Det er også ret heldigt, for plottet er desværre så gennemskueligt skruet sammen, at den gennemsnitlige tv-krimiseer næppe vil have problemer med at lure skurken efter få minutter. Ligeledes er personerne stadig på skabelonsplanet, og selvom Tom Hanks levnes en smule mere plads her, så er han stadig en noget søvngængeragtig figur. I stedet kommer Ewan McGregor hurtigt til at fremstå som historiens egentlige hovedperson. Ellers er filmens rollebesætning fyldet med pålidelige navne som Stellan Skarsgård og Armin Mueller-Stahl i små roller, og fra dansk side er det fornøjeligt at opleve Nikolaj Lie Kaas som en effektiv morder og Thure Lindhardt som en noget skvattet, men underholdende embedsmand.
Som en omgang letfordøjelig konspirationsunderholdning med makabre mord er “Engle og dæmoner” imidlertid en hæderlig film, der beviser, at Ron Howard stadig er en pålidelig mand på trods af forgængerens uimponerende format. Den er en noget anonym og hurtigt glemt spændingsfilm, men så længe løjerne står på, er man fint underholdt, og den leverer nogle stemningsfulde rammer komplet med dystre kirkebygninger og brændende kardinaler. Især sidstnævnte kan man jo aldrig få nok af.
#41 The Insider 15 år siden
#42 MOVIE1000 15 år siden
#43 tranberg 15 år siden
Uha, Insider - I beg to differ...
James Horner er altså en fantastisk komponist og utrolig nuanceret.
Hør hans fremragende score til "Legends of the Fall"
Hør så hans superbe score til "House of Sand and Fog"
Hør så hans score episke score til "Mask of Zorro"
James Horner ville jeg aldrig kalde ensformig eller beskylde ham for at genbruge.
Men please, enlighten me :)
#44 Riqon 15 år siden
Derudover, så synes jeg dog ikke, at det lykkes filmen særlig godt at være spændende, slet ikke i starten. De talløse diskussioner mellem Langdon og katolikkerne (hvad han får lov til, og hvad han ikke får lov til) er trættende at høre på, og de mange puslespil og symboler sagde mig absolut intet - men på det punkt ser jeg nok bare den forkerte film, for symbolerne er jo en essentiel del af historiens forløb.
Ligesom #11 så følte jeg også, jeg blev tvunget til at skulle sluge den ene kamel efter den anden, og jeg kæmpede med at acceptere plottets ualmindeligt tåbelige præmisser, dels Langdons pseudohistoriske forklaringer og de noget simplistiske samtaler mellem katolikkerne. På det område er den naturligvis blot ligesom Da Vinci Mysteriet.
Thure Lindhardts accent var så udtalt dansk, at jeg heller ikke kunne lade være med at grine. Langt bedre gik det med Nikolai Lie Kaas, der virkelig fik solgt sig selv som farlig sociopat. (Italienerne griner dog sikkert af hans italienske.) En del af mig sad naturligvis og frygtede, at han lige pludselig skulle tage rød kasket på og sige "It's a win-win situation!", men det skete heldigvis ikke.
Filmen har dog en håndfuld fornøjelige scener:
2. Kardinalen, der puttes i springvandet, og som Langdon redder ved at give ham luft fra en luftslange, han river løs. Meget kreativt, og jeg sad på kanten af sædet og heppede med.
3. Helikopteren og "anti-stof" eksplosionen over Skt. Peters Plads. Det var fedt.
4. Twistet. Carmilangelo (eller hvad han nu hedder) viste sig at være skurken. Jeg havde godt nok tænkt tidligere, at det var lidt mærkeligt, vi ikke havde set, hvad der egentlig ledte op til den hudforbrænding, men jeg indrømmer, at jeg accepterede det -- indtil jeg så endelig fik at se, det ikke var, som man havde forventet. Den drejning kunne jeg godt lide.
Men selv om der var fornøjelige scener, så må jeg indrømme, at jeg fandt de fleste af dem kedelige. Langdon har fået lidt mere personlighed, end han havde i den første, men til gengæld kan det samme ikke siges om fysikeren, han spiller sammen med. Ewan McGregor var dog et plus for filmen, hvis man ser bort fra nogle af hans storladne taler, som realistisk set aldrig ville komme fra en katolik i vatikanet.
