Hvis verden aldrig havde haft Raimis tidligere filmatiseringer af edderkoppedrengens eventyr, ville denne anmeldelse måske have været anderledes positiv og gennemgående begejstret. For “The Amazing Spider-Man” er faktisk en god film. Dens to hovedpersoner er så elskværdige og charmerende, at selv den mest koldblodige skurk formentlig ville heppe på dem, hvis han så dem sammen, og effekterne er tydeligvis skruet sammen af nogle af Hollywoods dygtigste computertroldmænd. Filmen bidrager bare ikke med noget nyt af værdi, og nye, spændende tiltag burde ellers være obligatoriske, når nu det blot er fem år siden, at Raimi og Co. sidst lancerede en “Spider-Man”-film i biografen. Vi krydser fingre for, at den uundgåelige fortsættelse tager flere chancer.
Skriv ny kommentar:
#131 enfilmnørd 12 år siden
Den har bestemt sine fejl, men generelt er det godt. Dette er lidt den film, jeg havde håbet på den første spiderman film ville være. (kan lige kort sige, at jeg er ret glad for spiderman 2, syntes 3'eren er okay, men bryder mig til gengæld ikke om etteren, jeg fandt usandsynlig kedelig)
Jeg syntes klart det positive overgår det negative. Jeg blev lidt inspirert af #130 liste, så her kommer min liste
For
Kemien mellem skuespillerne er god
Universet fungere rigtigt godt, og hele designet er efter min mening ret gennemført
Musikken er fed
Historien er fortalt ret stramt
Jeg kan godt lide at de prøver at lave en "with great responsibility powers..., i en mindre højtidelig udgave
Historien er forholdsvis rå, af en tegneserie af være
Imod
Skurken ligner noget der er løgn
Alt er (for) mørkt (udsenet ikke historien)
3D'en er ikke eksisterende
"To do whatever you tell me drill sergeant!"
"God dammit, Gump! You a god damn genius.
#132 Ericmase 12 år siden
Helt enig med dig og enfilmnørd.
#133 Riqon 12 år siden
Mht. de mindre gode ting, så synes jeg faktisk nogle af dem var gode.
Onkel Ben døde ikke på grund af 2 cent, som du siger, men fordi Peter var ligegyldig. Situationen kom faktisk tættere på kernen i Peters umodenhed og selvoptagethed. I Raimi's version havde Peter en grund til at lade tyven løbe (hævn) - her havde han ikke nogen anden grund, udover at han ikke så det som sit problem (ligegyldighed). Og det er i nævneværdig grad ligegyldigheden, der er det virkelige problem for Peter Parker, som også fremgår af Onkel Bens sidste ord til ham om, hvordan hans far tænkte.
At man tog brydningen ud af ligningen er jeg også glad for, af flere grunde. For det første kritiseres filmen allerede meget for at ligne på Raimi's version (noget du selv kommer ind på), men netop her er jo et eksempel på, at Webb valgte en ny retning. Brydningen havde også været overflødig, da vi bliver vist andre eksempler på, at Peter brugte sine kræfter til egen vinding. Og disse eksempler synes faktisk mere jordnære og gjorde det lettere at relatere til Peter, fordi der var tale om, hvordan det gavnede ham i de omgivelser, han allerede befandt sig i som teenager.
