Vis Spoilervi har CGI på banen, i form af et jordegern eller hvad fanden det var, tænkte jeg ved mig selv, for lige at quote Indy: "I have a bad feeling about this"

Vis Spoiler- Som udgangspunkt var det en dum idé at gøre rumvæsener til omdrejningspunktet for den nye film. Dels fordi det på ingen måde stemmer overens med den religiøse stil i de andre film og dels fordi den kommer til at fremstå som én stor modsigelse til de andre film som jo ligger op til at Gud eksistere... hvordan er det nu med Gud og rumvæsener?
Men faktisk er det ikke det største problem. Problemet er at de bliver præsenteret alt for tidligt forløbet og på en måde der ikke efterlader nogen mulighed for fri tolkning – Alt bliver forklaret ned til mindste detalje. Som en amerikaner på et andet forum beskrev det:
”Imagine if God had risen from the Ark at the end of Raiders, somebody had said "That's God!" and he'd proceeded to zap the Nazis with god-power before leaving as somebody said "he's going back to heaven now!"

- En anden ting var filmens special effects, som hovedsageligt var lavet med CGI. Ikke nok med at computereffekterne i sig selv ikke var synderlig imponerende når nu vi skriver 2008, så medvirkede de også til at give filmen et uhyggeligt steril look. Faren virkede aldrig rigtig nærværende, og de fleste gange endte det med mest af alt at minde om eskapaderne i Starwars 2. Nu er jeg bestemt ikke modstander af CGI, men jeg er af den mening, at det hovedsageligt skal bruges når andet ikke er muligt. Ærligtalt så virkede størstedelen af filmens mange CGI scener som rent dovenskab fra Spielberg og Lucas's side. Når de kunne bruge en rigtig abe i Raiders og samtidig over 10.000 slanger i samme film, skal vi så tro at Spielberg ikke kunne finde rigtige aber til KOTCS? Tilsyneladende er det også, i løbet af de 20 år der er gået fra den første film, blevet umuligt at filme en biljagt uden enorm brug af green-screens...

- Indy var aldrig i rigtig fare. Hvor var udfordringerne? Hvor var suspensen? Der er massere af aktion, men man følte aldrig at Indy, eller hans enorme gruppe af sidekicks, for alvor var i fare. Men efter manden har overlevet en atombombe (den vender vi tilbage til senere), er det selvfølgelig også lidt svært at få pulsen op over, at han slås med et par russere...suk. Filmen ender med hovedløst at springe fra scene til scene uden på noget tidspunkt at opbygge spænding.
Bare se på vandfalds scenen - filmhistoriens måske mindst dramatiske scene i en aktionfilm. Der var ingen spænding, ingen panik, det var én lang badelands tur. Hvorfor skulle den scene overhovedet med?

- Manuskriptet...
Dette er nok filmens største og mest gennemgående problem. Scener leder ofte op til ingenting, og virker ofte påtaget og ude af sammenhæng.
Hvorfor var det nødvendigt at se Indy stige ombord på toget før Mutt render ind i ham?
Hvorfor var det nødvendigt at Indy blev mistænkt for at være kommunist, når mistanken aldrig blev fulgt op, og den ikke havde nogen indflydelse på historien?
Hvorfor skulle vi se nogle teenagere køre om kap med millitæret i introscenen? Jaja for at vise at vi befinder os i 50'erne, men kunne det ikke være gjort med en scene der rent faktisk ikke var fuldstændig betydningsløs for plot og historie... Det er dårlig skrevet, og rigtig nemt sluppet fra.
Mac's forræderi bidrog til hvad? Han var god, han var ond, han var god igen, så var han ond igen, han var der, han var der ikke, hvorfor? who cares? Herregud, første gang han vender 180 grader aner vi overhovedet ikke hvem han er... Det er dårlig skrevet, og rigtig nemt sluppet fra igen igen igen.
Hele filmens anden del består ligeledes mest af en lang række af enkeltstående og usammenhængende ideer, som bliver til én lang flygt-bliv fanget-flygt sekvens, hvor klimaks ikke involvere Indy mere end at han holder et kranie op til en dør...

