Den ultimative 3D-udgivelse

Gravity. Tyngdekraften. Den usynlige, uomgængelig kraft, der forhindrer, at vi pludseligt stiger til vejrs som groggy superhelte. Der er dog mindst ét sted på Moder Jord, hvor naturloven ikke hersker: I knolden på den mexicanske auteur Alfonso Cuarón, som med “Gravity” understreger, at hans fantasi ikke kender nogen grænser. Han har før taget os til fjerne fjelde præget af monstre og magi (“Harry Potter og fangen fra Azkaban” – en af Potter-seriens bedste) og en opspundet fremtid indhyllet i blod, tårer og terror (den sensationelle “Children of Men”), og med “Gravity” bruger Cuarón den største af alle kreative legepladser, det uendelige kosmos, som grobund for sit foreløbige hovedværk og sidste års utvivlsomt bedste film.

Plottet? Sandra Bullock og George Clooney spiller astronauter i det ydre rum, der er i fuld gang med at fikse Hubble-teleskopet, da noget pludseligt går galt, og rutineopgaven fluks udvikler sig til en nervepirrende kamp for overlevelse. Mere vidste jeg ikke om fortællingen, før jeg plantede bagdelen i biografsædet, og mere bør man heller ikke vide. I en tid gennemsyret af genindspilninger og fortsættelser er det helt befriende at se en film, der ikke betragter klichéer og konventioner som dyder. Som drejer skarpt til venstre, når man tror, den vil dreje til højre. Så lad ingen afsløre de talløse overraskelser i Cuaróns fænomenale fabel fra verdensrummet – et ugæstfrit vakuum, hvor temperaturen ligger på det absolutte nulpunkt, og kun lyden af din egen vejrtrækning bryder den totale tavshed.

Netop tavsheden spiller en vigtig rolle i filmens unikke udtryk. Lyd skabes via vibrationer i luften, og da ilt ikke eksisterer i virkelighedens verdensrum, er der naturligvis fuldkommen stille. Det samme er der i “Gravity”, hvor vi for alvor kommer ind under huden på Clooney og Bullock, bl.a. fordi vi – ligesom dem – kun hører deres radiotransmitterede samtaler og paniske åndedræt. Intensiteten højnes, når vi ser dødsensfarlige vragstykker flyve med tusindvis af kilometer i timen, mens astronauterne forbliver intetanende, fordi de ikke alarmeres af højtravende lydeffekter. Og Steven Prices smukke, strygerdominerede musik overkompenserer gudskelov aldrig for lydsidens lavmælthed med altoverdøvende slagtøj.

Billedsiden er nøjagtig lige så fortryllende. I fællesskab med computertroldmanden Tim Webber og sin gudsbenådede hoffotograf, Emmanuel Lubezki, kreerer Cuarón et fuldkommen plausibelt portræt af det kulsorte, endeløse univers, der simpelthen skal opleves i 3D. Selvom billedsiden er rig på flyvende objekter, falder filmmagerne aldrig for fristelsen til at forstyrre vores indlevelse ved at lade tingene flyve ud af lærredet. I stedet udnyttes billedsidens tredje dimension på fornem, subtil vis til at styrke fornemmelsen af rummets skrækindjagende størrelse og de 600 kilometer mellem astronauterne og jordoverfladen. Wow.

Siden det stående bifald efter verdenspremieren på Venedig-filmfestivalen har adskillige medier jævnført “Gravity” med Stanley Kubrick-milepælen “Rumrejsen år 2001”. Sammenligningen virker umiddelbart logisk, da de begge tilhører den supersjældne race: intelligent og seriøs sci-fi, der besnærer både biografgængere og kritikere, men sammenligningen er samtidig unfair – ikke fordi “Gravity” er på et lavere kvalitetsleje, men fordi de to film ikke har meget mere end sceneriet tilfælles. For hvor Kubricks intellektuelle trendsætter er en meditativ hjernevrider, er “Gravity” anderledes og åbenlyst følelsesdrevet, og selvom den både er spækket og lavet med højteknologisk isenkram, bevarer Cuarón fokus på personerne.

