Venom står over for sit tegneserienemesis, Carnage, i den første underholdende trailer til “Venom: Let There Be Carnage”.
Traileren genforener os med Eddie Brock (Tom Hardy) og hans symbiotemakker, Venom, der tydeligvis har nogle samarbejdsudfordringer. Samtidig får vi et bedre kig på seriemorderen Cletus Kasady (Woody Harrelson), der også fusionerer med en symbiote – den lige så blodtørstige Carnage.
Fans har længe ventet på muligheden for at se Venoms blodrøde nemesis, og nu lader det sig endelig gøre. Selvom den første trailer desværre ikke byder på noget symbiote-mod-symbiote-action, får vi nogle hurtige glimt af den morderiske superskurk, der ser ud til at nyde godt af instruktør Andy Serkis’ vision.
“Venom: Let There Be Carnage” markerer den tredje instruktørtjans for Serkis, der ellers er mest kendt for sine motion capture-roller som Gollum i “Ringenes Herre”-trilogien og Caesar i den seneste “Planet of the Apes”-trilogi.
Den Ruben Fleischer-instruerede “Venom” fra 2018 var en kæmpe seersucces. Filmen blev så stor, at den skabte problemer for Sony og Disneys Spider-Man-samarbejde til stor frygt for os fans. Spider-Man-problemerne blev i sidste ende løst, og sidenhen er der kommet en forbindelse mellem Sonys Marvel-univers og Disneys MCU, hvilket vi så i Morbius-traileren.
Læs også: “‘Morbius’-traileren: Sonys Marvel-univers hænger sammen med MCU”
Om “Venom: Let There Be Carnage” kommer til at bekræfte forbindelsen yderligere, må vi vente med at se til dens premiere den 21. oktober 2021.
#1 sraw rats 3 år siden