Det er farligt at være anmelder. (Den er nok sur over at det ikke var Johan der skulle se "Hesten")
http://imageshack.us/photo/my-images/339/dscf2478w...

Jeg fandt også "Hesten" glimrende anden gang, hvilket var her til aften. Den tunge stemning fandt jeg hurtigere ind i denne gang, og måske derfor virkede den ikke helt så lang og gentagende som første gang jeg så filmen. Ikke at det var et minus første gang, men nu som en tilgængeligere oplevelse, jeg ikke blot indsugedes. Jeg fik desuden mere ud af dialogen/monologen, og den tyngde nogle af replikkerne gav plottet, der også syntes mig mere sammenhængende i sine sceniske former.

Det vekslende perspektiv og fokus på mikrosamfundets dele, som er hele husholdet, er interessant, og den megen tid der bruges på hver enkelts hverdagsdetaljer, er med til at give karaktererne en realistisk fylde, som på mig virker lige så troværdig, som hvis karakteren havde skullet determinere sig gennem et instinktivt eksistentielt valg. i "Hesten" er det det langsommelige kaos og vanernes magt der skildres, med en skræmmende enkelthed.

Handlingsmæssigt finder jeg filmen langt mere spændende og indlevelsestilgængelig end så mange andre jeg har set, og selvom der er overnaturlige præmisser i filmen, placeres jeg som tilskuer hos disse, og skal ikke overtales ved reklamesprog, nej, jeg får lov til at erfare med de mange karakterer, og forstå dem både ude- og indefra. Som anke herfor kan man argumentere for, der nu engang ikke er så meget at forstå, men jeg vil påstå at dybden i sjæl og instinkt fylder desto mere end så meget andet man ellers eksponeres for, og i den socialpolemiske kontekstualisering bliver dette desto tydeligere. Faren for plathed er så naturligvis indenfor rækkevidde, men personligt finder jeg den ikke. Endnu i hvert fald. Jeg vil dog ikke afvise æstetikken har forgjort mig.

Jeg havde desuden en lidt bred vennegruppe med smagsvariationer ind at se filmen, og begejstringen var til min overraskelse til stede, men tilsyneladende på forskellige områder. Én var ganske betaget af plottets mystik og hvor underlig filmen var som film i forhold til hvad han var vant til, en anden primært af æstetikken og stemningen. En tredje grundede sig langsommeligt frem gennem flere skønne iagttagelser. Den mest overraskede var nok mig, som ikke havde regnet med mere end én fascineret medslæbt, og selvom to af tre ikke var udelte i begejstringen, var positiviteten alligevel bonusiøs.

Nu ser jeg så frem til på onsdag, hvor jeg tager andet og sidste kig i denne omgang, med endnu et par venner, som er lidt kyndigere udi Nietzsche, filosofi og teologi, blandt andet, hvilket nok skal blive interessant også.

Faldt lige over denne tråd igen, og den er stadig sjov! :)

Jeg er ret enig i anmeldelsen. Det er rigtigt at der ikke er meget handling i den her film. Den består af unødvendigt lange takes og gentagelser. Dog er det nogle utrolig flotte sort/hvid billeder og Jeg blev ligesom anmelderen opslugt af stemningen og fik en nærmest meditativ oplevelse. Derfor var det stadig en stor oplevelse og filmen føltes ikke lang. Da den var færdig, tænkte jeg: enten er det her genialt eller kejserens nye klæder. En ting er sikkert, det ihvertfald anderledes end andre film jeg har set.

Jeg har siden set "Damination" og "Werckmeister Harmonies". Sidst nævnte kan jeg godt anbefale. Især hospitals scenen er utrolig flot og leder mine tanker hen på Tarkovskiy.
Jeg mangler "The Man from London" (faldt i søvn inden for 10 minutter. Nok ikke en god ide prøve at se en Tarr film efter en flaske vodka) og Sátántangó. Sidst nævnte skulle jo være hans bedste, men skal lige tage mig sammen til at gå igang med en 7½ times film :)

Hvad angår den der Politiken satire artikel, så kan jeg da godt se det sjove i den, men jeg tror også det er vigtigt at man glemmer fordommene inden man ser den her film, ellers tror jeg det vil ødelægge oplevelsen for en.

Den må da ellers være en klar 10'er i din bog ;)