Helt i centrum finder vi Sandra Bullock, der leverer en hjerteskærende, dybt nuanceret præstation som astronauten Ryan Stone – en kvinde drevet af en personlig tragedie til at overleve imod alle odds. Bullock spiller nænsomt og præcist på alle følelsesregistrets tangenter som en elitepianist, lige fra sønderlemmende sorg over paralyserende panik til inspirerende målrettethed, og gør således Stones kappestrid med døden til en af de mest bevægende og emotionelle rutsjebaneture, jeg mindes at have oplevet i biografmørket. Med en så veloplagt Bullock kunne “Gravity” lige så godt have foregået på en isoleret bjergtog eller en jolle midt på Atlanterhavet. Den var stadig gået lige i solar plexus.

Nogle vil (ikke helt urimeligt) klandre Cuarón for at smøre for tykt på genfødselssymbolikken, men dette er 90 minutters sindssygt skarpskåret, fedtfattig filmmagi. Næsten uden dialog og armeret med blot to skuespillere sammenstiller Cuarón universets ufattelige natur med menneskets utrolige viljestyrke og støber i processen en af filmhistoriens mest livsbekræftende cadeauer til, ja, selve livet. I rummet kan ingen høre dig skrige, men i hjemmebiografen bør folk kunne høre dig tude til “Gravity”.

Video

Præsenteret i 1080p/3D-MVC 2.40:1. Som nævnt i filmanmeldelsen spiller 3D’en en kæmpe rolle i “Gravity”, og jeg har aldrig været gladere for mit 3DTV, end da jeg genså “Gravity” iført mine 3D-briller. Afstanden mellem astronauterne og jordoverfladen er så klar og markant, at jeg næsten fik højdeskræk. Derudover er dybden ufatteligt raffineret – man får aldrig den kedelige fornemmelse af at se en række forskudte, flade papmachelag, og i nærbilleder kan man selv fornemme en afstandsforskel på skuespillernes pander og næsespidser. 3D’en bliver også hjulpet af, at Cuarón er glad for lange, ubrudte skud, hvorfor ens øjne sjældent skal vænne sig til et nyt billedperspektiv. Der er ingen ineffektive, billige 3D-gimmicks – de få gange, noget kommer flyvende mod tilskueren (primært små vragrester), gøres det så kort og godt, at ens indlevelse aldrig ramponeres. Jeg bemærkede ikke ét sekunds ghosting.

Et 2D-transfer (præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1) medfølger på en selvstændig skive, og fælles for begge transfers er, at billedet er knivskarpt fra start til slut. Filmen blev skudt digitalt, så det kommer ikke som nogen overraskelse, at snavs og støv aldrig forekommer. Filmen er naturligvis spækket med dunkle billeder, idet den foregår i det kulsorte kosmos, men vigtige detaljer drukner aldrig i mørket (man kan altid fornemme den smukke stjernehimmel), hverken banding eller edge-enhancement figurerer, og de generelt kølige farver gengives perfekt.

Audio

Flere på internettet har brokket sig over, at udgivelsen “blot” indeholder et DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor og ikke et 7.1-mix. Det kan jeg egentlig også godt forstå – særligt når nu filmen (så vidt jeg er orienteret) blev mixet i 7.1, før lydsiden så blev optimeret til biografernes Dolby Atmos-lydanlæg, der benytter endnu flere kanaler. Men jeg ville aldrig kunne forsvare at give lydsporet andet end topkarakter, for det er simpelthen et af de bedste, jeg nogensinde har hørt. I øvrigt er panoreringerne så naturtro og elegante, at man nærmest føler, at man lægger øre til et 7.1-lydspor.

Netop lyd-panoreringerne er lydsidens største force. Eftersom filmen foregår ude i det vægtløse verdensrum, så flyver kameraet frit rundt om personerne, og lydsiden flyver rundt sammen med dem. Det vil sige, at hvis f.eks. George Clooney taler, mens han befinder sig bag det virtuelle kamera, så gengives hans replikker i baghøjtalerne, og når han flyver forbi kameraet, så følger hans stemme med fra højre til venstre fronthøjtaler via centerhøjtaleren. Det er en fuldkommen genial idé, der – ligesom 3D-billederne – gør det lettere at leve sig ind i filmens univers, fordi panoreringerne styrker fornemmelsen af, at man befinder sig midt i begivenhederne. Steven Prices musik får også lov til at folde sig ud i flere højtalere, hvilket også har en fantastisk effekt, og den kompenserer på sin vis for rummets tavshed uden at være tilnærmelsesvis anmassende. Hver eneste replik og lyd kommer klokkeklart igennem – lige fra sagte åndedræt til store eksplosioner – og når lydsporet endelig “går amok” (særligt i slutfasen), så brummer subwooferen til den helt store guldmedalje.