#134 x marks the spot 12 år siden
PP faldt igennem taget og ned i en gammel bryder-arena, så emnet blev da "rørt" på en endog meget overfladisk måde ;)
#135 Riqon 12 år siden
Nå ja, det var jo faktisk
#136 Collateral 12 år siden
Det er ikke første gang jeg omtaler det herinde, men Spider-man var for mig da jeg var yngre den ultimative helt. Han har et særligt plads i mit hjerte, og så meget desto mindre er jeg med årene kommet til at bryde mig om Sam Raimis lettere distancerede, karikerede og over the top versioner af helten. Ikke fordi de er dårlige film som sådan (har ikke set 2eren så henviser her til... ja faktisk kun etteren da treeren reelt er en dårlig film), men fordi det ikke er min foretrukne portrættering og vinkel at lægge på karakteren. Så foretrækker jeg langt Marc Webbs version, som er både mere oprigtigt morsom, mere nærværende og væsentligt mindre karikeret. Se på Peter Parker selv. Spider-man evnerne bliver her forstærkende for hans allerede eksisterende personlighed, i stedet for at forandre ham. Andrew Garfield formår virkelig at give liv til Peter Parker og selv når han befinder sig i dragten trænger hans skuespil flere gange igennem ved hjælp af skuespillerens meget særegne energi. Det er måske også del af årsagen til at sekvenserne hvor han skal lære sine krafter at kende, virker så effektive her, og jeg fik virkelig et sug i maven af flere omgange. Emma Stone er fremragende, Lizard det samme og selv CGI-øjeblikkene fungerede rigtig fint. Der var i øvrigt et par horrorhenvisninger jeg godt kunne lide, og særligt lagde skurkens personlige splittelse op af "Dr. Jekyll and Mr. Hyde" som der også visuelt var mindelser om i et enkelt øjeblik. Jeg kan sagtens acceptere at der findes flere forskellige fortolkninger af Spider-man i verden, og til de der har haft travlt med at kalde denne film unødvendig, kan jeg afsløre at det absolut ikke er tilfældet. Hr. Webb lavede den til mig, og alle de andre Spidey-fans som ikke var helt tilfredse med Raimis vision.
5/6
#137 Riqon 12 år siden
I den første Spider-Man film bliver Peter Parkers onkel (plejefar) dræbt af en tyv. Peter føler sig skyldig over, at han trods alle sine kræfter ikke stoppede tyven, da han havde chancen. Han begynder at arbejde på en avis som fotograf. Han er forelsket i en kvinde, men hun lægger dårligt nok mærke til ham, fordi han er en klodset nørd med briller - hun er dog vild med Spider-Man.
I den anden film beslutter Superman sig for, at han ikke længere vil være Superman, og han skiller sig af med sine kræfter for at kunne være sammen med Lois Lane. Til sidst ser han dog, at verden har brug for ham og tager derfor sine kræfter tilbage. Det er i denne film, Lois Lane opdager, at Clark Kent og Superman faktisk er én og samme person.
I den anden film beslutter Spider-Man sig for, at han ikke længere vil være Spider-Man, og han mister sine kræfter, fordi han dybest set hellere vil være sammen med Mary-Jane. Til sidst ser han dog, at New York har brug for ham og får derfor sine kræfter tilbage. Det er i denne film, Mary-Jane opdager, at Peter Parker og Spider-Man faktisk er én og samme person.
I den tredje film bliver Superman udsat for et mærkeligt grønt stof, der gør ham ond, og hans værste fjende bliver ham selv.
I den tredje film kommer Spider-Man i kontakt med et mærkeligt sort stof, der gør ham ond, og hans største nemesis bliver ham selv.
#138 Kviesgaard 12 år siden
Ret så tankevækkende opstilling, du fremlægger der.
Angående de mindre positive ting, som jeg fremhævede i mit indlæg i #130, ja så skyldes eksemplet med brydning ( der, som i ganske rigtig nævner, bliver antydet i filmen ), at jeg som garvet tegneserielæser har bidt mærke i nogle ting, som der plejer at gå igen i Spidermans oprindelseshistorie i tegneserierne. Både i den originale fra 1963 ( tror jeg ) og i Ultimate Universe udgaven, er hans flirt med brydning en del af oprindelseshistorien.
#139 misuma 12 år siden
Er det sært, at jeg kan blive SÅ glad for at høre om din positive oplevelse. Kan følge dig hele vejen igennem, hehe.
#140 Collateral 12 år siden
Nej det er da en dejlig ting at positivitet kan smitte!