Så er de første billeder blevet udsendt til det kommende anime-eventyr “The Dream Machine”, den ventede femte spillefilm af den hyldede anime-instruktør Satoshi Kon, der før har stået bag succeserne “Paprika” og “Perfect Blue”.
Billederne kan ses i galleriet her.
“The Dream Machine” (“Yume-Miru Kikai”) markerer et skift i anime-skaberens normale målgruppe. Hvor Kons tidligere film har været tilsigtet et mere voksenorienteret publikum, er denne film rettet mod et mere børnevenligt miljø.
Selvom der ikke foreligger konkrete plotoplysninger om filmen, har instruktøren tidligere kunnet afsløre, at de eneste personer, der vil optræde i eventyret, er robotter.
Bag produktionen står den japanske animationsgigant Studio Madhouse, der bl.a. har “Ninja Scroll”, “Metropolis” samt sekvenser fra både “The Animatrix” og “Batman: Gotham Knight” på samvittigheden.
Kon har desuden instrueret “Millenium Actress” og “Tokyo Godfathers” samt stået bag serien “Paranoia Agent”. “The Dream Machine” vil efter planen få premiere i Japan i løbet af det nye år.
#1 Eat this 14 år siden
#2 mr gaijin 14 år siden
#3 Highland Park 14 år siden