Ekstramateriale

Jeg er overbevist om, at jeg langtfra er den eneste, som gentagende gange under “Gravity” tænkte: ”Hvordan dælen lavede de lige det der?” Samtidig kan jeg ikke forestille mig, at folk sidder tilbage med mange spørgsmål efter at have set ekstramaterialet på denne udsøgte udgivelse. Først og fremmest er her to fænomenale dokumentarer, “Gravity: Mission Control” (107 min.) og “Shot Breakdowns” (37 min.), der kommer virkelig godt rundt om de fleste af filmens facetter – lige fra manuskriptet, skuespillet og computertroldmændenes genialiteter til det revolutionerende lyddesign og Steven Prices vildt eksperimenterende, Oscar-belønnede score. Både skuespillerne og alle filmens fremtrædende bagmænd og –kvinder udtaler sig, og hver eneste anekdote er interessant – her spildes gudskelov ingen tid på alenlange komplimenter eller kedsommelig plot-recitation.

Samtidig er her mange minutters fascinerende (og indimellem forbavsende morsomme) klip fra optagelserne – Clooney og Bullock, der gør grin med instruktør Alfonso Cuaróns engelske accent; skuespillerne, der tumler med kabler, robotter og en fuldkommen forståelig træthed; CGI-animatorerne, der skaber en kunstig refleksion af Cuarón og cheffotografen Emmanuel Lubezki (tilmed udstyret med kamera og boom-mikrofon) i refleksionen på en af astronauternes hjelme osv. Fedt! Dokumentarerne er i øvrigt blevet delt op i flere kapitler, som enten kan ses hver for sig eller som én samlet helhed (tak for den valgmulighed, Warner Bros.!). Jeg savnede kun at høre mere om 3D-konverteringen.

Og her er endnu flere godter: “Collision Point: The Race to Clean Up Space” (23 min.) er en virkelig god, skræmmende dokumentar om alle de vragrester, der flyver rundt om vores planet, og som truer med at udløse en reel katastrofe à la den i “Gravity”, som vil have forfærdelige konsekvenser (vink farvel til dit internet og muligheden for at forudse naturkatastrofer). En række astronomer udtaler sig om den trussel, vragresterne udgør for rumfarten og alle os på Jorden, og vi hører også om nogle forslag til, hvordan problemet kan løses – men det vil kræve en stor og bekostelig indsats, som nutidens politikere angiveligt ikke er forberedte på at levere. Suk. Selveste Ed Harris agerer i øvrigt fortælleren i dokumentaren.

“Aningaaq” (7 min.) er en kortfilm instrueret af Alfonso Cuaróns søn, Jonás, som i øvrigt forfattede “Gravity” sammen med farmand. Far og søn har også indspillet en lille introduktion til kortfilmen, som foregår på Grønland og handler om fiskeren Aningaaq, som Ryan Stone (Bullocks karakter) kommunikerer med via radio i en enkelt scene i “Gravity”. Det er en rigtig sød, lille film med en veloplagt Orto Ignatiussen i titelrollen. Personligt synes jeg dog, at scenen i “Gravity” er stærkere, når man ikke rigtig ved, hvem personen i den anden ende af røret er, da det gør os lige så uvidende som Stone og således styrker vores tilknytning til hende.

Her er også en liste over alle de filmfestivaler, som “Gravity” optrådte på, samt en digital kopi af filmen, der kan afspilles på din computer, tablet eller telefon (men hvorfor i alverden se en film som “Gravity” på et display på et par tommer?). Videomaterialet præsenteres i 1080p. Hvis her også havde været et kommentarspor med Alfonso Cuarón og flere af filmholdets troldmænd, der mere møjsommeligt og præcist gennemgår de forskellige sekvensers tilblivelse, så havde ekstramaterialet fået topkarakter.

