakterer, der vader ind i billedet og forbløffer det måbende publikum – inden de alt for hurtigt forlader lærredet igen for at give plads til den næste forskruede idé. Det er næsten frås. Ren overflod. Jeg ville gerne have tilbragt meget mere tid med 49-årige Fred Armisen i skikkelse af en 11-årige SoMe-ekspert. Jeg finder dog trøst i tanken om, at den sorte CGI-magi har skabt et forstyrret billede af en lille dreng med en gammel hipsters ansigt, som jeg ikke glemmer lige foreløbig. Selv om hans samlede screen time vel ikke engang beløber sig til et minut.

Eller ret blikket mod vidunderlige Kristen Wiig som en gyselig, mareridtsagtig Donatella Versace-klon i gakgak Lady Gaga-kostumer. Med en latterlig accent, der lyder som en blanding af italiensk, hollandsk og botox-lammelse i ansigtet, slagter hun det engelske sprog til ukendelighed og sætter Ben Stillers elskede bimbo-helts begrænsede antal hjerneceller på overarbejde. Eller lad Will Ferrells storslåede tilbagevenden til Jacobim Mugatu-karakteren stjæle showet, når han melder sin ankomst komplet med outrede outfits, puddelhundehår (og en udstoppet puddelhund) samt en ondsindet drøm om evig ungdom.

Jeg kunne blive ved. Der er hele tiden noget nyt at forholde sig til, så man ikke når at tænke over, hvor dumt og meningsløst, det er. Foruden de mange fantastiske karakterer smider han et utal af cameos i fjæset på publikum. Det er knapt så fantastisk. Det starter ellers fremragende med virkeliggørelsen af det celebrity-sadistiske internets vådeste drøm – en voldelig henrettelse af den kønne manboy, også kendt som The King (Joffrey) of Pop, Justin Bieber. Efter at værre blevet gennemhullet værre end Sonny Corleone i “The Godfather” byder han med sine sidste kræfter verden ret farvel med en Blue Steel-selfie på instagram. Pluspoint til Bieber-baben for selvironien. De færreste cameos er dog så vellykkede. Den syvende gang en tilfældig celeb dukker op i to sekunder for at levere en halvbagt punchline begynder det at føles som en overflødig gimmick.

Derek Zoolander er lige så dum og dejlig som i 2001. Hvis du ikke brød dig om ham dengang, vil du for alvor hade ham nu. Zoolander anno 2016 føles som en filmatiseret LSD-drevet brainstorm, hvor sammenhængskraften er ofret på fjollethedens alter. Sådan et projekt må i sagens natur blive ujævnt, og det er ikke alt, der rammer lige rent. Det handler ikke om noget, det er bare fjollet for at være fjollet. Netop derfor er det, der morer mig mest, at internettets selvbestaltede krænkelsespoliti strøg til tasterne, da de første billeder af Benedict Cumberbatch som den androgyne model med det rummelig navn All blev frigivet. Lad mig citere Zoolanders kendingsmelodi af Frankie Goes To Hollywood: Relax, for satan. Det er jo ren fjol.