Det er virkelig på trods af den manglende realisme og generelt manglende troværdighed, at jeg alligevel giver denne film 3/6. På plussiden har vi nogle rigtig fornøjelige scener, god zimmer-musik og flere flotte locations, som #10 også er lidt inde på.
Når det gælder sprog, så er dét, du beskriver her, jo karakteristisk for hele filmen. De taler af og til lige tysk og italiensk for at skabe lidt stemning, men ellers så taler de jo engelsk for biografpublikummets skyld, uanset om Langdon er til stede eller ej.
#45 The Insider 15 år siden
Men først og fremmest blev hans score til "Glory" jo ignoreret af det amerikanske filmakademi til Oscar-tid, fordi det viste sig, han havde tyvstjålet temaet fra Prokofievs "Ivan the Terrible". Det var så naturligvis fra en anden komponist. Men prøv at lytte til "Aliens" og dernæst til hans scores til Star Trek II og III. Adskillige passager er simpelthen identiske - især de temperamentsfulde, som gentages i talløse af mandens senere scores, lige fra "Apollo 13" og "Braveheart" til "Titanic" og "Windtalkers". Bortset fra det sukkersøde tema til "Rocketeer" udgør soundtracket til dén film også mere eller mindre en "James Horners Greatest Hits" - og den udkom endda forholdsvis tidligt i mandens karriere.
Sure, han har skrevet en masse melodiske scores, der er dejlige og lette at nynne med på (jeg nyder da især at smække "Apollo 13" på fra tid til anden), men de er (stort set) alle skåret over samme læst. Det er musik med storladne, harmoniske og aldeles ensformige temaer, som hverken adskiller sig særligt fra hinanden eller andre komponisters ligesindede temaer, komplimenteret af endnu mere ensartede passager. Musik er naturligvis (ligesom alt andet) et spørgsmål om smag, men for mit vedkommende er det først for nylig, at James Horner for alvor er blevet interessant.
#46 Michael Andersen 15 år siden
Det var stort set de samme eksempler jeg valgte, så jeg vil bare lige tilføje lidt forskelligt, især "hans" danger motiv (som han har lånt fra Rachmaninovs 1. symfoni), som næsten optræder i hvert eneste score, når der sker noget farligt.
Jeg kan bedst lide Horners energiske musik fra 80'erne og starten af 90'erne. Jeg har næsten lige købt hans score til [url= (1:37 inde i nummeret).
"Bicentennial Man" er et andet "James Horners Greatest Hits"-score, så der er masser af eksempler på hvordan han både låner og genbruger, så på nogle punkter får Horner altså Zimmer til at ligne Mozart :)
#47 The Insider 15 år siden
Jeg synes i øvrigt, det var så sjovt at læse hans liner-notes til New World-scoret, hvor det var tydeligt, at manden var bitter over samarbejdet med Malick. Den formodning fik jeg så også bekræftet i et senere interview med Horner. Pudsigt, det var ellers hans bedste i årevis. Måske blev han for alvor presset af en kompromisløs instruktør til at tage sig sammen og lave noget unikt :-)
#48 Lawman. 15 år siden
#49 Michael Andersen 15 år siden
Horner-udtalelser er tit sjove at læse. Som da han udtalte at han ikke kendte til Jerry Goldsmith før han selv blev en komponist, men både Jerry og sønnen Joel Goldsmith har fortalt at de kendte Horner, fordi han i sine unge dage kom sammen med Jerrys datter.
Den her er også en klassiker: "I have a poor memory. After I write a score, I forget it. That's why I never write the same thing twice".
#48 Det optræder bl.a. i film som "Enemy at the Gates", "The Land Before Time", "Star Trek II", "Troy" og "Willow", når der er fare på fære.
Bare i "The Land Before Time" og "Willow" optræder det mindst 40-50 gange tilsammen :D
#50 The Insider 15 år siden
LOL!! Havde også godt hørt ham fastslå, at han ikke kendte Goldsmith, men i et interview med Horner på den splinternye Blu-ray-udgivelse af Star Trek-filmene konstaterer han, at han blev inviteret af Goldsmith til at overvære indspilningen af musikken til The Motion Picture. Han er sgu en underlig fisk!