I rummet kan ingen høre dig tude

Gravity. Tyngdekraften. Den usynlige, uomgængelig kraft, der forhindrer, at vi pludseligt stiger til vejrs som groggy superhelte. Der er dog mindst ét sted på Moder Jord, hvor naturloven ikke hersker: I knolden på den mexicanske auteur Alfonso Cuarón, som med “Gravity” understreger, at hans fantasi ikke kender nogen grænser. Han har før taget os til fjerne fjelde præget af monstre og magi (“Harry Potter og fangen fra Azkaban” – en af Potter-seriens bedste) og en opspundet fremtid indhyllet i blod, tårer og terror (den sensationelle “Children of Men”), og med “Gravity” bruger Cuarón den største af alle kreative legepladser, det uendelige kosmos, som grobund for sit foreløbige hovedværk og årets utvivlsomt bedste film.

Plottet? Sandra Bullock og George Clooney spiller astronauter i det ydre rum, der er i fuld gang med at fikse Hubble-teleskopet, da noget pludseligt går galt, og rutineopgaven fluks udvikler sig til en nervepirrende kamp for overlevelse. Mere vidste jeg ikke om fortællingen, før jeg plantede bagdelen i biografsædet, og mere bør man heller ikke vide. I et år gennemsyret af genindspilninger og fortsættelser er det helt befriende at se en film, der ikke betragter klichéer og konventioner som dyder. Som drejer skarpt til venstre, når man tror, den vil dreje til højre. Så lad ingen afsløre de talløse overraskelser i Cuaróns fænomenale fabel fra verdensrummet – et ugæstfrit vakuum, hvor temperaturen ligger på det absolutte nulpunkt, og kun lyden af din egen vejrtrækning bryder den totale tavshed.

Netop tavsheden spiller en vigtig rolle i filmens unikke udtryk. Lyd skabes via vibrationer i luften, og da ilt ikke eksisterer i virkelighedens verdensrum, er der naturligvis fuldkommen stille. Det samme er der i “Gravity”, hvor vi for alvor kommer ind under huden på Clooney og Bullock, bl.a. fordi vi – ligesom dem – kun hører deres radiotransmitterede samtaler og paniske åndedræt. Intensiteten højnes, når vi ser dødsensfarlige vragstykker flyve med tusindvis af kilometer i timen, mens astronauterne forbliver intetanende, fordi de ikke alarmeres af højtravende lydeffekter. Og Steven Prices smukke, strygerdominerede musik overkompenserer gudskelov aldrig for lydsidens lavmælthed med altoverdøvende slagtøj.

Billedsiden er nøjagtig lige så fortryllende. I fællesskab med computertroldmanden Tim Webber og sin gudsbenådede hoffotograf, Emmanuel Lubezki, kreerer Cuarón et fuldkommen plausibelt portræt af det kulsorte, endeløse univers, der simpelthen skal opleves i 3D. Selvom billedsiden er rig på flyvende objekter, falder filmmagerne aldrig for fristelsen til at forstyrre vores indlevelse ved at lade tingene flyve ud af lærredet. I stedet udnyttes billedsidens tredje dimension på fornem, subtil vis til at styrke fornemmelsen af rummets skrækindjagende størrelse og de 600 kilometer mellem astronauterne og jordoverfladen. Wow.

Siden det stående bifald efter verdenspremieren på Venedig-filmfestivalen har adskillige medier jævnført “Gravity” med Stanley Kubrick-milepælen “Rumrejsen år 2001”. Sammenligningen virker umiddelbart logisk, da de begge tilhører den supersjældne race: intelligent og seriøs sci-fi, der besnærer både biografgængere og kritikere, men sammenligningen er samtidig unfair – ikke fordi “Gravity” er på et lavere kvalitetsleje, men fordi de to film ikke har meget mere end sceneriet tilfælles. For hvor Kubricks intellektuelle trendsætter er en meditativ hjernevrider, er “Gravity” anderledes og åbenlyst følelsesdrevet, og selvom den både er spækket og lavet med højteknologisk isenkram, bevarer Cuarón fokus på personerne.