Rygterne omkring hvem der vil være at finde i den ventede fortsættelse til hitfilmen “Batman Begins” vil tilsynealdende ingen ende tage, og nu er der flere spekulationer om hvilke karakterer, som kommer til at stå overfor den maskerede hævner fra Gotham City.

Emily Watson fra film som “Red Dragon” og “Breaking the Waves” skulle angiveligt være udset til at spille rollen som Dr. Harleen Quinzel, som i serien var en psykiaterpraktikant på Arkham Asylum. Her udviklede hun en særlig fascination af en af de indsatte – Jokeren. Hun hjalp ham senere med at flygte og endte til sidst med at blive hans loyale og smågakkede hjælper. Filmens producenter er dog endnu ikke sikre på om de vil inkludere denne karakter i den kommende fortsættelse, men hvis de gør, skulle Watson efter sigende være topkandiat.

Desuden forlyder det, at Brad Dourif fra “Deadwood” og “Ringenes Herre: De to tårne” skal påtage sig rollen som Dr. Arkham. I tegneserien var Amadeus Arkham en mand, hvis mor, kone og barn blev dræbt af en af hans patienter. Han fik hævn, da han dræbte morderen med elektricitet under chokterapi, og blev derpå selv indlagt på sin institution.

Endvidere bliver det rapporteret, at Bob Hoskins alligevel ikke er i betragtning til at spille Pingvinen, men derimod en italiensk gangster.

Andre løse rygter vil vide, at Karl Urbans navn er blevet sat i forbindelse med karakteren Roman Sionis (Black Mask), en mand som blev skrækkeligt vansiret af en ansigtsmaling, som han udviklede.

Senest er den kvindelige skuespiller Vanessa Redgrave sat i forbindelse med den nye “Batman” film, hvor hun angiveligt skal spille en kvindelig karakter tæt på Bruce Wayne og Alfred.

Mange andre navne er stadig løst forbundet med den kappeklædte korsfarers næste store filmeventyr, deriblandt Paul Bettany som Jokeren og Jake Gyllenhaal som Harvey Dent.

De eneste officielle castinger til den ventede opfølger er stadig kun de tilbagevendende stjerner Christian Bale, Gary Oldman, Katie Holmes og Michael Caine. Warner Bros. har endnu ikke kommenteret de seneste casting-rygter.



Vis kommentarer (28)
Gravatar

#11 NightHawk 18 år siden

Pyh ha, det er da til at blive helt forpustet over, med alle de navne der.

Håber ikke de inkluderer Harley Quinn i den næste. Den rolle er bare for fjollet til Nolans univers. Det ku mere være en karakter der passede til den gamle Tv serie fra 60'erne.

Om en figur som Dr. Arkham eller Black Mask, vil vække den store interesse hos publikum generelt, tror jeg svaret er nej. Nok bedre at de holder sig til de skurke, de fleste kender til.

Mht. Jokeren, er Paul Bettany egentlig et ok valg, selvom jeg nu stadig foretrækker, at se Barry Pepper i det lilla kluns.

Så er der lige Jake Gyllenhaal, som jo ikke kan få ros nok for sine præstationer her på det sidste. Selvom han er en eminent dygtig skuespiller, tror jeg ganske enkelt, at han er for ung til at spille Harvey Dent. Sådan som jeg ser den figur, er det en mere hærdet og rutineret advokat type, og på den baggrund vil Gyllenhaal komme til, at virke særdeles fejlcastet.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Gravatar

#12 filmz-Kadann 18 år siden

#11 -

Jeg mener nu ikke at Harley Quinn er for fjollet.. hun fungerer ganske fint i "Hush". :)
http://www.modkraft.dk - http://www.ungeren.dk - http://www.christiania.org
Gravatar

#13 NightHawk 18 år siden

# 12 -

Hvilken sæson i animated series, er "Hush", fra :) Kan ikke lige huske det afsnit der. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Gravatar

#14 filmz-Kadann 18 år siden

#13 -

Den er ikke i Animated Series, men en tegneserie hvor Harley har en lille rolle i.. Den er udkommet på dansk i Giga 11 og Batman Pocket 1 og 2.

Godt nok er hun ikke med på voldsomt mange sider, men hun kunne sagtens være en blid udgave af Joker i kvindelig form. :)
http://www.modkraft.dk - http://www.ungeren.dk - http://www.christiania.org
Gravatar

#15 darkwizat 18 år siden

#11 kan ik helt følge din tankegang, du mener at Harley Quinn er for fjollet men ikke at the Joker er, nu har jeg jo alle season set og film af Animated series på dvd og syntes bestemt at hun er den mest normale af de to, så kan ik helt se hvordan du kan være imod hende men ik ham.
Gravatar

#16 Ikari 18 år siden

Er der forresten nogen, der kender og kan fortælle lidt om den live-action serie, som nævnes i nyhedskilden, "Birds of Prey", hvori Harley Quinn bliver spillet af Mia Sara og handler om den fremtidige Gotham-heltinde The Huntress, datteren af Batman og Catwoman?

Fandt en trailer til serien her.

Er der noget ved serien? Anyone?
(Frygter der er tale om bras...)
Gravatar

#17 filmz-Kadann 18 år siden

#16 -

Jeg har set den.. og det er BRAS! :)
http://www.modkraft.dk - http://www.ungeren.dk - http://www.christiania.org
Gravatar

#18 Ikari 18 år siden

#17
Tænkte det jo nok, siden man ikke har hørt noget om den, men takker :)
Gravatar

#19 filmz-Kadann 18 år siden

#18 -

Reelt set er grundhistorien ikke helt skidt og Dina Meyer er jo aldrig trist at se på, men udførelsen er bare skidt, CGI'en er til grin og resten af castet er frygtelige.

Desuden er det også begrænset hvor meget man ser til den del af Batman-universet som man kender til, udover selvfølgelig tøserne og Alfred. Det ville ellers være oplagt at når Batman ikke er inde i billedet og det foregår i Gotham, at tøserne så støder på nogle af de skurke man kender.. men ak, slet ikke.

Faktisk er denne serie så frygtelig at jeg ikke engang kunne bære at se alle 13 afsnit.
http://www.modkraft.dk - http://www.ungeren.dk - http://www.christiania.org
Gravatar

#20 Ikari 18 år siden

#19
Hæ, da jeg læste den korte plotbeskrivelse, blev min interesse skam også vakt, og kunne forstå at selveste Jokeren dukker op i pilotafsnittet, men måske burde jeg styre helt udenom denne serie - til trods for de søde piger... :)

Skriv ny kommentar: