Helt i centrum finder vi Sandra Bullock, der leverer en hjerteskærende, dybt nuanceret præstation som astronauten Ryan Stone – en kvinde drevet af en personlig tragedie til at overleve imod alle odds. Bullock spiller nænsomt og præcist på alle følelsesregistrets tangenter som en elitepianist, lige fra sønderlemmende sorg over paralyserende panik til inspirerende målrettethed, og gør således Stones kappestrid med døden til en af de mest bevægende og emotionelle rutsjebaneture, jeg mindes at have oplevet i biografmørket. Med en så veloplagt Bullock kunne “Gravity” lige så godt have foregået på en isoleret bjergtog eller en jolle midt på Atlanterhavet. Den var stadig gået lige i solar plexus.

Nogle vil (ikke helt urimeligt) klandre Cuarón for at smøre for tykt på genfødselssymbolikken, men dette er 90 minutters sindssygt skarpskåret, fedtfattig filmmagi. Næsten uden dialog og armeret med blot to skuespillere sammenstiller Cuarón universets ufattelige natur med menneskets utrolige viljestyrke og støber i processen en af filmhistoriens mest livsbekræftende cadeauer til, ja, selve livet. I rummet kan ingen høre dig skrige, men i biografsalen bør folk kunne høre dig tude til “Gravity”.

Se også: Filmz TV møder “Gravity”-instruktør og Sandra Bullock!

Læs hele anmeldelsen her

Gravatar

#31 Ispep 11 år siden

X&O (28) skrev:
Hvori ligger forskellen


At Gravity udadtil ikke skal sættes i bås med en animationsfilm? Ligesådan med de øvrige du nævner. Nu har animationsgenren en kategori for sig selv, selvom den også er blevet ændret med årene da de nu også kan indstilles til bedste film kategori. Jeg medgiver, at det ofte kan virke lidt rodet systemet, men det ændrer ikke på, at Lubeski og Cuaron har fået tingene til at se så fotorealistisk ud med blændende kameraføring og lysopsætning, at ingen film i år "ser bedre ud" alligevel.
Gravatar

#32 Pécuchet 11 år siden

Ispep (30) skrev:
3D klicheer? Må være et nyt ord :D


Jeg hader 3D, som er floskel i sig selv, men selvom effekten ikke blev brugt så gimmick-agtigt i Gravity (det var blot en betydningsløs tilføjelse til en allerede betydningsvaklende film), var der én scene, der næsten fik mig til at brække den karrysandwich, jeg havde spist forinden, op igen:

Da Ryan tuder i et sine talrige patetiske øjeblikke, svæver hendes tårer (efter alt at dømme via en guddommelig, ikke-fysisk kraft) ud i rummet og ud til publikum. Sådan pånødes empati åbenbart i 3D-klichéernes kosmos.
Der burde have været Roser.
Gravatar

#33 Pécuchet 11 år siden

Min reaktion var dog ikke forudseelig for mit vedkommende. Children of Men er en af de bedste Hollywood-film i mange år, så jeg havde reelt høje forventninger til Gravity.
Der burde have været Roser.
Gravatar

#34 Fredag 11 år siden

Jamen kære Pecéchet, vi kan jo desværre ikke alle være superempater som du. Enkelte af os har altså brug for at det skæres lidt ud for os;)
Gravatar

#35 Pécuchet 11 år siden

"Skæres lidt ud" er lidt af en underdrivelse.
Der burde have været Roser.
Gravatar

#36 Fredag 11 år siden

Jeg plejer ellers at være en overdrivelsens mester. Nuvel, det havde overrasket mig havde du hylet med flokken over banaliteterne.
Gravatar

#37 Pécuchet 11 år siden

Bare rolig, jeg skal nok afholde mig fra at udstøde nogle hyl.
Der burde have været Roser.
Gravatar

#38 Fredag 11 år siden

Hyl du løs alt du lyster, for eller imod det du føler for. Jeg kunne risikere at lære noget og/eller blive klogere og det synes jeg selv, jeg gerne vil hyle lidt for:-)
Gravatar

#39 wiseguy 11 år siden

Får helt lyst til at sen den igen!
Just because the fucker's got a library card doesn't make him Yoda!
Gravatar

#40 Michael Andersen 11 år siden

#26
Nej :)
Smile, you son of a bitch!

Skriv ny kommentar: