Afslutningen på serien betyder selvsagt også, at vi langt om længe når det punkt, hvor Harry må marchere mod skæbnen for omsider at krydse tryllestav med Voldemort, men selvom det bliver et forventeligt stort øjeblik, så forbliver “Harry Potter og dødsregalierne: Del 2” en følelsesmæssig relativt fjern størrelse. “Del 1” sluttede med en decideret tåreprovokerende tone, og der er ganske enkelt ikke noget tilsvarende her. Man er underholdt, men egentlig ikke voldsomt engageret af fortællingen.
Filmens kluntede epilog er dog det eneste deciderede fejltrin, og ellers så står “Harry Potter og dødsregalierne: Del 2” tilbage som en tilfredsstillende afrunding på en lang serie, der trods skiftende instruktører og store op- og nedture har formået at holde et imponerende højt niveau. Daniel Radcliffe selv har modtaget en del hårde ord for rollen som drengen med lyn-arret, men han gør sin smalle skikkelse og åbne udtryk til et aktiv her og forlader serien som dens ubestridte hovedperson med sin hidtil stærkeste præstation. Også for ham bliver dette på alle måder et værdigt punktum.
#1 MMB 13 år siden
Dette sidste kapitel i Harry Potter æraen starter, hvor Deathly Hallows: Part I sluttede, nemlig med Voldemorts erobring af The Elder Wand, og allerede her har vi filmens største problem. Starten kommer pludselig, og man er næsten i tvivl om, hvorvidt filmen reelt er i gang. Jeg vil derfor anbefale alle, at se Part I før i ser denne film, også selvom I har set den før.
Det tager dog ikke lang tid, før man kommer ind i stemningen, og så er filmen ellers i gang! Jeg vil ikke gå i alt for mange detaljer med et handlingsreferat, og hvis man har læst bøgerne, vil man ikke få alt for mange overraskelser, da filmen følger bøgerne forholdsvis nøjagtigt - med få undtagelser. Noget som gælder for både Deathly Hallows Part I og II er, at manuskripterne er super skarpe. I modsætning til nogle af de tidligere film, så formår de to sidste kapitler at få alle de nødvendige detaljer med i filmene, uden at det virker tvunget. Dog er det også næsten den største lighed, som er mellem to dele, for hvor Part I har mere fokus på karakterne og af og til dvæler for meget ved detaljerne, så viser Part II langt større armbevægelser, og der er ikke mangel på action.
Dette er dog ikke ensbetydende med, at der ikke er andet end action, for Harry Potter and the Deathly Hallows: Part II er også - efter min mening - den mest følelsesladede af alle Harry Potter filmene, og det formår den at formidle på smukkeste vis. Dette skyldes især også, at trioen spiller bedre end nogensinde før. Daniel Radcliffe, som jeg ellers tidligere havde en tendens til at sende en lang række ikke børnevenlige gloser efter, spiller nu ikke kun ganske udmærket, han gør det decideret godt! Det samme kan siges om, Emma Watson og Rupert Grint - og i øvrigt også Englands all star cast, som Harry Potter serien jo nærmest besidder.
Det er næsten, som om alt går op i en højere enhed i filmen. Den humor, som filmen også besidder i glimt, sidder også lige i skabet. I en film, hvor emnet ellers er så seriøst, som det er tilfældet her, formår den med sine få morsomme øjeblikke at få hele salen til at sidde og grine, kun få sekunder efter man har gispet i en fantastisk actionscene. Filch indtræden er desuden næsten legendarisk! Manuskriptet sidder virkelig lige i skabet!
Derudover er jeg simpelthen nødt til at nævne Snapes tilbageblik. Denne sekvens er simpelthen udført med en sådan præcision, at hele salen er så stille, at man næsten tror man kan høre støvfnuggene svæve rundt omkring i lokalet. Dette er måske den bedste sekvens i hele Harry Potter filmserien, og det er her, hvor Harry Potter indser, hvad hans skæbne er. Det er filmmagi, når det er bedst!
Harry Potter and the Deathly Hallows: Part 2 har også noget, som jeg har savnet meget fra de tre første Harry Potter film, nemlig et score som siger spar to. Selvom Alexandre leverede et ganske habilt score til DH Part 1, hvor især Obliviate skal fremhæves, så er hans score til Part 2 helt fænomenalt. Med smukt komponerede stykker, hvor han også indvæver dele af Williams' score fra de tre første film, løfter han filmen op, så man som tilskuer er endnu mere grebet, end man var i forvejen. Desuden er jeg nødt til at nævne musikken til den aller sidste scene, som også er den, der blev brugt til sidst i Harry Potter and the Philopsopher's Stone. Det har længe været mit ønske, at netop dette stykke musik, som har titlen "[url= Hogwarts[/url]" skulle afrunde hele serien, og så viser det sig, at netop dette var tilfældet. Som om det ikke var nok, at jeg skulle sige farvel til en serie, som på så mange måder har været med til at definere min barndom, så kommer netop dette stykke musik, som jeg håbede på også. Jeg kæmpede en brav kamp for at holde tårene tilbage.
Med hensyn til 3D'en, så var der tidspunkter, hvor jeg mente, den var overflødig, men også øjeblikke, hvor jeg fandt den ret så gennemført - heriblandt nogle kostescener som fungerede rigtig godt - samt en ridetur på et overnaturligt væsen. 3D er dog langt fra et must, når man skal se filmen.
Alt i alt er dette ikke alene et godkendt farvel til Harry Potter serien, men et farvel så godt, som jeg næsten kun kunne drømme om. Næsten alt går op i en højere enhed, og det er med sorg i stemmen, at jeg nu kan sige, at der ikke er mere i Harry Potter serien at se frem til, men hvilken eventyr det har været.
9/10
#2 MMB 13 år siden
Og jeg synes forresten epilogen passer fint ind!
Hehe. I lolled :P
#3 Wangsgaard 13 år siden
En ting som var rigtig ærgeligt var
#4 MMB 13 år siden
Enig med hensyn ti skovscenen. ;)
#5 Kruse 13 år siden
Og epilogen var upassende og fungerede ikke rigtigt i bogen, så det er vel kun naturligt at den fungerer ligeså dårligt på film. Men på sin vis kan jeg nu godt forstå at J.K. Rowlings valgte at skrive den.
#6 Therien 13 år siden
#7 IK 13 år siden
Spot On! Største grund til ''Del 1'' også fungerede bedst for mig.
#8 Bruce 13 år siden
Sidste kapitel var overraskende god og jeg nød den for dens dunkle (ordet bliver det nye sort istedet for dyster ... mærk jer mine ord!) billedside og medrivende stemning.
Men jeg kan ikke undgå at føle, at man har trukket det i unødvendig langdrag og begivet sig ud på sidespor, med introduktioner som horcrux'er (mitochondrier og mcguffins anyone?) og samtidig føler jeg intet for karaktererne (jo måske lige Emma Watson, men det har intet med filmen at gøre!) og jeg finder eventyret ret charmeforladt.
Men ... den skal ses ... og jeg vil skide på, om jeg skal i Palads 20 for at se den i 2D.
#9 twinfan 13 år siden
jeg giver den 3/6 kun lidt bedre end den forrige som var kedelig
kunne godt lide de første og syntes også det var godt da de blev
mere dunkle :) men syntes det blev en meget lang slutning som man jo godt vidste
hvordan ville ende selvom jeg ikke havde læst dem...
håber der kommer flere film med Emma Watson hun gør det
godt og ligner en million
#10 Slettet Bruger [2154971915] 13 år siden
#2: Jeg kan kun være enig med dig mht. brugen af John Williams' musik i epilogen og efterfølgende også i rulleteksterne. Lige siden jeg første gang læste epilogen har jeg ligeledes hele tiden forestillet og ønsket mig, at netop Williams' musik og det nævnte nummer ville blive brugt i den scene for ligesom at slutte ringen. Musikken var perfekt, intet mindre, i den scene! Den sad lige i skabet, og for mig var det nærmest højdepunktet ved filmen - at John Williams' fantastiske musik endelig kom tilbage i dets oprindelige, uændrede form og virkelig fik lov at udfolde sig!
Selvom Desplats scores til DH var ganske fine og at foretrække over Hoopers og Doyles (ligesom dig må jeg også fremhæve nummeret "Obliviate", som jeg sidder og nynner i skrivende stund), er John Williams' musik for mig at se uden tvivl den musik, som jeg forbinder med Harry Potter.
Øjeblikket blev så desværre lidt ødelagt ved, at en stor del af salen til midnatspremieren på 2d-udgaven i Hjørring grinte højlydt, da
Mht. om epilogen er passende eller ej, var jeg ikke specielt glad for den, da jeg læste bogen første gang. Efter at have læst bogen for 2. gang må jeg dog indrømme, at jeg fuldstændig har ændret mening på det punkt - for mig at se passer den perfekt ind, og jeg ville ikke være den foruden.
#3: Enig. Den så jeg også gerne, at de havde dvælet længere ved.
Jeg savnede derudover også et ordentlig følelsesmæssigt farvel til nogle personer -
Overordnet set er jeg dog på trods af nogle forhastede scener meget tilfreds med afslutningen, og sluttelig skal det nævnes, at Alan Rickman er genial som Snape i filmen. Intet mindre.