Og Hvad fanden skete der for den kæmpe gummi slange som Indy skulle hive sig op af ikke-kviksandet med? 185 mill dollars kostede filmen, og så var den ynkelige klump gummi hvad de kunne komme op med. En helt anden ting er, at Shia LaBeouf befinder sig i en jungle fuld af lianer og andet godt, men alligevel tager det ham 5 minutter om at finde den mest ubrugelige genstand til at hive en mand op af ikke-kviksand med.

- Karakterene i filmen forblev samtidigt bekymrende 2 dimensionelle. Og flere af personerne endte med kun at fungere som deus ex machina eller som personer der kunne forklare handlingsforløbet. Den sindsyge Ox fx var et stort plot device, og hans eneste funktion var at skubbe historien videre når manuskript forfatteren var for doven til at finde på noget sammenhængende og opfindsomst.

Hovedskurken Spalko er også relativt tam... en sværdfægtende-tankelæsende KGB oberst (Kojima her kan du lære noget om bizarre skurke). Men alle disse karaktertræk kommer aldrig rigtigt i brug og forbliver ligegyldige og fjollede. Værst af alt er dog, at hun aldrig fremstår rigtig ond. Faktisk fremstår hun ikke som særligt meget desværre.

Selv Indy er ikke sit gamle jeg. Hvor var manden der skød først stillede spørgsmål bagefter...faktisk skyder han ikke en eneste gang med sin pistol, og størstedelen af de skurke der må lade livet dør grundet uheld: Spist af myre, ramt af træer, brændt af en raketmotor, suget op af rumvæsner og så videre... Dr Jones ender med at klare sig igennem strabadserne i bedste Jarjar Binx stil og virker mere som et offer for omstændighederne end en helt.

- At der skulle refereres til de gamle film er naturligvis en selvfølge, men det blev gjort så påtaget at det tog gnisten fra gensynsglæden. Det var fx mere end nok at spille pagtens ark-temaet fra den første Indy film og vise os varehuset fyldt med de kendte kasser. Men derefter rent faktisk at vise os arken i et close-up for lige at banke pointen fast med et syvtommers søm, virkede overgjort og lidt som at forklare punchlinen på en joke.

- Og så har vi den, scenen der kommer til at gå over i filmhistorien som den dummeste scene nogensinde. Indy overlever en atombombe ved at gemme sig i et køleskab, TADAA!

Helte i film har lov til at være heldige. Det bliver forventet at de er heldige. Man regner også med at de er bedre til at slås, køre bil, skyde, hoppe og kan fysisk holde til mere. Alt dette forventer vi. Vi forventer og acceptere at helten stadigvæk kan gennemføre filmen på trods af at han er blevet skudt i skulderen. Selvfølgelig er det usandsynligt, men dog acceptabelt indenfor genren.
At Indy overlever en atomeksplosion, den 2km lange flyvetur i køleskabet samt stråling nok til hele familien, er ikke bare usandsynligt, det er direkte fysisk umuligt. Det har intet med held eller hårdførhed at gøre. Fra usandsynlighed til tegnefilms pjat.

Jeg kan allerede nu høre nogen råbe ”Jamen det er da ikke mere urealistisk end da ham den skaldede river hjertet ud på en anden mand, og manden stadigvæk lever videre... eller da PaktensArk smelter alle naziernes ansigter!”

Køleskabs scenen udfordre ikke os på et højere plan end fysikkens love. Scenen foregår i omgivelser og under forudsætninger som vi er bekendte med. Ud fra dette bliver scenens sandsynlighed målt.

Hjerte scenen i ToD er umulig udfra hvad vi ved om den menneskelig krop, men et overnaturligt element bliver her introduceret. Et element som vi ikke har nogen viden om, og som derfor umuliggør for os at vurdere scenens sandsynlighed. Indiana Jones seriens tre første film handler om kontrasten imellem hvad der er umuligt uden overnaturlig indblanding, og hvad der blot er usandsynligt. Den fjerde film udvisker denne linje, og gør Indiana Jones til en usårlig helt. 100% Wile E Coyote.


I sidste ende forbliver KOTCS uopfindsom og som om den er lavet efter nogle krav om, at specifikke scener bare skal med i en Indy film... stor biljagt i millitærkøretøjer? Tjek. Ulækre kryb? tjek. En flugt til vands? Tjek... og lad os for guds skyld bruge tre vandfald – det bliver vildt!